De fleste voksne danskere husker Dybbølmærket, der gennem mange år blev solgt på Dybbøldagen den 18. april i hele Danmark påført en lille nål, så man kunne sætte Dybbølmærket på frakken. Der er nok færre, som ved, at det er kunstnerparret Agnes og Harald Slott-Møller, som står bag mærket. I et klart og grafisk afbalanceret formsprog er det lykkedes med møllen som motiv at skabe et tydeligt symbol for Genforeningen. Vingerne står i korsstilling og signalerer nederlag og død som en reference til nederlaget i 1864 og Første Verdenskrig 1914-1918. Den røde opgående sol bagved signalerer håb og en ny tid, nemlig Genforeningen 1920, samtidig med at den røde cirkel samler motivet grafisk.

Dybbølmærkets stærke symbolik og grafiske stringens ligner ikke umiddelbart andet, som parret har skabt. Agnes Slott-Møller var primært maler og helligede sig historiske motiver med afsæt i de danske folkeviser. Harald Slott-Møller var både maler og formgiver. Han skildrede fædrelandet, historiske motiver og herregårde og det ofte med smukke kvinder. Han fungerede som kunstnerisk leder af Aluminia fra 1902-1906.

Agnes Rambusch (1862-1937) og Harald Slott-Møller (1864-1937) mødte hinanden i 1886, hvor han var lærer, og hun var elev på en selvbestaltet malerskole for kvinder. De mødtes gennem deres kunst, og det blev kunsten, som holdt dem sammen. Allerede før de blev gift i 1888, havde de en stærk tro på, at de sammen kunne skabe en forandring gennem deres virke. Harald ønskede at tilføre kunsten ånd og skønhed og give form til livets store følelser. Agnes ønskede at genfortælle danmarkshistorien for derigennem at opdrage og berige folk til en forståelse af landets storhed.

Det kunstneriske projekt

Deres fælles ideologiske fundament havde udgangspunkt i en intellektuel kunstopfattelse. Der var et etisk og æstetisk bindeled mellem det åndelige og dagliglivet. De søgte skønhed forbundet med en stærk ideologi og moral som uadskillelige størrelser.

Deres maleri såvel som kunsthåndværk var inspireret af den tidlige renæssance, dansk middelalder og den engelske Arts and Crafts-bevægelse. Form og indhold skulle gå op i en højere enhed i livet som i kunsten. De fandt megen inspiration på deres rejser i Europa og Danmark og gennem datidens kunstmagasiner. Omkring begyndelsen af 1890 forenendes de med de unge symbolis-

tiske kunstnere omkring ‘Den Frie Udstilling’. Ved århundredeskiftet blev særlig inspirationen fra de engelske prærafaelitter stærk. Fælles var et enkelt og fladebetonet formsprog forenet med en åndelighed, der kunne gribe og røre beskueren.

Deres inspiration fra den engelske Arts and Crafts-bevægelse ses også i deres grafiske produktion. De fremstillede begge plakater, bogforsider m.m., hvor man genfinder Dybbølmærkets grafiske klare formsprog og en dyb forståelse for, hvordan det kædes sammen med en stærk symbolik. Et eksempel er Agnes Slott-Møllers plakat ‘Sommer’, hvor hun har arbejdet med valmuer og Harald Slott-Møllers valgplakater, som han lavede forud for folkeafstemningen i Sønderjylland den 10. februar og i Mellemslesvig den 14. marts 1920, der ledte til Genforeningen. Her gentager de hver især den stærke fornemmelse for fladevirkningen, som man også finder i deres malerier og øvrige produktion.

De forblev begge tro mod deres kunstneriske stil med vægt på figurskildringer og naturtro motiver. Når de hver især var bedst, fik man en stærk fornemmelse af Mal du siècle og samtidstolkning. Men ofte forblev motiverne anekdotiske og en smule anakronistiske. Der knyttes mange ismer og retninger på deres værk, men i virkeligheden fandt de nok deres helt eget ståsted, der gik fra at være en del af den fremmeste avantgarde til stærk konservativ i takt med at omverdenen ændrede sig.

Genforeningen

Både Agnes og Harald var kraftige fortalere for Forsvarssagen og Genforeningen. Det hang tæt sammen med deres kunstneriske praksis, der i høj grad var knyttet til dansk landskab og dansk historie. Som kvinde og aktivist var Agnes og dermed Harald ikke til at komme udenom. Det går som en ledesnor i deres aktive liv, og for Agnes betød det, at hun var formand for Danske Kvinders Forsvarsforening 1915-17 og var grundlæggende medlem af bestyrelsen for Kunstnergaven til Sønderjylland. Parret havde ikke mange penge, men de havde deres kunst og deres engagement, som de med stor iver tog med i sagen. Det blev gjort med et dedikeret personligt engagement, så Agnes faktisk havde det lidt svært med, at hendes livslange veninde, Marie Krøyer, vedblev med at læse Politiken, når de nu selv havde skiftet til den mere nationalsindede Berlingske Tidende.

Parret opbyggede en fast kreds af kunder, der blev ved med at støtte deres arbejde, selvom de kun sjældent solgte noget gennem deres liv. Hvad de ikke fik mulighed for at udstille, fik de udstillet på en storstilet mindeudstilling i 1938 afholdt af Foreningen for National Kunst.

Der var ikke noget tilfældigt i deres hjem og virke, og de var stærkt bevidste om egen selviscenesættelse og position. Længe var de glemt og i periferien af dansk kunst, men begge er i dag, med deres stærke idealisme og klare kunstneriske ambition, kommet i fokus igen. Det kan måske være svært at forlige sig med deres maleriers tunge symbolik og patos. Til gengæld står deres grafiske værk klart også i et historisk lys med Dybbølmærket som et at deres mest vellykkede samproduktioner.