Rammerne for tyskundervisningen i Danmark er gennem de seneste år blevet forandret både i folkeskolen, gymnasiet og læreruddannelsen med det formål at styrke interessen for at lære tysk og forbedre kvaliteten af tyskundervisningen.

Med folkeskolereformen i 2014 blev tyskundervisningen i folkeskolen rykket frem fra 7. til 5. klasse, og den tidligere start anses af fagfolk for en klar forbedring for elevernes motivation for at lære et nyt sprog som de i størstedelen af landet kun møder i skolen.

2017 er startåret for en gymnasiereform med en ny struktur, der skal understøtte eleverne i at vælge tysk som fortsættersprog. Også dette har været et stort ønske ikke mindst blandt aftagere i videregående uddannelser og i erhvervslivet, der er bekymret for, at danskernes tyskkundskaber gennem en årrække er blevet ringere.

Disse forandringer og forsøg på at styrke tysk i Danmark er temaet i Anne-Marie Fischer-Rasmussens lille bog Deutschunterricht in Dänemark på 70 sider. Forfatteren har især fokus på folkeskolen og på læreruddannelsen, hvor hun som docent ved læreruddannelsen i Aalborg og medlem af et ekspertudvalg har bidraget til at skabe rammerne for fremtidens tyskundervisning. Om sit sprogpolitiske ståsted fortæller forfatteren, at hun er engageret i “Verein Deutsche Sprache” (på hvis forlag bogen er udkommet), en forening der ser sig selv som spydspids i kampen for udbredelsen af det tyske sprog.

Tyskfagets udvikling

Bogens centrale spørgsmål er, om reformerne af tysk i Danmark vil leve op til forventningerne? Forfatteren peger på en række udeståender, blandt andet at den tidligere start ikke er fulgt op af et øget timetal, og at de krav, der stilles til prøverne i folkeskolen, er ude af takt med de nye målformuleringer. Det kan føre til lave karakterer i tysk, og at eleverne mister lysten til at fortsætte med sproget.

I læreruddannelsen er den vigtigste fornyelse, at lærere for at undervise i tysk skal være uddannet i faget, men spørgsmålet er, om den nye, modulopdelte læreruddannelse giver de studerende tilstrækkelig sammenhængende tid til sproglig udvikling.

Fravær af dannelse

Bogen er også en holdningspræget debatbog med kritiske synspunkter på de rammebetingelser og den pædagogiske tænkning, der har præget de senere års uddannelsespolitiske initiativer. Et hovedtema er de nye læreplaner for folkeskolen, Fælles mål, hvor kompetenceområder og læringsmål er nøglebegreber.

Forfatteren kritiserer den “Kompetenzobsession” – kompetencebesættelse – som hun mener at finde i læreplanerne, mens hun påpeger, at forestillinger om dannelse, som ikke lader sig udspecificere i målbare læringsmål, fortrænges fra læreplanerne.

Tyskfagets formålsparagraf citeres som en illustration af, hvad der menes med dannelse: Kommunikative kompetencer, sproglig bevidsthed og kulturel og interkulturel forståelse.

Her ville det have været godt med en uddybning af, hvad en tidssvarende dannelse i tyskfaget kunne rumme, for eksempel hvordan opskrivningen af det interkulturelle i de nye læreplaner kan bidrage til en fornyelse af tyskundervisningen.

Et aktuelt billede af tyskfaget

På de 70 små sider kommer forfatteren vidt omkring. Blandt andet til folkeskolereformen 2014 som et eksempel på New Public Management, en ledelsesform der er præget af mistillid til offentligt ansatte, som har fået ødelæggende følger for lærerarbejdet.

Kritikken rammer ikke altid lige præcist og slår nogle gange om i polemik, hvis retning ikke altid er gennemskuelig. For eksempel kan det være svært at følge, hvorfor en af folkeskolens grundsten – alle børns ret til at dygtiggøre sig så langt deres evner rækker uanset social baggrund – omtales som en “nærmest religiøs” “ideologisering” (side 27).

For den, der ikke lader sig forstyrre af polemiske udfald, kan bogen give et aktuelt billede af tysk i Danmark fra en engageret deltager i debatten.

Anne-Marie Fischer-Rasmussen: ”Deutschunterricht in Dänemark”. IFB Verlag Deutsche Sprache GmbH, 2017. 70 sider, 200 kr.