I begyndelsen af april 1945 kom et københavnsk cykelbud i snak med en tysk pige på 14-15 år ved Øresundsvejens Skole, som var blevet beslaglagt af den tyske besættelsesmagt til indkvartering af tyske flygtninge. Tilsyneladende for at indynde sig gik cykelbuddet over til bageren og købte et stykke wienerbrød, som han forærede pigen, der glædesstrålende tog imod det.

Imidlertid havde der samlet sig en flok af gadens ungdom. Pludselig gik de løs på cykelbuddet, der blev gennembanket – hvorefter han tog benene på nakken og lod cykel og pige stå.

Den københavnske redaktør Wilhelm Bergstrøm, som registrerer episoden i sin dagbog, tilføjer lakonisk: “Naa, men hun havde dog faaet Wienerbrødet. Stemningen er ond og bitter.”

Bergstrøms iagttagelse havde uden tvivl udbredt gyldighed: de tyske flygtninge, som fra februar 1945 strømmede til Danmark, var ikke blot lusebefængte og syge, men generelt uglesete. Efter fem års tysk besættelse kunne de færreste mobilisere den store medlidenhed med dem.

Nytteløse danske protester

Til serien ‘100 danmarkshistorier’ har museumsinspektør John V. Jensen skrevet ‘Tyskere på flugt’, en instruktiv og kortfattet fremstilling om de ca. 250.000 tyske flygtninge, der mod krigens slutning ankom til Danmark på flugt fra Den Røde Hær. De danske myndigheder protesterede over for den tyske besættelsesmagt mod benyttelsen af dansk territorium som evakueringssted. Man pukkede på de tyske løfter fra den 9. april 1940 om at respekterede dansk suverænitet – og for at helgardere sig henviste man yderligere til, at evakueringen stred mod de rettigheder, som man mente et besat land havde i henhold til Haager-konventionen fra 1907 om neutrale magters rettigheder og pligter i tilfælde af krig til lands.

Men de danske protester var nytteløse. De tyske flygtninge strømmede til landet, med tog og med skib, og i første omgang til Sønderjylland, hvor de blev indkvarteret hos medlemmer af det tyske mindretal. Herefter beslaglagde den tyske værnemagt ca. 1100 halv- og heloffentlige bygninger over hele landet til indkvartering af flygtningene.

Man ville af med flygtningene

Frem til den 5. maj 1945 var flygtningene helt og holdent den tyske værnemagts ansvar, men herefter blev de et dansk anliggende. Fra dansk side ville man af med flygtningene så hurtigt som muligt, men briterne ville ikke lade flygtningene komme ind i deres besættelseszone, hvor de havde flygtninge nok at tage vare på. Så de sidste tyske flygtninge forlod først Danmark i 1949. Da man fra dansk side erkendte, at flygtningeproblemet ville være af længere varighed, samlede man flygtningene i store lejre, der var tidligere tyske militærfaciliteter. Den største var Oksbøllejren i Vestjylland, som husede mere end 30.000 flygtninge.

Dødeligheden blandt flygtningene, især spædbørnene, var ekstremt høj, først og fremmest på grund af udmattelse, dårlig ernæringstilstand og smitsomme sygdomme, almindeligvis som følge af den lange, traumatiske flugt, hvor mødre ofte ikke kunne amme deres spædbørn.

Moralske domme

I de senere år har der været en stærk tendens til at fælde moralske domme over fortiden uden i nævneværdig grad at tage hensyn til den historiske kontekst. Det er i udpræget grad sket i spørgsmålet om de tyske flygtninge, som har været anskuet under det herskende universelle menneskerettighedsparadigme. Den danske behandling af de tyske flygtninge er således blevet instrumentaliseret af kritikere af de senere års danske udlændinge- og flygtningepolitik. Derfor har den dominerende danske fortælling om de tyske flygtninge de senere år været, at de blev udsat for en umenneskelig behandling, hvor sult, afsavn, sygdom og død var resultatet af dansk had. Selv lægerne havde svigtet totalt.

Denne version af historien, som har haft medløb af nogle faghistorikere, giver John V. Jensen et stilfærdigt, afbalanceret og kompetent modspil, bl.a. ved at lade de tyske flygtninge selv komme til orde gennem beretninger og samtidige optegnelser. At den høje dødelighed blandt især spædbørnene, som først kom under nogenlunde kontrol i løbet af sommeren 1945, skulle skyldes den danske fjendtlighed (også blandt lægerne), kan John V. Jensen stort set dementere. Det gør han under henvisning til et ganske opsigtsvækkende resultat, som arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet i Aabenraa Leif Hansen Nielsen for få år siden nåede frem til i sin undersøgelse af de tyske flygtninge i Nordslesvig. Her kunne han nemlig konstatere en dødelighed blandt flygtningene, der omtrent svarede til flygtningenes generelle dødelighed i Danmark – selv om de blev indkvarteret af venligtsindede folkefæller, dvs. det tyske mindretal, og blev tilset af læger fra mindretallet.

Det var et mål for de danske myndigheder, at de, trods mangeltider og generel folkelig modvilje over for de tyske flygtninge, skulle kunne være behandlingen af dem bekendt, og at denne skulle kunne stå for historiens dom. John V. Jensens bog er et vidnesbyrd om, at det langt hen ad vejen lykkedes.

‘Tyskere på flugt’. Af John V. Jensen, 100 sider, 100 kr., Aarhus Universitetsforlag 2020