I april 1940 var Gertrud Jochimsen syv år gammel. Hun er født i maj 1932. Barndommen var som for så mange andre i Flensborg præget af fattigdom. 

“Vi legede jo på gaden. Det kunne man dengang. Der kom næsten ingen biler. Vi legede på havnen. Når der kom et skib, susede vi derned med vores sække. De havde stenkul. Jeg var med til at stjæle kul, og jeg skammer mig ikke engang”.

Hun husker datoen den 27. august 1939. Den dag blev hendes far indkaldt til tysk krigstjeneste. Hendes far var dansk, og hendes mor var tysk fra Sudeterlandet, et område i Tjekkiet, hvor der boede et tysk mindretal. 

Men det danske holdt hun fast i, selv om hendes skolegang begyndte i det tyske skolesystem. Det gjorde hun især takket være sin danske gudmor. Hende var hun hos den 9. april. Det er selvfølgelig en dag, der er printet ind i Danmarkshistorien på en måde, så vi alle husker det. Men Gertrud Jochimsens gudmor havde fødselsdag den dag. 

“Hun var helt fra den. Hun ville ikke fejre sin fødselsdag mere. Hun kom fra et dansk hjem på Als. Hun var så forfærdeligt ked af det. Det kan jeg huske, når jeg tænker tilbage”, siger hun.

Fra Gertrud Jochimsens stue kan hun se flagstangen, som hører til den danske Mårkær Daginstitution, hvor hun var leder fra 1970 til 1996. Hun bor stadig på børnehavens grund.

“Jeg smuglede Dannebrog til Flensborg lige efter krigen, men i dag må vi jo godt flage. Det er så dejligt at se, når det store flag kommer op dernede. Det var grev Ingolf, der indviede det”, fortæller hun.

Det var ikke så gode tider for danskheden i Sydslesvig i hendes barndom. Økonomisk krise havde ført til stor arbejdsløshed og fattigdom. Ifølge Grænseforeningens Leksikon var Sydslesvig meget hårdt ramt af krisen. Ved valget i 1932 stemte langt over halvdelen af valgstederne i den vestlige del af Sydslesvig på Nazistpartiet. I hele Slesvig-Holsten støttede næsten halvdelen – 45,8 procent – Hitler. Det var en af de regioner i Tyskland, hvor nazistpartiet stod stærkest inden magtovertagelsen i 1933. 

Mindretal mod nazisme

Kun i Flensborg kunne de øvrige partier mønstre et flertal mod NSDAP. Mens det i dag står stærkt i hele Sydslesvig, var det danske mindretal dengang mest i Flensborg. I mindretallet var der ikke tilslutning til nazismen.

“Da slet ikke, når vi når op i slutningen af 30’erne og i krigen. Vi har under en håndfuld eksempler på nogle, der har været i Hitlerjugend. Men det er meget få. En god del af dem, der tilhørte mindretallet, kom med fra en arbejderbaggrund og var nærmere socialdemokrater og kommunister”, fortæller Mogens Rostgaard Nissen, som er leder af forskningsafdelingen på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Han bekræfter også Gertrud Jochimsens oplevelse af den 9. april. 

“Ud fra de få kilder vi har om det, har den 9. april været en frygtelig dag for mindretallet. Det, man har oplevet gennem mange år, kom nu også til Danmark, så nu befandt moderlandet sig også i en dårlig situation. Mindretallet var ikke stort dengang. Der var en tæt forbindelse til Danmark, og mange har gået i skole, haft arbejde eller familie i Danmark. Alle oplevede 9. april som en frygtelig dag”, siger Mogens Rostgaard Nissen.

Fordi hun gik i en tysk skole, måtte Gertrud Jochimsen mere end børn, der gik i en dansk skole, leve med nazismen.

“Jeg var nødt til at være med i Bund Deutscher Mädel (pigernes Hitlerjugend, red.). Næsten alle i klassen var med, men jeg blev syg, hver gang der var møde. I den tyske skole i Flensborg var lederen meget nazistisk. Da vi marcherede i skolegården, lagde jeg min hånd på skuldrene af hende foran i stedet for at løfte den til en nazihilsen. Jeg fik et slag over armen”, fortæller hun.

