Når det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland helt op i 1990’erne skulle til konference i den europæiske mindretalsorganisation FUEN rundt om i Europa, skete det altid efter samme mønster: Repræsentanterne for det tyske mindretal steg på toget i Tinglev. Toget fortsatte herefter sydpå, og når det kørte ind på perronen i Flensborg, steg repræsentanterne fra det danske mindretal i Sydslesvig på. Men de to delegationer satte sig i hver sin ende af toget, og de talte ikke sammen.

Sådan er det ikke længere. At forholdet mellem de to nationale mindretal, har ændret sig, bliver bekræftet en solrig sommerdag på Folkehjem i Aabenraa, der kalder sig hele Sønderjyllands forsamlingshus.

Magasinet Grænsen har inviteret Jens A. Christiansen, der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening (SSF), og Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), til en samtale om tosprogede byskilte, flagning med det tyske flag i Sønderjylland og meget andet, herunder deres egne livshistorier med fædre, der deltog på tysk side under Anden Verdenskrig, og hvad det har betydet i forhold til engagement og splittelse i deres familier i det dansk-tyske grænseland. Anledningen til interviewet på Folkehjem er 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020.

Den joviale tone, der bliver slået an mellem de to mænd, kommer blandt andet til udtryk ved afslutningen af interviewet, da fotografen beder Jens A. Christiansen og Hinrich Jürgensen om at gå op i Billedsalen på Folkehjem og posere foran de mange billeder af kendte personer fra den sønderjyske historie. Hinrich Jürgensen slår Jens A. Christiansen på skulderen og siger: “Hvad så, Jens. Hvordan ville du have det med at blive fotograferet på et så nationalt sted i Tyskland?” “Ikke så fedt”, indrømmer Jens A. Christiansen.

Forinden har vi siddet i restauranten og talt sammen, mens kong Christian 10., der red over den gamle 1864-grænse ved Christiansfeld den 10. juli 1920, har skuet ned på os oppe fra væggen, hvor hans portræt hænger ved siden af dronning Alexandrine, der i øvrigt var født som hertuginde i Schwerin i Mecklenburg-Vorpommern, 250 kilometer sydøst for Aabenraa. Oven over baren er skrevet H.P. Hanssens manende ord med en negativ omskrivning af det dobbelte kærlighedsbud fra Det Nye Testamente: “Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem”. Under citatet står der: “H.P. Hanssen 17. november 1918 om at behandle de tysksindede godt.”

I har sagt ja til at mødes her i forsamlingshuset Folkehjem i Aabenraa, hvor den danske politiker H.P. Hanssen i 1918 formulerede sønderjydernes krav om en folkeafstemning efter Første Verdenskrig. Senere rejste han til Berlin og talte i Rigsdagen, hvor han krævede, at Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Hvad synes I om at være på dette sted?

Hinrich Jürgensen: “Jeg synes, det er spændende med sådan nogle kulturhistoriske steder. Når jeg sidder her, er det jo også et tegn på, hvor langt vi er kommet i løbet af de 100 år siden grænsedragningen i 1920. H.P. Hanssens ord oppe på væggen om at behandle de tysksindede godt, er jo faktisk det, som vi i FUEN prøver at fortælle folk: Hvis vi undlader at skabe konflikter, så bliver der fred i verden. Det er op til os selv. Det samme gælder selvfølgelig i Aabenraa. Og der er da sket meget i de senere årtier. Vi havde jo nok ikke siddet her sammen for 20 år siden, vel Jens?”

Jens A. Christiansen: “Nej, det tror jeg heller ikke, vi havde.”

Hinrich Jürgensen: “Det er først som voksen, jeg har besøgt Folkehjem, selv om min familie har boet her i nærheden i generationer. Det skete, da jeg blev formand for Landboforeningen, og der blev afholdt møder her. Da jeg var ung, var det ikke velanset, at vi, der kom fra det tyske mindretal, kom til bal i de sønderjyske forsamlingshuse. Men det var vi unge da ligeglade med. Vi dukkede op alligevel”.

Jens A. Christiansen: “For mig personligt er Folkehjem virkelig et sted, der emmer af det at være dansk. Nu er jeg selv fra Flensborg, og Flensborg havde det jo lidt svært med, at H.P. Hanssen i sin tid kørte Flensborg-linjen, der gik ud på, at Flensborg ikke skulle med i 1. zone, fordi han frygtede, at der ikke ville blive dansk flertal i Flensborg. Det kom til at holde stik.”

