Oplev musik, historie og debat til Grænseforeningens Sendemandsmøde
Hvad er fremtiden for det frivillige, folkelige foreningsliv? Det er et af emnerne til debat, når Grænseforeningen afholder sit årlige Sendemandsmøde den 13.-14. maj i Vingsted Hotel & Konference.
Lars Malm på guitar og Tomas Raae på bas (th.) til koncert med sange fra ‘Menneske igen’ på Sønderborg Slot.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Der er lagt op til to dages musik, historie og debat i folkeoplysningens ånd, når Grænseforeningen afholder sit årlige Sendemandsmøde på Vingsted Hotel & Konferencecenter den 13.-14. maj.
På programmet er bl.a. en paneldebat om mindretalskompetence, samtalesaloner om fremtiden for foreningslivet og selvfølgelig det formelle Sendemandsmøde, hvor Grænseforeningens bestyrelse vil præsentere foreningens nye strategi.
Weekendens højdepunkt begynder lørdag eftermiddag, hvor først René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot, vil fortælle om museets nye store udstilling om Første Verdenskrig. Dernæst fremfører musiker Lars Malm sange fra det nye album ’Menneske igen’, der er baseret på breve og dagbogstekster, som den sønderjyske soldat Kresten Andresen skrev som udsendt tysk soldat under Første Verdenskrig. Det vil være muligt at købe det nye album på cd og vinyl til Sendemandsmødet.
Aftenen rundes af med festmiddag og uddeling af Grænseforeningens Pris.
Se det foreløbige program herunder:
Lørdag den 13. maj
Kl. 9.30 Bestyrelsesmøde
Kl. 11.00 Ankomst og indtjekning
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 13.00 Sendemandsmødet åbnes af Formand Peter Skov-Jakobsen
kl. 13.15 ’Mindretalskompetence – hvornår er mangfoldighed en styrke og ikke en svaghed?’ Paneldebat
Kl. 14.00 Introduktion til samtalesaloner
Kl. 14.15 ’Fremtiden for det frivillige og folkelige foreningsliv’ - 10 samtalesaloner om Grænseforeningens liv og virke
Kl. 15.15 Kaffepause
Kl. 16.00 ’En museumsinspektørs dilemmaer og udfordringer’ – samtale med René Rasmussen, Sønderborg Slot, om den nye udstilling ’Sønderjyderne og Den Store Krig’.
Kl. 16.30 ’Menneske igen’ – koncert med Lars Malm, der har sat musik og lyrik til sønderjyske Kresten Andresens breve fra Første Verdenskrig.
Kl. 17.30 Egen tid og indlogering
Kl. 19.30 Festmiddag med hilsner og uddeling af Grænseforeningens Pris
Søndag den 14. maj
Kl. 7.30 Morgenmad
Kl. 9.00 Morgensang
Kl. 9.30 Opfølgning på samtalesaloner
Kl. 10.00 Grænseforeningens Sendemandsmøde
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 13.00 Sendemandsmødet genoptages
Kl. 15.00 Kaffe og afrejse