"I dag, 25 år senere, har verden ændret sig. Igen. Jubel er afløst af flygtningestrømme, terror - og politisk skælven. Det, vi ikke troede muligt, sker overalt i Europa i disse uger og måneder: Grænserne lukker sig", skriver Mette Bock, der var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016, i sin leder.

Foto: Thomas Tolstrup

Europas grænser lukker sig

LEDER: I dag, 25 år senere, har verden ændret sig. Igen. Jubel er afløst af flygtningestrømme, terror - og politisk skælven. Det, vi ikke troede muligt, sker overalt i Europa i disse uger og måneder: Grænserne lukker sig, skriver Mette Bock, der var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016, i sin leder.

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren. I kølvandet herpå faldt de østeuropæiske diktaturer på stribe. Europa jublede. Hvem havde troet det? Få måneder senere udskrev Grænseforeningen en konkurrence om en ny dansk sang. Henrik Birk Aaboe Andersens vindersang, Stenen slår smut på det danske vand, er siden blevet en af de sange, vi oftest synger i Grænseforeningen.

I dag, 25 år senere, har verden ændret sig. Igen. Jubel er afløst af flygtningestrømme, terror - og politisk skælven. Det, vi ikke troede muligt, sker overalt i Europa i disse uger og måneder: Grænserne lukker sig. Et af versene i den 25 år gamle tekst lyder således: Danmark i dag brydes grænser ned/mod et Europa i fred./Grænser du ikke kan standse ved/hele din jord er med./Denne levende jord./Hvor syd, vest, øst og nord/er tæt på hinanden!

Teksten emmer af håb og optimisme. I kølvandet på de historiske begivenheder i 1989 tilsluttede 26 Europæiske lande sig Schengen-traktaten, hvis formål var - og er - at nedlægge europæiske grænseposter og fjerne grænsekontrollen inden for Schengen-området.

Ak, så forandret! I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra et møde i Kolding, hvor vi igen sang Stenen slår smut. Det føltes næsten provokerende. For i dag sættes der igen pigtrådshegn op og Europas indre grænser lukkes i hastigt tempo. Ikke for at forhindre europæere i at krydse grænserne. Men for at få kontrol over den massive flygtningestrøm og folkevandring, der finder sted. Og nu også i et fortvivlet forsøg på at inddæmme terrorisme og angreb på en aldeles uskyldig civilbefolkning, som vi senest så det i Paris. Hvem havde troet det?

For nylig besøgte jeg Hvetbo Herreds Sønderjyske Forening. En af deltagerne forærede mig en lille nål til at sætte på blusen. Det var Unge Danskes Grænseværns nål. En forening, der for længst er nedlagt. Nu går jeg med den hver dag, for nålen skærper min opmærksomhed på, at der aldrig igen skal blive behov for en forening, der skal skærme Danmark, Europa - eller verden - mod totalitære ideologier og fundamentalister. Risikoen er nemlig, at vi også kommer til at udelukke mennesker, der har behov for beskyttelse mod krig og overgreb.

Historien bag Unge Danskes Grænseværn er, at der i kølvandet på Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 opstod krav i Slesvig-Holsten om en hurtig grænseflytning mod nord. Stillet over for den trussel rykkede man sammen i Sønderjylland. Særligt landsdelens ungdomsorganisationer engagerede sig i arbejdet mod nazismens fremtrængen.

Den 23. april 1933 besluttede over 400 repræsentanter for ungdomsorganisationerne ved et møde i Aabenraa at samarbejde på tværs af alt, hvad der tidligere havde adskilt dem. Ved et stort ungdomsstævne på Dybbøl med 35-50.000 deltagere, tilkendegav man viljen til, med alle demokratiske kræfter, at gå imod nazismens trusler.

Vore dages trussel er en anden. ISIL og alt det, der følger i kølvandet herpå i form af terrorisme og flygtningestrømme, må ikke få os til at sælge ud af vore grundlæggende frihedsværdier. Derfor: Selvom grænserne lukkes, skal vi holde hjerter og sindelag åbne. Aldrig kollektivisere. Aldrig udøve sindelagskontrol. Og altid huske på, at ethvert menneskeliv har en værdi.

Ellers går det for alvor galt.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016.