Det officielle Danmark vil til næste år markere, at det er 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920. Det forekommer, at det danske mindretal i Tyskland og det tyske mindretal i Danmark ikke har helt den samme trang til fest som resten af Danmark. For jeres to mindretal ‘kom ikke hjem’, da den dansk-tyske grænse blev flyttet 75 kilometer mod syd i 1920 efter folkeafstemningen. Hvad håber I at få ud af Genforeningsjubilæet i 2020?

Jens A. Christiansen: “Vi håber, at markeringen af Genforeningen i 2020 giver det danske mindretal en anledning til at få fortalt sin fortælling. Og vi håber, at vi kan få styrket båndene mellem det danske mindretal og den danske befolkning. Udgangspunktet er jo, at det danske mindretal ikke fejrer Genforeningen. Vi formulerer det sådan, at vi markerer folkeafstemningen og den efterfølgende grænsedragning i 1920. Vi glæder os sammen med vore landsmænd over, at Sønderjylland og Danmark kan markere Genforeningen, men vi synes selvfølgelig, det var kedeligt, at vi ikke kom hjem, som man formulerede det dengang.”

Hinrich Jürgensen: “Jeg håber, at vi kan få både danskere og tyskere til at forstå, at det ikke er os, der har flyttet os. Det har grænsen. I det tyske mindretal taler vi heller ikke om en fejring af Genforeningen. Faktisk synes vi, det er lidt af en retorisk genistreg at kalde det en genforening. Tværtimod delte man jo Slesvig i 1920, så der blev tale om et Nord- og et Sydslesvig. Jeg håber, at der i 2020 vil blive sat fokus på Sønderjylland og grænseregionen i det hele taget samt de seneste 100 års historie. Og så skal vi da også bruge anledningen til at fortælle vidt og bredt, at vi er gået fra fjendskab til venskab. Genforeningsåret er jo også dansk-tysk venskabsår, og der vil blive masser af aktiviteter også på tysk side. Jeg har allerede nu sagt til min kone: Jeg siger farvel 1. januar 2020 og kommer hjem igen 31. december 2020. Det bliver et spændende år, der også skal bruges til at pege fremad.”

Det var først i 1995 ved festlighederne i anledning af 75-året for Genforeningen, at Heinrich Schultz, der var formand for SSF dengang, anerkendte grænsedragningen: “I dag kan jeg se, at afstemningsresultatet fra 1920 var rigtigt”, sagde han. Hvorfor skulle der gå så lang tid, før det danske mindretal bakkede op om afstemningsresultatet fra 1920?

Jens A. Christiansen: “Du må regne med, at det danske mindretal efter 1920 og et godt stykke op i 1950’erne var en kamporganisation. Der var stadigvæk stærke kræfter, der troede på, at det på et tidspunkt ville komme til en genforening, også for Sydslesvigs vedkommende. Det var bare et spørgsmål om, hvor længe man skulle vente.”

Det vakte stor debat i de danske medier, da Søren Krarup (DF) i 2006 udtalte, at han havde et genforeningshåb, og det samme gentog sig i 2017, denne gang også i de tyske medier, da Søren Espersen (DF), den daværende formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, udtalte det samme. Tror du, at der i dag er medlemmer af det danske mindretal, der har et genforeningshåb?

Jens A. Christiansen: “Det er svært at sige. Genforeningshåbet eksisterer jo ikke rent realpolitisk. København-Bonn erklæringerne og de venskabelige geopolitiske forhold i det dansk-tyske grænseland gør, at spørgsmålet om genforening i statsretlig forstand ikke er aktuelt. Afstemningerne i 1920 var et spejlbillede af den reelle nationale sammensætning i 1. zone og 2. zone. De seneste 60 års positive udvikling af ligestilling og folkeretlige rammer har givet øget stabilitet i en sådan grad, at man kan hævde, at den sproglige og kulturelle grænse i dag ikke går ved Kruså, men snarere ved Ejderen.

Nærer du selv et genforeningshåb?

Jens A. Christiansen: “Jeg bruger ikke udtrykket genforeningshåb. Men genforeningshåbet på et metaplan forstået som et håb, man nærer i sit hjerte og som en kærlighed til det danske, kan jeg godt forstå. Spørgsmålet er jo bare, hvor meget genforening, der er brug for i grænselandet, når den aktuelle situation giver mulighed for, at både det danske og det tyske mindretal kan være forenet med det sproglige og kulturelle fællesskab, de ønsker at være en del af.”

