På grund af den stigende tilslutning til det nationalistiske højreparti AfD (Alternative für Deutschland) og meningsmålinger, der tyder på, at dette parti vil vinde yderligere frem, har forbundsregeringen i Tyskland udpeget indenrigsminister Horst Seehofer til også at være minister for hjemstavn (Heimat) i Berlin. Partiet CSU (Christliche Soziale Union) fra Bayern med Horst Seehofer har krævet dette for at dæmme op for yderligere fremgang for AfD i netop Bayern, hvor der skal være landdagsvalg 14. oktober, og hvor CSU står til at miste det absolutte flertal, som de har haft i omkring et halvt århundrede.

Årsagen til at netop begrebet hjemstavn bliver gjort til genstand for et tysk ministeriums arbejdsområde er, at man ønsker at styrke regional udvikling samt øge den regionale og lokale identitet og bevidsthed. Ved at sætte øget politisk fokus på disse områder ønsker man at genvinde de stemmer, som AfD allerede har i Bayern og de fleste andre forbundslande. AfD’s tilhængerskare har været stærkt stigende som en modreaktion mod den venlige holdning, som forbundsregeringen har udvist over for den store indvandring til Tyskland fra ikke-europæiske lande i 2015.

Europa er en verdensdel bestående af mange nationalstater og lige så mange forskellige nationale kulturer. Det har vi som europæere anset for at være en rigdom, vi ikke vil være foruden, og det gør vi stadig.

At man i Tyskland, som er et forbund af 16 delstater, ønsker at fremme bevidstheden om hjemstavnen og dermed den lokale region er set før i Europa. Det er forståeligt, men også farligt. Man bruger det regionale til at føre valgkamp, og man kunne i denne sammenhæng sige, at Heimat bliver gjort til valgflæsk.

Lad det være nævnt, at vi i Danmark såmænd også har haft et landdistriktsministerium, der skulle satse på at fremme udvikling i udkantsområderne og undgå en såkaldt skæv udvikling i landet. Ønsket om at fremme lokale interesser eller at pleje hjemstavnen er altså ikke ukendt i europæisk indenrigspolitik. Det er acceptabelt, når det drejer sig om at udjævne skævheder.

Der, hvor det bliver uacceptabelt, er, når politiske partier som CSU i bestræbelsen for at modvirke nationalistiske kræfter selv vælge at forfølge en nationalistisk tankegang og arbejde for, at bestemte borgere får særlige rettigheder.

Den tyske politiker Robert Habeck, der er formand for De Grønne i Tyskland, skelner i et interview i denne udgave af magasinet Grænsen mellem begreberne hjem og hjemstavn. Hjem er der, hvor man ikke behøver at forklare nogen, hvem man er, siger han. Hjemstavnen er den egn, man er født i.

Denne definition af begrebet hjemstavn klargør, at borgere, der har en fælles hjemstavn, ikke har krav på særbehandling, da ens fødested jo kun afhænger af personlige omstændigheder på netop det tidspunkt. Der er er ej heller grund til at tro, at man har særlige kvaliteter som borger, fordi man har en bestemt hjemstavn og altså er født der.

Det er risikoen for, at politikere forfalder til at give folk fra en bestemt hjemstavn særlige rettigheder, der bør vække bekymring, og der er god grund til, at de røde lamper lyser, når EU’s største medlemsland udpeger en ”Heimatmininister”. Det kan godt være, man dermed tilfredsstiller vælgere på højrefløjen, der ikke ønsker indvandring. Men samtidig risikerer et demokratisk parti som CSU selv at falde i den nationalistiske grøft.

Jens Andresen er formand i Grænseforeningen