Mindretallets store tragedie

Også dansksindede mænd var værnepligtige og mistede livet ved fronten, og hverdagen i Tyskland var barsk. Men en virkelig og særlig tragisk hændelse ramte det danske mindretal i Flensborg under krigen, da 15 danske småbørn, som gik i børnehaven Ingridhjemmet i Batterigade, og to voksne ledere i børnehaven døde under et bombeangreb i Flensborg den 19. maj 1943. 

Forældrene og mindretallet takkede nej til kommunens tilbud om en officiel begravelse. Der skulle ikke heiles ved begravelsen.

“Det var vores distrikt. Jeg skulle have været i den børnehave”, fortæller Bente Hillebrecht, som er født i 1940 i Flensborg, hvor begge hendes forældre var lærere på den danske Duborg-Skolen. Hendes far blev dog indkaldt til tysk militærtjeneste. Det gjorde alle de mandlige, danske skolelærere.

Så hendes mor var alene med hende, og derfor kom hun i børnehaven ved Tivoli-skolen, for den lå på vejen mellem hjemmet og Duborg-Skolen.

Straks efter bombardementet tog moren Bente Hillebrecht med på cyklen og afleverede hende hos noget familie i Gråsten, og derfra kom hun videre til en onkel i Randers, hvor hun var til 1944.

Så hentede hendes mor hende med til sit barndomshjem på Sjælland, en gård i nærheden af Fuglebjerg. Her var hun gammel nok til at huske lidt fra den 4. maj 1945. 

Det er i øvrigt en pudsig detalje, at mens hendes far var tysk soldat og udstationeret i Norge, så var hendes onkel i familien, hun havde boet hos i Randers, efter at være flygtet blevet engelsk soldat. Og hendes onkel på Sjælland? Han var dansk frihedskæmper!

“Jeg boede på min morfars gård, Petersdal, i Hyllinge indtil 1946. Den 4. maj 1945 var der fest på gården. Da blev fedekalven slagtet, og morbror Poul var væk et par dage. Han var frihedskæmper. Men der var min morfar, morbror Pouls kone, hans bror og min mor,” fortæller Bente Hillebrecht, mens hun sidder side om side med sin mand Peter i sofaen i hjemmet i Harreslev.

Nødhjælpspakker delt ud

De er begge fra 1940 og mødtes i den danske skole nogle år efter krigen. Men i 1945 var Peter Hillebrechts familie endnu ikke en del af det danske mindretal. Så han oplevede som tysk dreng i Sporskifte ved Flensborg dagen på en noget anden måde. Der blev ikke slagtet nogen fedekalv.

“Den 4. maj fik vi at vide, at Tyskland havde kapituleret. Der var tyske soldater, som havde åbnet nogle nødhjælpspakker. Det var nødhjælpsrationer, som soldaterne havde stjålet og gemt. Det blev delt ud til befolkningen”, fortæller han.

Peter Hillebrecht havde seks søskende. Hans far var ansat ved banen som portør. Derfor var han ikke indkaldt. Det var også derfor, familien boede i Sporskifte, eller Flensburg Weiche, som det hedder på tysk. Der lå også en koncentrationslejr i Sporskifte. 

“Der var luftalarm, så vi var på vej ned til naboens kælder. Hele huset rystede. De ramte koncentrationslejren, hvor der var russiske og polske krigsfanger. De blev pisket ud til arbejde”, fortæller han.

Selvom Peter Hillebrechts far ikke var soldat og ikke var ved fronten, var han mærket af krigen. Der var ting, han ikke talte om.

“Jeg tror, han havde oplevet noget med toget med kz-fanger, som holdt ved Sporskifte”, fortæller han. 

Igen en frygtelig hændelse i Flensborg. En dag mod slutningen af krigen holdt et tog ved Sporskifte med godsvogne fyldt med levende og døde fanger fra koncentrationslejre. Senere kørte toget frem til havneområdet i Flensborg. Ingen måtte komme i nærheden af toget, som blev kørt tilbage til Sporskifte, inden det forsvandt.