“Jeg mener, at vi som dansk mindretal i Sydslesvig skal vedligeholde forkærligheden til dansk sprog og kultur. Derved opstår en levende folkelig og kulturel forening med Danmark. Grænsen er i dag ikke en reel hindring for, at danskheden er spillevende i Sydslesvig. Det er jo netop pointen i grænselandets positive fortælling her forud for 2020.”

“Det vigtige er at slå fast, at selvfølgelig gælder folkenes selvbestemmelsesret, og grænsen blev i 1920 fastlagt på demokratisk vis. Hvordan verden ser ud om 50 eller 100 år, kan jeg jo af gode grunde ikke vide.”

Det tyske mindretal kæmpede for en grænserevision frem til 1945. Nærer du, Hinrich Jürgensen, i dag et håb om, at Nordslesvig skal blive genforenet med Tyskland?

“Det tyske mindretal lavede en loyalitetserklæring i 1945, hvormed vi accepterede den danske grundlov og det danske kongehus. Og dermed er det kapitel lukket for vores vedkommende. Vi bor, hvor vi bor, og grænsen ligger, hvor grænsen ligger. I dag arbejder vi for at få lov til at opretholde vores sprog og kultur. På Bund Deutscher Nordschleswigers våbenskjold optræder de slesvigske løver, men også en bro. Det tyske mindretal ser det som sin opgave at bygge bro mellem Danmark og Tyskland, mellem mindretallene og mellem det tyske mindretal og flertalsbefolkningen.”

“Da Søren Krarup i sin tid begyndte at tale om en grænserevision, blev jeg også ringet op af en journalist. Dengang svarede jeg, at jeg syntes, det var en spændende tankegang. For hvis det sker, så bliver der i alt fald et ret stort tysk mindretal. Så blev der tavshed i den anden ende af telefonen, og så sagde journalisten: ‘Shit mand, det havde jeg slet ikke tænkt på.’ Og det er jo det, der er sagen. Men selvfølgelig kan vi ikke sidde og udtale os om, hvad der vil ske om 100 år. For mig er det bare afgørende at holde fast ved, at grænsen er opstået på demokratisk vis, og at grænsen ligger fast.”

Hvad har Genforeningen i 1920 betydet for jer og jeres familier?

Jens A. Christiansen: “Mine bedsteforældre på min fars side flyttede fra Padborg til Flensborg for at være med til at stemme Flensborg hjem til Danmark. Det blev begyndelsen på den mindretalsrejse, som min familie har været på i 100 år. Min far blev som dansk sydslesviger ufrivilligt indkaldt til den tyske værnemagt og overlevede med nød og næppe. Han blev taget til fange ved de allieredes invasion i Normandiet og kom i krigsfangenskab i USA. Min mor var i en periode tvangsarbejder på en ammunitionsfabrik i Hamborg. Da min far kom hjem i august 1946, blev det hans store livsopgave som journalist og organisationsmand at være med til at reorganisere det danske mindretal og arbejde for mindretallets anerkendelse og ligestilling i forhold til Tyskland. Min fars og min families historie har da klart præget mig. Jeg føler, at jeg arbejder videre på deres livsopgave. Jeg er opdraget til, at man skal træffe et valg: Er man dansk, eller er man tysk? Det mener jeg for så vidt også, man er nødt til i dag. Vi er et dansk mindretal. Ikke et dansk-tysk mindretal.”

Hinrich Jürgensen: “Der ser jeg nok anderledes på det. Jeg føler mig mest som nordslesviger. Hvis jeg endelig skulle prioritere, ville det være Nordslesvig, Tyskland, Danmark i den rækkefølge. Min historie er også helt anderledes. Jeg er ud af en landbrugs- og smedefamilie, og vi har boet i området omkring Tønder i mange generationer. Min oldefar havde to sønner og seks døtre. De to sønner var med i Første Verdenskrig, og den ene søn, der drev gården, faldt i krigen. Den anden søn, der senere blev min bedstefar, overlevede. Efter krigen skulle der være afstemning. Man skal tænke på, at Nordslesvig var utrolig udpint efter Første Verdenskrig. De var mangel på alt, og på valgplakaterne fra dengang kan man se, at det var et valg mellem det dejlige Danmark, der flød med mælk og honning, og den sorte ørn, der er afbildet, som om den er klar til angreb. Min oldefar var ikke i tvivl om, hvad han skulle stemme. Han sagde, at han var færdig med det tyske efter at have mistet en søn i krigen. To tredjedele af min familie stemte dansk, og de tog navneforandring fra Jürgensen til Jørgensen.”

