I de sidste måneder af Anden Verdenskrig flygtede millioner af tyskere mod vest fra Den Røde Hær. Tyskerne havde selv stået for omfattende myrderier på østfronten, og frygten for den russiske hævntørst var stor. Alene i de første måneder af 1945 evakuerede de tyske myndigheder over en million civile fra Østpreussen, og 250.000 af disse blev fra februar til maj 1945 sejlet til det besatte Danmark.

Mens de tyske soldater hurtigt forlod Danmark efter krigens afslutning, var det en anden historie med den kvarte million flygtninge. Tyskland var besat og lå i ruiner, og Østpreussen var ikke længere en del af Tyskland. Der var flygtninge overalt i det krigshærgerede Europa, og de allierede sejrherrer havde ikke travlt med at hjælpe Danmark med flygtningeproblemet, da de, måske ikke helt med urette, mente, at Danmark nok burde kunne overkomme at huse dem en tid.

Der skulle gå fire år, fra krigens afslutning og til den sidste tyske flygtning forlod Danmark i 1949 og dermed afsluttede et ofte overset kapitel af Danmarkshistorien. I de seneste årtier er debatten om de tyske flygtninge og deres vilkår dog dukket op med mellemrum, og historien er vokset i betydning, givetvis også som et resultat af den forstærkede flygtningedebat. Nu har både historien om de tyske flygtninge og flygtningeproblematikken generelt fået sit eget museum med Vardemuseernes nyåbnede museum FLUGT – Refugee Museum of Denmark, der blev åbnet i Oksbøl i den 29. juni 2022.

FLUGT er indrettet i de sidste tilbageværende dele af Oksbøllejren, som spillede en central rolle i flygtningeadministrationen. Fra dansk side lagde man stor vægt på, at flygtningene skulle have mindst mulig kontakt med den danske befolkning, og de blev derfor samlet i lejre med Oksbøllejren som den største. På et tidspunkt boede der over 35.000 flygtninge i lejren, hvilket i princippet gjorde den til Danmarks femte eller sjette største by.

Arkitektonisk er det nye museum yderst vellykket med en ny flot konstruktion i stål og træ tegnet af Bjarke Ingels tegnestue, BIG. Et stort åbent og lyst ankomstområde binder de to eneste tilbageværende barakker sammen i en samlet museumsbygning. I den ene barak er en generel udstilling om flygtninge gennem tiden, mens den anden barak foruden cafeen indeholder en udstilling om selve Oksbøllejren.

Herudover er der udeområdet med en model over lejren og en turrute ud i selve det område, hvor lejren lå. Ved siden af museet ligger en kirkegård med flygtningegrave, og det er næsten lige før, historien bliver mest virkelig her. Kors med navne på børn, der døde i 1945 kun få måneder gamle, og måske endog er blevet båret med på flugten, ligger blandet med gamle mennesker, nogle gange med polskklingende navne, som har levet i den omtumlede tid under begge verdenskrige og i mellemkrigstiden og endte med at tilbringe de sidste år af deres alderdom i en flygtningelejr i Vestjylland.

Selve museet fortæller naturligvis også en fascinerende historie om lejren i Oksbøl med fotos og filmklip, der viser mennesker og en hverdag, der på en gang synes fremmedartet og genkendelig. Efter den tumultariske tid før og umiddelbart efter befrielsen var forholdene i lejren gode, selvom det naturligvis har præget, at man var fanget her og ikke vidste, hvornår man kunne forlade den, og hvor man ville blive sendt hen. Det var et helt bysamfund, hvor fleste mulige funktioner blev overladt til flygtningene selv. En tidligere teaterdirektør oprettede f.eks. kombineret teater og biograf. Udstillingen indeholder også en minutiøst udført model af en barak, som nogle af de tyske flygtninge selv har bygget. Der har givetvis siddet mange dygtige og driftige mennesker, der desperat ledte efter noget at bruge deres tid og evner til, i lejren.

Den anden del af udstillingen handler om flygtninge generelt og er både større og har flere museumstekniske finesser end Oksbøludstillingen. Men selvom den absolut er seværdig, forekommer den alligevel ikke helt så interessant. Måske fordi den er mere generisk, og til en vis grad kunne have ligget i en hvilken som helst bygning hvor som helst. Man forstår udmærket museets trang til at gøre flygtningeproblematikken generel, men alligevel er den på en måde knapt så fængende som Oksbøldelen, der handler om det fysiske sted, man rent faktisk står, og hvor man stadig kan se sporerne. Det lukkede minisamfund i Oksbøl og dets menneskeskæbner kunne sagtens have fortjent en større del af pladsen.

Man kan desuden mærke, at den generelle flygtningeudstilling beskæftiger sig med et delikat emne, der ofte giver anledning til politisk debat. Museet viser på den ene side flygtninges hårde vilkår, mens man samtidig også signalerer anerkendelse for modtagerlandenes udfordringer. Udstillingens udgangspunkt er FN’s formelle definition på, hvad en flygtning er, og det betyder, at det mere brede migrationsspørgsmål træder i baggrunden, selvom dette jo på mange måder er tæt indfiltret i flygtningeproblematikken. Man forstår behovet for at balancere og fravælge, men tænker samtidig, at mere kant kunne have gjort emnet mere spændende. Men måske det ikke er muligt for et museum, der skal favne bredt.

Som på de fleste nye museer fylder formidlingsteknologien meget, og FLUGT er den type museum, hvor du helst skal gøre, hvad audioguiden siger, og hvor tekst er fravalgt til fordel for informationer og fortællinger gennem høretelefonerne. Det fungerer fint nok, men de, der foretrækker en mindre styret museumsoplevelse, bliver ladt lidt i stikken. Det gælder særligt vandreruten i lejrområdet, hvor der ikke er meget, der hjælper en til at visualisere lejren og lejrlivet. Man er primært overladt til det dramatiserede lydspor i høretalefonerne, hvor den konstruerede baggrundsstøj fra lejrlivet godt kan blive lidt enerverende i længden. Man kan håbe, at en fremtidig udvidelse af udstillingen kan gøre udeområdet mere spændende og tilgængeligt, da det har et stort potentiale. Trods de få kritikpunkter leverer Danmarks nye flygtningemuseum en både æstetisk og tankevækkende museumsoplevelse og er afgjort et besøg værd.