Grænseforeningen bør bidrage mere til at tale grænseregionen op. Det mener Jutta Juhl, der har været medlem af Grænseforeningen siden genforeningsåret 2020.
Hvorfor blev det Grænseforeningen? Ja, det er et godt spørgsmål. Det kunne lige så godt have været Ældre Sagen”, griner Jutta Juhl og hælder kaffe op.
“Jeg synes, Grænseforeningen arbejder med nogle spændende emner, grænselandet, historie og identitet. Det vil jeg gerne være med til”, uddyber Jutta Juhl, da vi har sat os ved spisebordet i enderækkehuset i Sønder Bjert nær Kolding. Gennem stuens fastkarmsvinduer er der udsigt til de nordsønderjyske banker, der blot et par kilometer længere sydpå når sit højeste punkt ved Skamlingsbanken.
“Ja, vi er ikke helt i Sønderjylland, men tæt på”.
Foreningsfremtid
65-årige Jutta Juhl er pensioneret skolebibliotekar og folkeskolelærer og har undervist i dansk, tysk og historie. Hun blev medlem af Grænseforeningen i genforeningsåret 2020 og har siden engageret sig mere og mere i det frivillige arbejde for foreningen. Senest er hun blevet medlem af bestyrelsen for Grænseforeningen Kolding.
“Jeg var lidt overrasket over, at jeg med mine 65 år var klart den yngste. Men folk er meget søde”, siger Jutta Juhl.
Magasinet Grænsen er taget til Sønder Bjert for at høre, hvad Jutta Juhl som nyt medlem i Grænseforeningen mener om foreningens fremtid. Efter genforeningsjubilæet og den medfølgende opmærksomhed står Grænseforeningen ved en skillevej og skal have ny strategi, men hvad bør en sådan strategi indeholde?
“Jeg mener, at Grænseforeningen bør bidrage mere til at tale grænseregionen op. Det dansk-tyske grænseland er et strålende eksempel på, at mangfoldighed og dialog fremmer fredelig sameksistens og modvirker krig og konflikt. Men det skal man blive ved med at værne om”, siger Jutta Juhl.
“Jeg tror ikke, det vil skade foreningen at få mere politisk tæft. Jeg kan godt se for mig, at Grænseforeningen bliver en større katalysator for politiske forandringer i grænselandet, og at der etableres en endnu tættere kontakt til Folketinget, så emner fra grænselandet kommer mere på dagsordenen”.
Som eksempel fremhæver Jutta Juhl de mange tyskere, der i disse dage flytter til Sønderjylland. For betyder det flere medlemmer hos det tyske mindretal i Sønderjylland, bør Grænseforeningen være klar til at støtte udviklingen.
“Hvis udviklingen fortsætter, får vi måske en fremtid med to lige store mindretal på hver sin side af grænsen. Her håber jeg, at Grænseforeningen kan være en katalysator for samarbejde”, siger Jutta Juhl, der også ser for sig, at Grænseforeningen kan gøre mere for det tyske sprogs status i Danmark, uden at det påvirker arbejdet for dansk sprog og kultur.
“Jeg bryder mig ikke om instrumentel snak om mennesker, men det giver bare rigtig meget at kunne tale tysk. Tyskland er vores naboland og rummer så en rig kultur”, siger Jutta Juhl.
Husk de lokale fællesskaber
For Jutta Juhl er det vigtigt at fremhæve de lokale fællesskaber i Grænseforeningen, som hun nu selv har gjort brug af i mere end to år.
“Det er i Grænseforeningens lokalforeninger, at fællesskabet bliver skabt. Ikke hovedforeningen i København. Det skal man huske på, når snakken falder på fremtiden for lokalforeningerne. Begynder man at sammenlægge for mange lokalforeninger, skal folk køre længere, og det ved jeg ikke, hvor mange der er interesseret i. Jeg valgte også at blive en del af Grænseforeningen, fordi der var en stærk lokalforening i mit nærområde”, siger Jutta Juhl.
-
Info: Hvilken vej skal foreningen gå?
Grænseforeningen har eksisteret siden 1920 og har i størstedelen af sin levetid arbejdet for at skaffe gode forhold for det danske mindretal i Sydslesvig. I dag styres de økonomiske tilskud til Sydslesvig af Folketinget og Sydslesvigudvalget, mens Grænseforeningen de seneste knap tyve år har ændret sin opgave til at være af folkeoplysende karakter. Efter genforeningsåret 2020, der bragte stor opmærksom med sig, står foreningen nu over nye valg. Hvordan fremtidssikrer vi Grænseforeningen?
Den træbenede tysker
Jutta Juhl er vokset op på en gård syd for Haderslev, der har tilhørt hendes familie i mere end 250 år. Som i mange andre sønderjyske familier er krig en del af Jutta Juhls familiekrønike. Hendes farfar deltog i Første Verdenskrig. Han overlevede krigsstrabadserne og hjembragte ved krigens afslutning sin tyske soldaterkammerat, der havde mistet sit ben i krigen. Den tyske soldaterven fik arbejde på slægtsgården og endte med at gifte sig med naboens datter.
“Jeg husker ham tydeligt fra min opvækst. Han talte tysk og humpede rundt på sit træben. Han fik tysk fjernsyn 10 år før os andre, så ofte sad vi på rad og række hjemme hos ham. Det var hyggeligt. På den måde er jeg jo flasket op med det tyske sprog”, siger Jutta Juhl, der også har mødt medlemmer af det tyske mindretal i sin barndom.
“Der boede en sød familie i nærheden, som vi ofte så, når der var komsammener i forsamlingshuset. Men jeg havde ikke meget med dem at gøre. Børnene gik jo på en anden skole end mig”, siger Jutta Juhl.
Jutta Juhl har ikke samme kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig. Hun er ved at læse op på historien og håber, at hun snart kan komme på en tur syd for grænsen med lokalforeningen.
“Jeg mangler de personlige relationer på det punkt. Men jeg ville jo ikke sidde her, hvis ikke jeg mente, at det er vigtigt at støtte det danske mindretal”, siger hun.