“Jeg tilhører den tredjedel af familien, der stemte tysk, og vi har ikke haft kontakt til den danske del af familien siden. For et par år siden mødte jeg en ung mand, der hed Jørgensen, til ringriderfest i Sønderborg, og vi kom til at snakke lidt sammen. Så sagde han: ‘Jeg vil gerne invitere dig med på jagt’. Så sagde jeg: ‘Det er fint, du kan også komme med på min jagt. Det bliver jo i familien’. Han troede først på det efter at have været hjemme og snakke med sin far, der kunne bekræfte, at den var god nok.”

“Min bedstefar og min far var ikke særlig politisk engagerede. Da Anden Verdenskrig brød ud, fik min bedstefar besøg af sin nabo, Jens Peter Jessen, der senere blev henrettet for at have deltaget i attentatet mod Hitler, Operation Valkyrie, i juli 1944. Jens Peter Jessen, der var hjemme fra krigen på orlov, sagde bare: ‘Du skal love mig en ting, og det er, at du ikke sender din søn i krigen. Det er ikke, som du tror’.”

“Min far ville ikke i krig, men der lå et kæmpe pres fra det tyske mindretal om at melde sig frivilligt, og sådan set også fra den danske flertalsbefolkning. Det endte med, at min far meldte sig i Zeitfreiwillige (et hjemmetysk bevæbnet og uniformeret korps, der skulle bistå tyske tropper i tilfælde af de allieredes invasion i Sønderjylland fra 1943 til april 1945, red.). Efter Anden Verdenskrig blev min far interneret i Fårhus-lejren, og det ophold kom til at betyde en ændring i hans indstilling til det danske. Han følte, at det var uretfærdigt, at han var blevet interneret, og han påstod altid sidenhen, at vi ikke havde haft et tyske mindretal i Sønderjylland i dag, hvis han og de andre (ca. 3.500 personer fra det tyske mindretal, red.) ikke var kommet i Fårhuslejren. Før Anden Verdenskrig var de færdige med det tyske og i færd med at blive danske. Men opholdet gjorde, at de blev mere opmærksomme på det, der bandt dem sammen. Og da de kom ud igen, var de enige om at holde fast i det tyske og startede et tysk skolevæsen i Sønderjylland.”

Det er et vanskeligt emne, og Fårhuslejren, der indtil 1945 hed Frøslevlejren, blev efter krigen et stærkt symbol på retsopgøret efter krigen. Men det lyder som om, Fårhuslejren i din familie er blevet et symbol på, at tryk avler modtryk?

Hinrich Jürgensen: “Ja, det ophold i Fårhuslejren betød jo, at min familie blev en del af det tyske mindretal. Gennem min skolegang havde jeg også mange danske venner, men jeg tilhører da en generation, der blev kaldt ‘tyskersvin’, når vi gik forbi den danske skole i Tinglev. Især når vi var ude og spille håndbold, kunne der godt være danske forældre, der stod og råbte ‘nazisvin’ og ‘tyskersvin’ efter os. Men som børn tog vi det nu rimeligt afslappet. Som voksen har jeg altid ment, at det tyske mindretal er med til at give krydderi på tilværelsen i Sønderjylland. Som mindretal svømmer vi af og til imod strømmen, når vi ønsker tosprogede skilte og den slags. Men det er jo som bekendt kun døde fisk, der svømmer med strømmen, så det har jeg det helt fint med.”

Jens A. Christiansen: “Når det drejer sig om de modsætningsforhold, der har været i grænselandet tidligere, er det vigtigt at huske den historiske sammenhæng. Efter Anden Verdenskrig og Nazitysklands sammenbrud havde det danske mindretal retten og friheden til at være danske i Sydslesvig. Det tyske mindretal i Sønderjylland havde naturligvis et helt andet udgangspunkt.”

Hinrich Jürgensen: “Ja, I var de gode! Vi måtte gå med bøjet nakke efter Anden Verdenskrig. Men så kom heldigvis København-Bonn erklæringerne i 1955, og så blev der åbnet lidt op. Men det er først gennem de seneste 30 år, at det tyske mindretal har fået sin selvforståelse tilbage og er begyndt at være i øjenhøjde med sine omgivelser.”