Traumatiske oplevelser

Det har efterfølgende også præget de familier, hvor fædrene var med i krigen. Både under krigen og efter. Således beskriver Mogens Rostgaard Nissen brevudvekslingerne mellem kvinder fra mindretallet og mændene ved fronten:

“Du kan nærmest skære i deres angst for, hvad der ville ske med deres kærester og mænd ved fronten. Efter kapitulationen har vi ikke så mange breve. Men det var en kæmpe grad af lettelse, der fandt sted”, siger han.

Lettelsen var en ting. Traumerne en anden. Dengang var der ikke samme fokus på posttraumatisk stress, og det var forbundet med store problemer både at komme hjem fra krigen og skulle få en hverdag til at fungere og at tage imod en mand, kæreste eller far, der havde været med i krigen.

“Min far var i Rusland, Italien og Polen under krigen. Han var kort på besøg. Han havde billeder med af, hvordan tyskerne havde huseret. Han var heldig, han var en dygtig musiker og spillede i orkester for soldaterne. Han slap for det værste”, siger Gertrud Jochimsen.

Ægteskabet mellem hendes forældre holdt dog ikke.

“Han var alkoholiker og mistede sit arbejde”, fortæller hun. 

Bente Hillebrechts far blev som en del af besættelsesmagten i Norge først frigivet i efteråret 1945. Fordi han var dansktalende, var der mistanke om, at han var kollaboratør og ikke en værnepligtig soldat. Bentes mor har også oplevet at blive kaldt tyskertøs. Både det danske generalkonsulat i Flensborg og den danske sundhedstjeneste i Sydslesvig var involveret i sagen og eftersøgte ham. Men til sidst nåede han frem til familien på Sjælland, og siden kom de hjem til Flensborg. Men det var en fremmed mand, der kom hjem fra krig.

 “Jeg kendte ham slet ikke. Jeg syntes, han lagde for meget beslag på min mor. Han kendte mig overhovedet ikke og ville begynde at opdrage på mig. Det skulle han ikke. Min mor skulle også lære at leve sammen med det menneske”, fortæller Bente Hillebrect.

“Der var rigtig mange børn, der først skulle lære at leve sammen med den far, der kom hjem. Og mange, hvis far ikke kom hjem”, tilføjer hun.

Krigen kunne være kommet tættere på

Der var blandt fædrene også en frygt for, hvad der kunne ske hjemme. Især i krigens sidste dage, hvor Tyskland blev regeret fra flådestation Mørvig i Flensborg. Mogens Rostgaard Nissen har læst et par brevvekslinger, hvor en soldat fra Østfronten er reelt bange for, at Tysklands hovedstad bliver flyttet til Flensborg, og hvad der så vil ske med hans familie.

“Det trak op til, at det sidste slag kunne have foregået i Sydslesvig eller Sønderjylland. Der kunne være kommet en slagmark, hvis ikke Tyskland havde kapituleret. Der var uenighed mellem den politiske og militære ledelse af Tyskland, men den politiske ledelse, som mente, at nu var det nok, fik gennemtrumfet kapitulationen. Hvis krigen var sluttet med kampe lige ved den dansk-tyske grænse, havde vi i dag haft en anden fortælling om, hvad der var sket.”

Nu kapitulerede Tyskland, og ude på landet i Danmark, hvor Bente Hillebrecht boede den 4. maj, slagtede de fedekalve. I de danske byer er der rige beskrivelser i både litteratur, på film og øjenvidneskildringer af en rus og folk, der festede i gaderne. 

Få dage efter Befrielsen kørte de britiske tropper over den dansk-tyske grænse. De kørte op gennem Jylland ad hovedvejen A10, som strakte sig fra Kruså til Skagen og gennem centrum af de større østjyske byer. 

Ingen tysk skolegang

Briterne kørte også gennem Haderslev, hvor Hans Heinrich Hansen, som var født i 1938, var blandt de mange, der tog opstilling langs vejkanten for at tage imod de britiske soldater.

“Derhjemme var talen, at det var godt, krigen var forbi. Krig fører ikke noget godt med sig. Så jeg stod som syvårig og klappede og hujede, da englænderne et par dage efter den 4. maj kørte gennem Haderslev. De smed slik og cigaretter, og det var spændende og glædeligt”, fortæller han.

