Valdemarsmuren
Valdemarsmuren er en del af voldkomplekset Danevirke. Muren, der oprindelig havde en længde på ca. 4 km og en højde på 5-7 m, blev bygget af kong Valdemar den Store i 1160'erne og var en udbygning af en tidligere kampestensmur, som formentlig var opført under Knud Lavard. Materialet var teglsten, som her blev brugt for første gang i Danmark. På muren har formentlig været påsat et brystværn, hvorfra en forsvarende hær har kunnet skyde mod de fjendtlige tropper.
Valdemarsmuren er i dag stærkt forfalden, men i alt ca. 75 m af muren er frilagt. Sten fra muren er senere bl.a. blevet brugt til gård- og borgbyggerier i omegnen, bl.a. Gottorp Slot. På ældre danske folkehøjskoler har det været almindeligt ved grundstensnedlæggelse at benytte en sten fra Valdemarsmuren. Højskolerne opfattede sig i en periode som formidlere af et åndeligt Danevirke til beskyttelse af den danske nationalstat mod fortyskning.
Litteratur:
H. Helmuth Andersen: Danevirke og Kovirke. Arkæologiske undersøgelser 1861-1993. 1998.
Valdemarmuren. Ler til fremstilling af teglstenene fandtes i området. Man regner med, at der er blevet brændt ca. 6,5 mio. sten. Foto fra 2024.
Grænseforeningen. Foto: Merete Harding.