Bund Deutscher Nordschleswiger har i flere år ført en kamp for, at byskiltene i Sønderjylland skal være på både dansk og tysk, men foreløbig går det ikke så godt. I Haderslev fik et tosproget byskilt kun lov at stå i kort tid i april 2015, inden det blev fjernet af ukendte gerningsmænd. Hvad mener I om det?

Hinrich Jürgensen: “Det var tilbage i 2007, at jeg foreslog, at vi skulle sætte tosprogede byskilte op i Sønderjylland. På den måde ville man synliggøre flere hundrede års kulturhistorie og samtidig vise de mange danskere, der kører gennem Sønderjylland på vej sydpå, at der er plads til både dansk og tysk i grænselandet, og at vi har en helt særlig kulturhistorisk arv i Sønderjylland. Det gav en drabelig diskussion, og jeg fik flere trusselsbreve, som jeg da er glad for, at mine børn ikke åbnede. Siden er der jo ikke sket så meget. Da jeg snakkede med Bertel Haarder om det for nogle år siden, sagde han, at han havde været imod, men nu synes han, det var en god idé, for danskere var begyndt at være så historieløse. De tosprogede byskilte ville synliggøre historien.”

Jens A. Christiansen: “Hvis der kan opnås enighed rent politisk, synes jeg, det er en god idé med tosprogede byskilte i Sønderjylland. Men det kræver, at det tyske mindretal kommer til en forståelse om det med den danske flertalsbefolkning, især sønderjyderne.”

Det tyske mindretal har ikke lov til at flage med det tyske flag i Danmark, med mindre man indhenter politiets tilladelse først. Til gengæld må det danske mindretal gerne flage med Dannebrog i Tyskland. Hvad mener I om det?

Hinrich Jürgensen: “Ja, der er jo nogen, der siger, at moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Nu har der været en del debat hen over sommeren i de danske medier om, at det tyske mindretal vil have lov til at flage med det tyske flag. Jeg vil gerne indskærpe, at jeg er blevet spurgt om flagning med det tyske flag af journalisterne. Jeg har ikke selv været ude at formulere nogen form for krav. Men vi vil meget gerne have lov til at flage ved vores officielle bygninger, hvis der for eksempel kommer en tysk minister på besøg. I dag skal vi indhente skriftlig tilladelse fra politiet, og det tager op til 14 dage, inden tilladelsen når frem. I løbet af den tid kan ministeren jo nemt være rejst hjem igen. Vi har fået lempet reglerne, så vi nu må flage uden for vores hovedkontor i Aabenraa efter de samme regler som danske hoteller. Men vi håber, at reglerne kan lempes yderligere ved vores institutioner, så vi ikke skal rundt om politiet hver gang og bruge deres ressourcer. Vi har nemlig aldrig fået et nej.”

Jens A. Christiansen: “Jeg synes da bestemt, at det tyske mindretal skal have lempeligere regler, når det drejer sig om retten til at flage med det tyske flag uden for det tyske mindretals officielle bygninger i Sønderjylland. Jeg synes, det ville være naturligt, at man rent mindretalspolitisk fandt en ordning, der kunne gælde for det tyske mindretal.”

I dag modtager de danske foreninger i Sydslesvig ca. 480 millioner kroner i tilskud fra Folketingets Sydslesvigudvalg, mens det tyske mindretal må klare sig med en langt mindre tilskudsramme fra Slesvig-Holsten og Berlin. Chefredaktør Gwyn Nissen skrev 1. november 2018 en leder i Der Nordschleswiger, hvor overskriften lød “Etwas Neidisch”, “Noget misundelig”, om de store tilskud, som det danske mindretal modtager. Er det en følelse, du kan genkende, Hinrich Jürgensen?

Hinrich Jürgensen: “Det tyske mindretal modtager knap 90 millioner kroner fra den tyske stat. Dertil kommer tilskuddet til de tyske skoler fra den danske stat, fordi vores skoler anerkendes som offentlige skoler for mindretallet. Så jo, der kunne da godt være grund til misundelse, men det føler jeg nu ikke. Måske lige bortset fra, at det beløb, det danske mindretal modtager, er pristalsreguleret, det er vores beløb ikke. Men sagen er jo, at Tyskland har haft nogle meget større økonomiske udfordringer end Danmark siden genforeningen med Østtyskland. Dertil kommer, at der findes ca. 25 andre tyske mindretal i Europa, som Tyskland også skal tage sig af. Danmark har kun ét nationalt mindretal.”

