I sin bog ‘Danevirke – nationalisme, nazisme og dansk-tysk forsoning’ kommer Lars Erik Bethge, lederen af Danevirke Museum nær Slesvig, godt rundt om museets betydning som nationalt symbol. En særlig rolle som både helt og skurk spiller en mand ved navn Søren Telling, som i sin tid fik lov at tegne Danevirke, fordi det ofte var ham, der tog imod, når for eksempel en af Grænseforeningens lokalforeninger besøgte Danevirke på en udflugt.

“Søren Telling har jo været en national myte, kan man nærmest sige. En legende efter Anden Verdenskrig, fordi han sagde, at han havde reddet Danevirke, og fordi han var den, der tog imod danske gæster på Danevirke i ganske store tal. Og han var den, der kæmpede for Danevirke. Så han har spillet en stor rolle for de grænselands- og nationalbevidste kredse i Danmark”, siger Lars Erik Bethge.

Kan du karakterisere ham lidt nærmere som person? Han har jo været en meget sammensat personlighed, som har haft en stor national bevidsthed.

“Han har haft en stor national bevidsthed, der så i 30’erne blev til en nationalsocialistisk bevidsthed, som så engang i 40’erne igen var en national bevidsthed. Han har været en forholdsvis kolerisk type, men han har også været en meget farverig type, der har kunnet fortælle utrolig flotte historier.”

“Han har så ikke altid holdt sig til sandheden i de historier. Men han har været en gudsbenådet fortæller, som på den måde har kunnet imponere en hel masse mennesker.”

Han var jo ikke uddannet arkæolog, men han har betegnet sig som arkæolog. Hvad har hans arkæologiske virke været?

“Søren Telling har været medhjælper for den arkæologiske fredningsmyndighed i Slesvig-Holsten. Og som sådan har han medvirket i udgravninger. Det betyder ikke, at han på noget tidspunkt har været arkæolog, men at han har arbejdet inden for det her arkæologiske felt. Han var ved fronten med de tyske tropper. Søren Telling har så, i og med at han arbejdede for arkæologerne i Slesvig-Holsten, fået den opgave at tage med tyske arkæologer til Ukraine med sine chefer og foretage røveriske udgravninger der.”

“Man ville bevise, at Ukraine havde en germansk fortid, og at det var helt legitimt, hvis Tyskland indlemmede landet. Det hænger simpelthen sammen med, at nogle af de førende, ledende nazistiske arkæologer i Tyskland netop kom fra en organisation, som Søren Telling stod i forbindelse med.”

“På den måde har han deltaget i noget, man kunne kalde en krigsforbrydelse derovre, men som han selv har fået digtet om til en meget anderledes heltehistorie senere. Sammenhængen er, at han kommer i tyske arkæologiske kredse, han bliver del af den tyske arkæologi, men på grund af sin danske baggrund, bliver han så også del af de kontakter, arkæologerne har til København. Og da SS skal til at grave i Ukraine under Anden Verdenskrig, har de en fordel i at medbringe udenlandske arkæologer fra Holland, og i den sammenhæng bliver Telling så simpelthen deklareret som den danske repræsentant i de her nazistiske udgravninger.”

Hvordan ser man siden hen på Søren Telling?

“Så jeg vil sige, hvis man nu i eftertiden ser tilbage på Telling, så har han i historien om Danevirke og museet Danevirke set i datidens lys været en stor personlighed. Hans fortjeneste set fra i dag er, at han på et meget tidligt tidspunkt gjorde opmærksom på, at Danevirke skulle bevares. I lokalsamfundet ved Danevirke kunne man se, at bønder og andre ikke tog nok hensyn til det.”

“Så hans fortjeneste er i høj grad at gøre opmærksom på de skader, der var sket på volden, og at alarmere danske arkæologer, som så via deres tyske kolleger kunne tage affære.”

“Og så er der kommet meget oveni, som er blevet pillet af sidenhen. Hele myten om Søren Telling har også ført til, at mange medlemmer af Grænseforeningen har mødt ham ved Danevirke og beundret ham.  Beundringen er så blevet pillet af, da man fandt ud af, at han havde en fortid i det danske nazistparti, og at han havde deltaget i ting under krigen for tyskerne, som ikke var rene i kanten.”

Kan du uddybe det med nationalisme, nazisme og forsoning. Hvordan kommer så forsoning ind i billedet?

“Forsoningen kommer ind på den måde, at arkæologerne altid har vidst, at vi har med en fælles kulturarv at gøre. Der har også efter 1864 været tæt samarbejde mellem de slesvig-holstenske arkæologer og dem på Nationalmuseet. Og i takt med, at man er gået væk fra at bruge forhistorien som argument for et historisk krav, her i vores område i hvert fald, så har man også snarere kunne blive enige om, at det her er en fælles kulturarv, vi skal tage vare om.”

“Og det er jo ikke noget, der er naturligt. Det er jo også et produkt af det her særlige dansk-tyske samliv oven på folkeafstemningen i 1920, at vi er nået så langt i det her. Hvis man ser på Putins krig i Rusland i dag, så er det jo stadig med historiske argumenter, at man gør krav på områder i nutiden. Det er noget af det, vi har overvundet i det dansk-tyske grænseland med en folkeafstemning i 1920, hvor det netop var folket og ikke historiske grænser, der afgjorde, hvad området hørte til. Og fordi det er også noget, der er udskifteligt. Tyskerne vil sige, at de har været der i stenalderen, og danskerne er kommet til senere.”

“Det er der også argumenter for, men det bringer os jo ingen vegne. Og det er jo så det, vi har lært i dag. Og i dag er vi stolte af i fællesskab at kunne tage vare om den her kulturarv også sammen med vores tyske partnere.”

Lars Erik Bethge: Danevirke – nationalisme, nazisme og forsoning. Danevirke Museum 2022.