Danskere fra mindretallet var tyske statsborgere og blev små fnug i den tyske krigsmaskine, nogle også i Danmark
At være i krig er under alle omstændigheder grufuldt.
Det er forfærdeligt at blive indkaldt som soldat, fordi man er så uheldig at bo i et land, der styres af mennesker, som er kyniske nok til at begynde en krig og udsætte andre for død og ødelæggelse. I både Første og Anden Verdenskrig var det danske mindretal i Tyskland samtidig i den situation, at mændene blev soldater i krige, som ikke rigtig var deres, fordi de som tyske soldater følte sig knyttet til en anden nationalitet end den, der var i krig.
I Anden Verdenskrig fik denne følelse af at være i en forkert krig en særlig dimension for flere af det danske mindretals mænd. Som indkaldte blev de en del af besættelsesmagten i deres moderland, Danmark.
Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har udgivet et par bøger om det. Martin Bo Nørregård har skrevet ‘Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939-45’, og Birgitte Herreborg Thomsen er forfatter til ‘Danske Sydslesvigere i Danmark 1940-45’.
I bogen gengiver hun breve fra nogle af de soldater, der var i krig. Hun skriver, at det ikke var uden problemer at gøre tjeneste i moderlandet Danmark.
“Enkelte soldater oplevede ubehageligheder i Danmark, for eksempel at der blev spyttet på dem på gaden – eller at danskere, når sydslesvigere deltog i danske alsangsarrangementer, veg bort fra dem, som havde de pest, på trods af, at de sang med af fuld hals – og måske ovenikøbet kunne sangene bedre end danskerne. Det kunne jo ikke ses på den tyske uniform, at der var en dansk sydslesviger indeni”, skrev Birgitte Herreborg Thomsen.
En af soldaterne, Nicolai Büchert, som var lærer på den danske kommuneskole i Flensborg, før han blev indkaldt, skriver:
“Den 9. april 1940 blev jeg tvunget til at marchere mod mit eget fædreland”. Han var stationeret i Flensborg og fortæller om marchen ud af byen ad Aabenraagade, hvor mange flensborgere tiljublede soldaterne på vejen. Ikke en gestus, den dansksindede soldat satte pris på.
“Mange koner tilbød kaffe og rundstykker. En ældre kone, der ville give mig noget, var sikkert blevet forbavset over mit uvenlige ansigt og mit korte, hårde ‘Nej tak!”.
Tidligere generalsekretær i det danske mindretals hovedorganisation Den Slesvigske Forening, Frederik Petersen, om at være tysk soldat og deltage i besættelsen af sit danske moderland. Fotografiet er ikke fra Danmark. Det er fra Krim, hvor han også var udstationeret.
Foto: Privatfoto stillet til rådighed af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Lille fnug i stor krigsmaskine
Den mest prominente dansker i tysk uniform var Frederik Petersen. Da han blev indkaldt, var han generalsekretær i Den Slesvigske Forening, som var den centrale organisation for det danske mindretals politiske og kulturelle arbejde. Det vil sige, at han var i en position, som i dag reelt dækker både den, Martin Lorenzen har som partisekretær i det danske og frisiske mindretals politiske parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), og som Jens A. Christiansen har som generalsekretær i det danske mindretals kulturforening, Sydslesvigsk Forening (SSF).
“I den gryende, kolde april-morgenstund kørte vi over grænsen og op gennem landet – til Aabenraa, Haderslev, Kolding, Vejle, Viborg. Tunge tanker myldrede ind på en, da man som et lille fnug i en stor krigsmaskine upåagtet rullede gennem sin hjembys overfyldte gader og ind over grænsen ved Kruså.”
Frederik Petersen havde gode kontakter i Danmark. Hans bror boede i Viborg, og mens han var udstationeret i Struer, overnattede han hos formanden for den lokale sønderjyske forening, hvilket vil sige formanden for Grænseforeningens lokalforening i Struer.
En anden kontakt var den tidligere forstander på Antvorskov Højskole, hvor han havde været elev. Ved krigens begyndelse var forstanderen, pastor Augustinus, blevet sognepræst i Hoptrup. I 1962 fortalte præsten en historie, der viser, at Frederik Petersen kunne være ganske kæk.
“Den 9. april oplevede vi i Hoptrup, der ligger cirka syv km syd for Haderslev, den forfærdelige tyske invasion. Nogle hjemmetyskere kom til landevejen og viftede med hagekorsflag. – Jeg var dengang sognets præst. Da tyskerne var forsvundet mod nord, kom nogle af de gode Hoptrup-folk og fortalte mig, at et sted i byen havde en tysk soldat fra en bil råbt til dem på dansk: Tag hagekorsflaget væk! Her vil vi se Dannebrog! – Hils sognepræsten!”
Efter at Frederik Petersen havde været med til Besættelsen af Danmark, blev hans division sendt sydpå til Holland, Belgien og Frankrig og senere til Rumænien og Østfronten.
Han arbejdede hårdt for at slippe væk fra fronten og komme tilbage til Danmark som tolk. Det lykkedes i december 1942, hvor han blev udstationeret i Struer. Historiker Mogens Rostgaard Nissen fra Dansk Centralbibliotek i Sydslesvig fortæller om Frederik Petersen, at ingen, heller ikke hans befalingsmænd, var i tvivl om, hvem han var, og at han var pæredansk.
“Han var med som tolk og havde aftalt med sin overordnede ikke at skyde,” siger han og tilføjer:
“Det var Ikke let for de dansksindede. For ham var det en fordel, at han var et kendt ansigt. De lokale har godt vist, at han var dansksindet. Han blev formentligt blevet regnet som en af vores egne.”
I juni 1944 blev han af ukendte årsager arresteret af Gestapo. I november 1944 blev han overført til en SS-straffebataljon ved Østfronten. Det sidste kendte brev, Frederik Petersen sendte hjem til Flensborg, er dateret den 15. april 1945. Han faldt formentlig i slutningen af april 1945 under tilbagetoget fra Neisse syd for Berlin.
“Man kan ikke sige, om han var tilknyttet modstandsbevægelsen i Danmark. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke sikkert,” siger Mogens Rostgaard Nissen.
Også lederen af det danske bibliotek i Flensborg, Frederik Momsen, og forstanderen på Jaruplund Højskole, Niels Bøgh Andersen, endte med at være en del af besættelsesmagten i Danmark, ligesom flere personer, der kom til at præge mindretallets organisationer efter krigen.
