ANMELDELSE: Sydslesvigeren Hans Andresen, der selv har arbejdet på de danske skoler i en menneskealder, viser både, hvor store konflikterne har været på det danske mindretals skoler, og hvor meget bedre sameksistensen er blevet.
I det fredelige Danmark bliver vi gang på gang overraskede af beretninger om, hvor ufredelig fortiden på mange måder har været, og hvor heldig den nuværende generation er i forhold til tidligere generationer.
Det gælder ikke mindst i grænselandet. De færreste husker, at Sønderjylland ikke blev holdt uden for den frygtelige Første Verdenskrig, og at antallet af døde og lemlæstede fra Nord- og Sydslesvig oversteg de samlede danske ofre for den nationale katastrofe i 1864.
De fleste har også glemt det pres, der hvilede på de danske i de 56 år under fremmedherredømmet, og hvor langt op i vor tid der fortsat var problemer med at få respekt for de danskes mindretalsrettigheder syd for grænsen. Det gælder ikke mindst skolepolitikken, som altid har været central for mindretallet.
”Kunne de dog ikke bare enes!”
Nord for grænsen var det grundtvigsk frisind, der prægede mindretalspolitikken efter Genforeningen. Undervisningsministeren hed Jacob Appel og var tidligere forstander på Askov Højskole med alt, hvad det indebærer af omsorg for skolefriheden. Mantraet var det grundtvigske ”jeg kan kun være fri, hvis du også er fri.”
Det tyske mindretal fik ligestilling i de offentlige skoler. Der kunne eksempelvis være dansk skole om formiddagen og tysk skole om eftermiddagen. Historikeren Erik Nørr har i Genforeningens bedste gave beskrevet, hvordan ligestillingen dog ikke altid førte til harmoni. På en skole tæt ved grænsen slukkede den danske lærer omhyggeligt ilden i kakkelovnen, før den tyske lærer overtog skolen!
Også syd for grænsen var der på papiret nedfældet vidtgående rettigheder, men i praksis var der langtfra tale om ligestilling. Det kan man læse om i Hans Andresens digre tobindsværk Sydslesvigs danske skoles historie efter 1920, der i juni 2017 er udgivet på Syddansk Universitetsforlag.
Minderne vælder op i mig ved læsningen. Min far, Hans Haarder, forstander på Rønshoved Højskole, var dybt involveret som formand for ”Sydslesvigsk Udvalg”, der gennem ”Ejderindsamlingen” kanaliserede penge fra A.P. Møller til tre danske skoler længst mod syd i Ejderlandet, som det officielle Danmark (og det officielle danske mindretal) ikke kunne eller ville støtte.
Det hele begyndte med en kæmpe skuffelse, da der ved afstemningen syd for grænsen kun blev afgivet 12.500 danske stemmer, heraf 9.000 i Flensborg. Denne Flensborg-dominans var måske en del af baggrunden for stridighederne omkring Ejderlandsskolerne.
Den enlige danske kommuneskole i Flensborg var ikke velset i tyske kredse. Flensborgs overborgmester anklagede rent ud den danske bevægelse for at kapre elever ved ”bestikkelse og lignende.” Men han og den tyske side turde alligevel ikke stoppe den danske skolebevægelse af frygt for, at det ville ramme det tyske mindretal i Nordslesvig. Den samtidigt oprettede danske privatskole – den senere Duborg-Skolen – fik større frihed.
Interessant er beskrivelsen af ”vandrelærerne” med Niels Kjems i spidsen, der vejledte om danskkurser og danske højskoleophold og derudover forestod en omfattende mødevirksomhed og undervisning, der allerede i 1923-24 var nået op på 14 undervisningssteder med 680 deltagere, hvoraf stort set ingen havde gået i dansk skole.
Kampens mål
Det lykkedes at holde de dansksindede unge ude af Hitlerjugend, men ikke af arbejdstjenesten, som var en borgerpligt og en forberedelse til militærtjenesten med tilhørende opdragelse i nazistisk ånd.
Flensburger Nachrichten mistænkeliggjorde det danske skolearbejde og hævdede, at kommunistiske ”Rigsfjender” søgte ind i de danske organisationer. En del familier blev udelukket fra vinterhjælp, fordi børnene gik i danske skoler. Men det lykkedes dog at fritage børnene og lærerne for den obligatoriske ”Hitlergruß”.
Anden Verdenskrig var frygtelig for det danske mindretal. Og ved krigsslutningen blev Sydslesvig oversvømmet af østtyske flygtninge, som yderligere svækkede mindretallet talmæssigt.
Mange mennesker hjemmehørende i Sydslesvig og enkelte flygtninge tilsluttede sig den danske bevægelse. Socialdemokrater rundt omkring i Sydslesvig indmeldte sig kollektivt i bevægelsen. Der var danske borgmestre i de større byer, og i Danmark blev der indsamlet op imod en million underskrifter, der krævede neutralisering af Sydslesvig, efterfulgt af senere folkeafstemning. ”Slesvigs Land genvundet, det er kampens mål,” sagde statsminister Knud Kristensen (V) på Rønshoved Højskole og andre steder – hvilket udløste et mistillidsvotum i Folketinget, så han måtte gå af.
Der blev hverken folkeafstemning eller grænseflytning, men da Tyskland blev optaget i NATO, udnyttede Danmark dygtigt – med god hjælp af den norske udenrigsminister Halvard Lange – lejligheden til at få den tyske forbundskansler Konrad Adenauer i tale. Han lovede beredvilligt en ”tilfredsstillende løsning” for mindretallene i grænselandet.
Det førte til de historiske erklæringer, København-erklæringen og Bonn-erklæringen, der blandt andet løftede 5%-spærregrænsen og fastsatte en tilskudsprocent på 80% til de danske skoler samt åbnede for danske eksamensskoler. De to første løfter var allerede opfyldt for det tyske mindretal, men nu blev der også mulighed for genetablering af tyske eksamensskoler i Sønderjylland.
I mine 15 år som undervisningsminister var det mig en stor glæde at være minister for de danske bevillinger til Sydslesvig, ligesom det var en stor glæde i to år som indenrigsminister at være ansvarlig for forholdet til det tyske mindretal.
Slutstenen for mig var mit lovforslag om oprettelse af Sydslesvigudvalget i 2010. Det var en berigelse hele vejen igennem. Både at følge udviklingen og engagementet i de to mindretal, og at være vidne til mindretallenes forvandling fra at være konfliktpunkter til at være aktiver for begge landsdele. Derfor sagde jeg også ja til posten i Flensborg. Men sådan blev det som bekendt ikke!
Hvis nogen vil påstå, at der ikke sker fremskridt i denne verden, så skal de bare følge det dansk-tyske grænseland. Og læse Hans Andresens imponerende bogværk på i alt 933 sider, som jeg her kun har kunnet give enkelte smagsprøver på.
Hans Andresen: Sydslesvigs danske skoles historie efter 1920. Syddansk Universitetsforlag 2017. 933 sider.