Dagen efter, at de britiske tropper var blevet mødt med jubel, var til gengæld ikke så god en dag for ham.

“Dagen efter, da jeg skulle i skole, var skolen lukket”, fortæller han.

Hans far var apoteker i Haderslev. Og familien var tysk. Det er den stadig, og Hans Heinrich Hansen har siden markeret sig som formand for det tyske mindretals paraplyorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), og også som præsident for de europæiske mindretals organisation FUEN (Federal Union of European Nationalities).

“Efter krigen var det ikke sjovt at være tysk. Alle blev skåret over en kam, og det var ikke alle tyskere, der var nazister. Mange var, men der var også mange, som ikke var. Og min fars forretning mistede halvdelen af omsætningen”, siger han.

Dengang var der 89 tyske skoler i Sønderjylland. De blev alle lukket efter krigen. 

“Det er den første gang i mit liv, hvor jeg har forstået, hvad det vil sige at være ekskluderet. Det forstod jeg jo ikke dengang, men det tyske mindretal var ‘der Restbestand’, vi var resten af den tyske besættelse. Jeg var et barn, men jeg blev kaldt ‘nazisvin’, og der blev kastet sten efter os. Det oplevede jeg som dybt traumatiserende, og det har nok aldrig helt forladt mig,” fortæller han.

Først i foråret 1946 blev der åbnet en tysk privatskole i Sønderjylland, og det varede mange år, før et tysk skolevæsen i Sønderjylland var genopbygget. 

Mange i det tyske mindretal i Sønderjylland havde med Besættelsen, som jo kun skete 20 år efter Genforeningen, håbet på en grænserevision, og mange havde meldt sig ind i nazistpartiet og til tysk militærtjeneste. Men efter Befrielsen, i december 1945, bekendte fremtrædende repræsentanter for det tyske mindretal ‘ubetinget loyalitet over for den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse’. 

Ingen folkeafstemning

Syd for grænsen så man lidt anderledes på det efter Tysklands nederlag. Det danske mindretal i Tyskland havde, i modsætning til det tyske mindretal i Danmark, et moderland, som ikke var sønderbombet, og som kunne komme til hjælp. Men det danske mindretal blev også chikaneret af de tyske naboer dengang og kaldt ‘Speckdänen’. 

Mindretallet var ikke præget af nederlagsstemning efter kapitulationen.

“Den 4.-5. maj vidste hovedparten af mindretallet og alle andre i Slesvig-Holsten godt, at kapitulationen snart ville komme. Der var en opfattelse hos mindretallet om, at nu var det vores tid. ‘Nu er tid til, at vi skal kræve vores ret. Nu skal vi have en ny folkeafstemning’. Det sker ud fra en forventning om, at danskerne de vil vinde stort”, fortæller Mogens Rostgaard Nissen.

Han tilføjer, at der især i socialdemokratiske og radikale kredse var en stor skepsis overfor tanken om, at den danske stat skulle rumme et stort tysk mindretal. Men der var også opbakning i Danmark til de sydslesvigske ønsker. Vilhelm Fischer, som var borgmester i Frederiksberg Kommune og også har været næstformand i Grænseforeningen, var initiativtager til Sydslesvigsk udvalg af 5. maj 1945, som i 1949 samlede 800.000 underskrifter for en folkeafstemning om Sydslesvigs tilhørsforhold. 

“Men efter 1948-49 kunne de fleste godt se, at det ikke var en god ide med en grænserevision. Der er også fortællingen nu, at det var godt, der ikke blev gennemført en folkeafstemning. Så havde vi haft problemet, når Vesttyskland kom på fode ti år efter”, siger Mogens Rostgaard Nissen.

Men han understreger også, at mange nok ville have stemt dansk, hvis der havde været holdt en afstemning i 1946 eller 1947. 

“Der var mange i befolkningen fra Sydslesvig, som havde den oplevelse, at nok er nok. De havde en oplevelse af, at Tyskland, Preussen, have gelejdet dem ud i to krige. Nu måtte det være nok, og Danmark stod i modsætning til Preussen for fred og frihed.”