Jens A. Christiansen: “Så længe der er en folkelig forståelse og en politisk opbakning til støtten til det danske mindretal i Sydslesvig, synes jeg ikke, nogen skal være misundelige.”

I samme leder skriver Gwyn Nissen også, at forholdet mellem de to mindretal nord og syd for grænsen i de senere år er gået fra anstrengt til godt. Sidste år sendte jeres to mindretal en fælles ansøgning til UNESCO om at få anerkendt samlivet i det dansk-tyske grænseland som immateriel kulturarv. Ansøgningen er foreløbig skudt til hjørne indtil næste år. Hvad betyder denne fælles ansøgning for jer?

Jens A. Christiansen: “Den fælles UNESCO-ansøgning betyder meget. Vi får en lejlighed til at vise andre mindretal i Europa, at man kommer længst med dialog. Ved at fravige sine mere eller mindre nationalistiske principper kan man opnå et fornuftigt kompromis. Mindretalspolitik er fredspolitik. Derfor kan vores erfaringer her fra grænselandet inspirere mange andre steder, hvor der er konflikt mellem flertal og mindretal og mellem de forskellige mindretal.”

Hinrich Jürgensen: “Ja, det er vigtigt, at vi får gjort politikerne opmærksomme på, hvordan vi kommer videre i Europa, og her spiller mindretallene en stor rolle. Den dansk-tyske mindretalsmodel kan bruges som et eksempel for andre. Desværre er det ikke alle steder i Europa lige velanset, at de nationale mindretal får en stemme. Blandt andet i Frankrig, der ikke anerkender nationale mindretal overhovedet. Hvis ansøgningen bliver godkendt af UNESCO, vil det også sende et signal om, at mindretallene er væsentlige aktører i Europa.”

I de senere år har mange unge både fra det danske mindretal og det tyske mindretal udtalt, at de ikke er så optaget af historien, men snarere af deres egen regionale identitet, enten som sydslesvigere eller sønderjyder. De unge lever i en tid, der er præget af grænsekontrol, Brexit og politisk uro i Europa. Kan I forstå det, hvis Genforeningen og historien i det hele taget spiller en mindre rolle for de yngre generationer i de to mindretal, end den har gjort for jer?

Hinrich Jürgensen: “Jeg tror, det er en naturlig udvikling. De har jo ikke oplevet 1920 eller tiden efter 1945, sådan som Jens og jeg har. Mit forhold til det at være tysk er jo også et andet end mine forældres og mine bedsteforældres. Og ja. Jeg forstår da i høj grad godt de unge, der føler sig regionalt forankret, for sådan har jeg jo netop også selv haft det. Jeg har fire børn. Da min datter var færdig med gymnasiet, meddelte hun, at nu ville hun væk fra Sønderjylland. Hun var træt af mindretalssnak og omklamring. Så læste hun i Aarhus og fik mand og børn, og nu er de flyttet tilbage til Sønderjylland og har sendt deres barn på tysk skole.”

Jens A. Christiansen: “Hvis man vil sikre, at der også i fremtiden findes et dansk mindretal i Sydslesvig, skal de unge præsenteres for de værdier, der er afgørende for dette her lille samfund. Den dannelsesproces tror jeg, vi skal arbejde endnu mere intenst med i fremtiden.”

Ifølge den europæiske mindretalsorganisation, FUEN, findes der i alt 337 nationale mindretal med i alt 105 millioner medlemmer i 45 forskellige europæiske stater. Det vil sige, at 14 procent af Europas befolkning eller hver 7. europæer tilhører et nationalt mindretal. I har begge kæmpet for nationale mindretals rettigheder i Europa, senest ved at indsamle underskrifter til Minority SafePack Initiative (et europæisk borgerinitiativ, red.). Hvordan ser I fremtiden for Europas nationale mindretal?

Jens A. Christiansen: “Som nationale mindretal har vi en stor opgave i at forklare, hvad det vil sige at være et nationalt mindretal. Hvis man trækker de nationale mindretal lidt mere ind i EU's arbejde, kan det være med til at styrke det europæiske fællesskab. Nationale mindretal har været vant til at bevæge sig i flerkulturelle miljøer og samtidig fastholde deres ståsted. Det er erfaringer, der vil blive brug for i fremtidens Europa i en tid, hvor der er megen splittelse. Mindretallene kan være det kit, der skal til for at få det europæiske samarbejde til at fungere, uden at det går ud over de nationale medlemsstaters selvstændighed og kultur.”

Hinrich Jürgensen: “Jeg er enig med Jens.”