Niels Neergaard havde et problem. Han havde som nævnt oprindelig stået sammen med regeringen Zahle på nationalitetsprincippets faste grund, men havde gradvis flyttet sig i retning af en mere åben holdning til Flensborg-spørgsmålet. Også for Neergaard var det imidlertid klart, at afstemningsresultatet i Flensborg den 14. marts ikke gav grundlag for hverken direkte eller indirekte fra dansk side at fremføre ønsket om, at Flensborg blev en del af Danmark. Det var også konklusionen i den mere realistiske del af Flensborgbevægelsen.

I stedet opstod ideen om en internationalisering af Flensborg eller af hele 2. zone. Det ville indebære, at dette område kom under internationalt styre, organiseret af Folkeforbundet og økonomisk tilknyttet Danmark gennem en mønt- og toldunion – og med mulighed for, for eksempel efter femten år, på ny at kunne tage stilling til det fremtidige nationale tilhørsforhold. Ideen var hentet fra Versaillestraktatens bestemmelser vedrørende Saarland og ville efter tilhængernes opfattelse give Danmark mulighed for at modgå den “fortyskningspolitik”, som Slesvig havde været udsat for under de mere end 50 års tyske besættelse, så man efter nogle år fik et mere “ægte” nationalitetsvalg. Problemet var imidlertid, at en internationalisering ikke var en del af Fredsaftalens bestemmelser vedrørende Slesvig, og at en sådan løsning derfor reelt ville kræve genåbning af aftalen. Det var ikke en vej, som de sejrende magter, og i sidste ende heller ikke Frankrig, havde den store lyst til at slå ind på.

Det forhindrede dog ikke Flensborgbevægelsen og andre nationalistiske kræfter i – med et lidt uklart mandat fra Neergaard-regeringen – at mobilisere til fordel for internationaliseringstanken. Spydspids blev professor Frederik Vinding Kruse, der gennemførte et omfattende lobbyarbejde i både Paris og London, men i sidste ende uden succes. H.P. Hanssen vendte sig klart mod forslaget som stridende mod nationalitetsprincippet og selvbestemmelsesretten: Stemmetallene i Flensborg og i hele 2. zone havde været meget klare og entydige. Ikke at respektere dette var “eventyrpolitik”.

[….]

Den nye Venstreregering tiltrådte den 5. maj 1920, og Neergaard vidste fra H.A. Bernhoft (dansk gesandt i Paris, red.), at Fredskonferencens drøftelse af Slesvig-problematikken på det tidspunkt hastigt nærmede sig sin afslutning, og at Ambassadørrådet i Paris ikke var indstillet på politiske svinkeærinder.

Samtidig havde Venstre vundet valget ved at være mere åben over for Flensborg end den radikale regering, og partiet havde vundet mange stemmer i Dannevirke- og Flensborg-venlige kredse. Derfor lagde Neergaard den linje, at regeringen ikke selv ville foreslå noget, hverken vedrørende de fire mellemslesvigske sogne eller en internationalisering, men at den – hvis Fredskonferencen måtte fremkomme med forslag herom – “med taknemmelighed ville modtage en sådan ordning”. Det sagde Neergaard på et tidspunkt, hvor han udmærket godt vidste, at det ville Fredskonferencen ikke.

Det synes således tydeligt, at det afgørende for Neergaard ikke var at ændre det resultat – Clausenlinjen – som regeringen Zahle havde lagt sig fast på som det bedste for Danmark, men at kunne sige, at man politisk havde gjort alt, hvad man kunne gøre, for at imødekomme de dansksindede, som befandt sig i 2. zone. At det så ikke var lykkedes, var ikke regeringens ansvar.

Især den britiske tålmodighed var efterhånden begrænset. Man havde sammen med Frankrig haft 3.000 tropper i Slesvig siden januar og ville nu godt flytte de britiske styrker til Irland, hvor der var stærkt brug for forstærkninger. Det hastede derfor med at lukke “sagen Slesvig”. Den 20. maj indførtes den danske krone som valuta i 1. zone. Den 15. juni blev Danmark officielt notificeret om den nye grænselinje, og den sidste del af den praktiske transition fra tysk til dansk blev indledt. Den 5. juli 1920 underskrev H.A. Bernhoft i Paris den endelige aftale med de allierede magters repræsentanter. Herefter var det bare det danske hjemmearbejde, der skulle gøres: Der skulle vedtages en ny Grundlov, der inkluderede Sønderjylland, ligesom der den 6. juli blev afholdt et nyt Folketingsvalg, der i øvrigt sikrede Venstre yderligere fremgang.

Den 10. juli 1920 red Christian 10. på en hvid hest ind i Sønderjylland tæt ved Christiansfeld, og dagen efter var der folkefest på Dybbøl Banke. “En røvet datter, dybt begrædt” var virkelig “kommen frelst tilbage”. Omkring 165.000 gik som tidligere nævnt fra at være nordslesvigere til at være sønderjyder, heraf omkring 30.000 tysksindede, og Danmark voksede med knap 4.000 kvadratkilometer. Landet var dermed blevet det Danmark, vi kender i dag.

Regeringen Zahle og ikke mindst udenrigsminister Scavenius og den sønderjyske leder H.P. Hanssen tænkte langsigtet. Godt nok havde Tyskland tabt Verdenskrigen, men geografien var, som den var – og Tyskland ville komme op igen. Derfor var det klogeste, Danmark kunne gøre at sikre en grænse baseret på nationalitetsprincippet og at begrænse det tyske mindretals størrelse. Regeringen Neergaard – og ikke mindst statsminister Niels Neergaard selv – lå næppe langt fra dette synspunkt, men havde af partitaktiske grunde brug for udadtil at fremstå mere lydhør over for de nationalistiske kræfter i det danske samfund.

Grundlæggende var den dansk-tyske grænse den eneste af de i Versaillestraktaten fastsatte tyske grænser, der loyalt levede op til den nationale selvbestemmelsesret. Der blev også i 1922 indgået en dansk-tysk grænsetraktat, der løste nogle af de praktiske grænseproblemer. Men selv denne traktat kunne ikke skjule, at Tyskland i forbindelse med fredsslutningen efter krigen havde valgt ikke at underskrive den udarbejdede tre sider lange traktat om grænseændringerne. Det betød, at den nye dansk-tyske grænse blev fastsat efter aftale mellem de allierede sejrherrer og Danmark. Tyskland anerkendte hverken i 1920 eller senere den nye grænse, som derfor forblev et potentielt problem mellem de to lande – og et problem, som den danske regering i 1930’erne i stigende grad var opmærksom på i forholdet til Tyskland.

‘Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år’, 398 sider, 299,95 kr. Gads Forlag 2020.