Ungarn sikrede sine grænser til ikke EU-medlemslande i 2015, efter at mange flygtninge og migranter fra særligt Syrien var begyndt at komme ind i EU ad ruter gennem Balkan. I antologien Europas Grænser sættes der bl.a. fokus på grænser i Østeuropa. Her ses en grænsevagt ved den ungarsk-serbiske grænse.

Foto: Délmagyarország/Schmidt Andrea/www.delmagyar.hu

Grænser kan forandre sig meget hurtigt

ANMELDELSE: Ny bog giver indsigt i den nyeste forskning, når der gælder Europas grænser, der er et dominerende tema i debatten i disse år

Europas Grænser er titlen på en ny bog, redigeret af Steen Bo Frandsen og Dorte Jagetic Andersen, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Her har otte forskere med tilknytning til Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet taget temperaturen på dagens Europa set fra et grænseperspektiv. Og det i bred forstand. Antologien tager så forskellige emner op som: “Grænser som linjer og rum”, “Mobilitetens grænser”, “Samarbejde over grænser”, “Generation grænseløs” og “Grænsekonflikter uden ende”. De foranderlige grænser mellem øst og vest er også et tema. Det samme gælder det tyske mindretal i Sønderjylland og forholdene på Istrien, Kroatien. Emnerne kan umiddelbart forekomme meget forskellige, men sammenlagt er de med til at tegne et godt billede af nogle af de udfordringer, vi står over for i Europa.

Vi lever i en tid, hvor den europæiske integration er udfordret. Flygtninge og migranter har affødt forskellige reaktioner i de enkelte lande og sat Schengen-samarbejdet under pres. Det har også tydeliggjort, at nationalstaterne lever i bedste velgående. Samtidig er separatisme blevet et problem i EU. Catalonien og Skotland er eksempler herpå. Nogle steder er skilsmissen foregået fredeligt – f.eks. i Tjekkoslovakiet. Men det er tankevækkende, at det gik hurtigt. I 1990 var det kun få der tænkte herpå. Tre år senere var det en realitet. At Kosovos uafhængighed ikke var/er uden problemer, bliver også understreget i bogen.

“Har De rejst meget?”

Interessant er konstateringen af, at Central- og Østeuropa overordnet set kan betragtes som et “laboratorium for studier af grænsers bevægelighed”. Det understreges i bogen af følgende vittighed: Den gamle mand siger, at han var født i Østrig-Ungarn, gik i skole i Tjekkoslovakiet, giftede sig med en ungarer, arbejdede det meste af livet i Sovjetunionen og nu bor i Ukraine. “Har De rejst meget?” spørger intervieweren. “Nej, jeg har aldrig været andre steder end Mukachevo” (en by i de ukrainske Kapater). Nok så alvorlig er konstateringen af, at de øst- og centraleuropæiske forhold viser, at grænser kan forandre sig meget hurtigt, og at fremtiden for mange af dem er uforudsigelig.

Grænseoverskridende samarbejde er også et emne, som behandles i bogen. Det er der en vægtig artikel om. De problemer, der kan opstå, bliver imidlertid trukket for hårdt op i et indledende kapitel side 18, hvor der står, at: “der som oftest opstår uløselige problemer i alle grænseoverskridende projekter, særligt hvad angår sameksistensen af forskellige nationale juridisk, politisk socialt institutionelle forhold”. Det er ikke tilfældet. Praksis viser, at det er ikke uløseligt.

Det tyske mindretal er omtalt som et succesfuldt casestudie, når det gælder samspillet mellem det nationale, regionale og europæiske – og det med rette. At det i 1945 var et mindretal under pres, er der ingen tvivl om. Men når der i et indledende kapitel (side 29) håndfast også tales om “deportationer”, bliver citronen presset vel rigeligt. Der var udvisninger af flere tyske statsborgere, men ikke af mindretallet som sådan.

En negativ opfattelse af grænser

I nogle af artiklerne får man indtryk af en negativ opfattelse af landegrænser/statsgrænser. Det pindes mest bastant ud i følgende konstatering side 142: “Hensigten med grænser er at skabe et administrativt hegn, der er i stand til at holde de andre ude. Det være sig migranter, de fattige folk med en anden religion osv.” Hertil er kun at sige, at statsgrænser er nødvendige for opretholdelsen af et samfund. I overordnet betydning for statens suverænitet, men nok så vigtigt også af hensyn til den enkelte borgers dagligliv, så man ved hvilke love og regler, der gælder i det pågældende samfund.

Til sidst kun et par faktuelle ting. På side 48 står, at Sønderjyllands Amt “forsvandt fra landkortet” med “oprettelsen af regioner i 2004”. Det var først den 1. januar 2007. På side 112 omtales Gibraltar som en “ø”. Det er en halvø. Nogle af bogens forfattere henviser i deres noter kun til det pågældende værks titel, andre er så venlige også at angive et sidetal. Det sidstnævnte er mest læservenligt.

Det nævnes i indledningen, at det er antologiens formål at introducere læseren til en væsentlig del af den forskning, der præger vores forståelse af grænser. Det mål er indfriet. Den interesserede får her megen baggrundsviden om de problemstillinger, der er aktuelle i dagens Europa.

Europas grænser, redigeret af Steen Bo Frandsen, der er professor og leder af Center for  Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, og Dorte Jagetic Andersen, der er lektor samme sted. 232 sider, 249,95 kr., Aarhus Universitetsforlag 2018.