Gennem mere end 30 år har jeg haft min gang på det grundtvigske mødested Liselund ved Slagelse. I den første snes år boede gamle Marius i Aladdins Slot, et lille, forfaldent Pippi Langstrømpe-hus i træ, der ligger i et hjørne af haven. Marius betalte ikke husleje, men passede lidt have til gengæld. Han fik også sine daglige måltider i Liselunds køkken, ligesom han en gang om måneden - højst – kunne overtales til at anvende bruseren i kælderen. Først da han var langt over 80 år måtte han modstræbende flytte på plejehjem. En klart grænseoverskridende livsændring.

Jeg kom til at tænke på Marius, da jeg fik at vide, at denne udgave af Grænsen skulle handle om grænser. For Marius havde kun én gang i sit liv krydset en grænse. Og det var kommunegrænsen mellem Slagelse og Korsør.

Det skete en sommerdag, da han som 20-årig havde taget cyklen til Korsør og retur samme aften. Det blev første og sidste gang Marius forlod Slagelse. Første og sidste gang han krydsede en grænse. Og det var alt rigeligt.

Da Marius fyldte 80 år blev det besluttet, at han skulle have et fjernsyn, så han kunne underholde sig lidt i de lange aftentimer. Det holdt nøjagtig en uge. Så insisterede Marius på, at fjernsynet blev vekslet til en flaske cognac. Ikke tale om, at han ville have alskens ulykker og krige ind i sit eget hjem gennem et fjernsyn, der gjorde verden så utryg. Dér gik grænsen, som han sagde!

Marius fik sin cognac og freden blev genoprettet. I hvert fald i Aladdins Slot.

Var Marius et indskrænket og ulykkeligt menneske? Nej. Ville Marius have andre til at leve, som han selv gjorde? Nej. Men han ville meget gerne have sig frabedt, at andre skulle fortælle ham, hvordan han burde leve.

Når vi i dag taler om at krydse grænser er det sjældent kommunegrænser. Også de nationale grænser er siden Murens Fald i 1989 blevet mindre synlige i Europa. Nu lukker de sig igen.

Den udvikling havde ingen forudset for blot et år siden. I dag erkender de fleste, at grænsekontrollen vil være en realitet, indtil der etableres stærke, ydre grænser. Trods Schengen-aftalen, der skulle sikre de åbne grænser, trods Dublin-aftalen, der skulle sikre asylbehandling i det land, hvortil en flygtning ankommer - og trods alle skåltalerne om det europæiske fællesskabs styrke.

Det er i modvind, et samarbejde skal stå sin prøve. Desværre tyder intet på, at fælles løsninger ligger lige om hjørnet.

Mens politikerne tøver, må vi som befolkninger også stille os selv kritiske spørgsmål. For én ting er de fysiske grænser. Noget andet er de grænser, der handler om kulturforskelle og forskellige livs- og samfundsformer. Hvis vi ikke bliver mere bevidste om hvem, vi er, og hvad, vi vil, kan vi heller ikke finde frem til det, vi ønsker at afgrænse os fra. Vi kan heller ikke møde det anderledes med den åbenhed, som bevidstheden om egne værdier og egen kultur giver mulighed for.

Marius’ metode med at lukke verden ude er næppe gangbar i en globaliseret verden. Men han havde fat i den lange ende, når han insisterede på retten til at leve det liv, han ville, selvom andre syntes, det var mærkeligt. Vi kan ikke tvinge vores demokrati, kultur eller livsform igennem i andre lande. Og vi skal ikke acceptere, at andre vil ændre vores demokratiske samfund. I det gode kulturmøde beriger vi hinanden. I det dårlige kulturmøde bekriger vi hinanden.

Det handler ikke om fysiske grænser. Men om nogle helt andre grænser, som vi kommer til at tale meget mere om i de kommende år.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016.