Lisbet Mikkelsen Buhl, Anton Radzio og Ursula Engel fortæller om, hvad dansk gudsteneste i Sydslesvig betyder for dem

Foto: Grænseforeningen

Hvad betyder det for dig at kunne gå til dansk gudstjeneste i Sydslesvig?

Den danske kirke i Sydslesvig i 100 år

Anton Radzio, 15 år, elev på Jens Jessen-Skolen i Flensborg

Det er en frihed at kunne gå i dansk kirke

“Det er en dejlig følelse at bo i Tyskland, men alligevel kunne gå i dansk kirke. For jeg føler mig mest dansk, og samtidig kommer jeg fra et kristent hjem. Mine forældre er begge opvokset i det danske mindretal og har boet i Danmark. Sproget derhjemme er dansk, og det er al kultur i vores hjem også. I min opvækst er jeg kommet jævnligt i kirke. Da jeg var yngre var det i en lille dansk kirke i Lyksborg uden for Flensborg, hvor vi boede indtil for nogle år siden, da mine forældre valgte at flytte ind til byen. Herefter begyndte vi at komme i Helligåndskirken, hvor jeg blev konfirmeret tidligere på året. Også efter konfirmationsundervisningen forsøger jeg at komme til gudstjeneste af og til. Selvom jeg ikke vil kalde mig meget religiøs, så er jeg kristen. Så for mig er det er en frihed at kunne gå i dansk kirke.”

“Det er en dejlig følelse at bo i Tyskland, men alligevel kunne gå i dansk kirke", siger Anton Radzio.

“Det er en dejlig følelse at bo i Tyskland, men alligevel kunne gå i dansk kirke", siger Anton Radzio.

Foto: Grænseforeningen

Ursula (Ulla) Engel, 86 år, pensioneret ekspedient

Jeg vil komme i alle fem danske kirker i Flensborg

“I min familie er vi altid kommet i dansk kirke. Jeg er døbt i den danske kirke i Sønder Brarup og har gået i dansk skole. Det samme har mine fem søskende. Da min far døde som tysk soldat i 1941, måtte min mor opdrage os alene. Og det blev en dansk opdragelse, der har præget mig meget. I Egernførde, hvor jeg og min nu afdøde mand har boet det meste af vores liv, har jeg engageret mig i de danske foreninger. Jeg har siddet i byrådet for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), været formand for Husmoderforeningen og er kommet i den danske kirke. I juni flyttede jeg ud af det hus, vi har boet i, og hvor vores tre børn er vokset op. Nu bor jeg på det danske alderdomshjem i Flensborg. Og jeg har sat mig for, at jeg vil komme til gudstjeneste i alle fem danske kirker i Flensborg. I dag er faktisk første gang, jeg er i Helligåndskirken.” 

"I dag er faktisk første gang, jeg er i Helligåndskirken", fortæller Ursula (Ulla) Engel.

"I dag er faktisk første gang, jeg er i Helligåndskirken", fortæller Ursula (Ulla) Engel.

Foto: Grænseforeningen



Lisbet Mikkelsen Buhl, 62 år, pensioneret skoleleder og kirketjener i Helligåndskirken 



Her føler jeg mig hjemme



“Jeg kan godt lide at komme i kirken. Min mand og jeg har tilknytning til Helligåndskirken, da vores datter er konfirmeret her. Og vi har brugt kirken meget, særligt da min mor endnu levede. Efter hendes død har der været en lang pause. Jeg har arbejdet som skoleleder på den danske skole på Sild. Nu er jeg pensioneret og er blevet kirketjener her i Helligåndskirken. Så nu kommer jeg til en del gudstjenester. Og jeg kan mærke, at det betyder mere og mere for mig. Jeg kan godt lide at synge salmerne og følge kirkeårets gang. Og jeg holder også meget af at høre nogle gode, faglige og menneskelige prædikener, som præsterne er gode til at holde her i kirken. Af nysgerrighed har jeg prøvet at komme i tysk kirke, men der foregår tingene med en anden liturgi, og salmerne og prædikenen er selvfølgelig på tysk. Jeg føler mig hjemme i den danske kirke, hvor vi gør tingene på vores måde.” 

 

 "Jeg kan godt lide at synge salmerne og følge kirkeårets gang", fortæller Lisbet Mikkelsen Buhl

"Jeg kan godt lide at synge salmerne og følge kirkeårets gang", fortæller Lisbet Mikkelsen Buhl

Foto: Grænseforeningen