Peter Skov-Jakobsen er formand for Grænseforeningen.

Foto: Thomas Tolstrup

Var grænselukningen virkelig nødvendig?

Det lød samstemmende fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland ved et møde i november mellem folketingspolitikere og begge mindretal på Christiansborg: 

En grænselukning håbede mindretallene aldrig mere at skulle opleve.
Grænselukningen den 14. marts 2020 som følge af Covid-19 pandemien var et indgreb i hverdagen i grænselandet. Den frie færdsel hen over grænsen blev forhindret, og pludselig var det blevet klart, hvad den åbne grænse betyder for hverdagen, lød det. Begge mindretal pegede på, at der nu var en hverdag, som krævede, at man iværksatte den samfærdsel, der var før grænselukningen. 

Især fra dansk side håber vi, at vi har lært, at Tyskland er en forbundsrepublik. Det betyder, at man ikke kan nøjes med at have et vågent øje med Berlin og forbundsregeringen. De enkelte delstater kræver vores bevågenhed. Man kan kun håbe, at der fremover vil være en varmere linje mellem København og Kiel, og at København får en klar fornemmelse for, hvornår den korteste vej går via landsregeringen i Kiel.

Det giver selvfølgelig en fornemmelse af alvor, når en landegrænse lukkes, som det skete i marts 2020. Men var det virkelig nødvendigt? Var smittetrykket ikke mere eller mindre det samme på begge sider af grænsen? Havde vi ikke sagtens kunnet håndtere de forskellige regler i landene?

En grænselukning håbede mindretallene aldrig mere at skulle opleve

Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen

Lukkede grænser strider imod vores nordiske og europæiske samarbejde. Vi har vænnet os til at kunne færdes frit. Det er ikke bare handelen, der er lagt i gode rammer. Det er også vores personlige muligheder for at flytte os, mødes, opleve og arbejde dér, hvor det gode arbejde er, selv om det er i en anden stat.

Grænsenedbrydning betyder ikke, at alting pludselig er grænseløst. Grænsenedbrydning sker også i vores hjerter og i vores hoveder. Vi opdager, at vi sagtens kan elske vores land, sprog og kultur og samtidig se fordelen ved at samarbejde med de andre, som vi tænker sammen med.

Grænsenedbrydning har også noget at gøre med, at vi selvfølgelig lærer os de andres historie, kultur og sprog. Sikken en fordel at være tre skandinaviske lande, der sagtens kan forstå hinandens modersmål - altså med lidt lydhørhed og slid.

Den danske sprogpolitik har desværre betydet, at vi er ved at blive verdensborgere uden sprog. Det er grænsenedbrydende at lukke sig selv ind i cirka 100 millioner tysktalendes verden. Der er altid spændende verdener på den anden side af grænsen.

Og bare rolig. Jeg ved af egen erfaring, at nysgerrighed på de andres kultur og sprog ikke gør glæden ved eget sprog og kultur mindre. Tværtimod!