I de seks år, 53-årige Anni Matthiesen har siddet i Folketinget, har hun beskæftiget sig indgående med børne- og socialområdet, undervisning og landdistrikter. Men hun har meget lidt erfaring med Sydslesvig. Alligevel faldt det hende naturligt at takke ja, da hendes partifælle, Venstres gruppeformand Søren Gade, i starten af september tilbød hende posten som Sydslesvigudvalgets formand.

”Jeg var straks overbevist om, at jeg kunne komme til at brænde for opgaven. Det danske mindretal er for mig at se båret af ildsjæle, der på forskellig vis kæmper for deres sag og deres område. Det kan jeg genkende mig selv i. Jeg er selv født og opvokset i et landdistrikt, og jeg har været vant til at skulle kæmpe for at få realiseret det, jeg brænder for. Det har præget min tilgang til politik, og selvom det måske ikke ser sådan ud ved første øjekast, mener jeg, der er mange lighedspunkter mellem Sydslesvig og mine egne erfaringer,” siger Anni Matthiesen.

I anledning af sin nye post som formand for Sydslesvigudvalget har Anni Matthiesen inviteret indenfor på sit kontor på Christiansborg til en snak om sit politiske virke og om Sydslesvig. Bag mødebordet hænger fire litografier af den grønlandske kunstner Kistat Lund.

”I Folketinget har jeg altid kæmpet for dem i periferien. Danmark er sammensat af mange områder og mennesker, og det er vigtigt, at vi lytter til alle, også til landdistrikterne og yderområderne. I og med at flere flytter fra land til by, bliver landdistrikterne en form for mindretal i samfundet, og der mener jeg, at det bliver desto vigtigere, at vi husker dem og tager deres problemstillinger op. Ellers mister vi sammenhængskraften i samfundet og dermed også en masse udviklingsmuligheder. For det er ikke kun i centrene, at de gode ideer skabes.”

”Vi skal holde fast i Danmarks relationer. Det gælder for Grønland, og det gælder for Sydslesvig. Vi har et stærkt bånd til det danske mindretal, og det skal vi pleje og passe på. Vi kan lære af hinanden. Det bliver vi rigere af som samfund. Og vi bliver også rigere som mennesker i mødet med mindretallet og ved at kende vores danske historie, som Sydslesvig er en del af,” siger Anni Matthiesen, der ved siden af sin nye post i Sydslesvigudvalget også sidder i blandt andet Udvalget for Landdistrikter og Øer og Grønlandsudvalget.

​Politik i øjenhøjde

Anni Matthiesen har sine rødder i den gamle Helle Kommune mellem Grindsted og Esbjerg omtrent 50 kilometer nord for Kongeåen. Hun er født og opvokset på forældrenes frilandsgartneri små 15 kilometer syd for sit nuværende hjem, parcelhuset i landsbyen Krogager, hvor hun bor sammen med sin samlever, tømrermester og forhenværende folketingsmedlem for Venstre, Kurt Kirkegaard, og den yngste af sine tre sønner, Søren på 19 år. I over 25 år har hun arbejdet i lokalområdet, blandt andet på Grindsted Rådhus og i sin mands tømrervirksomhed, og hun har brugt syv års frivillig indsats på at få opbakning til et fritids- og kulturhus i Stenderup-Krogager.

”Jeg er en af dem i mit parti, der ikke er vokset op i VU-systemet (Venstre Ungdom, red.) og ikke har læst statskundskab. Til gengæld har jeg, siden jeg var 12 år, taget gymnastiklederkurser og -uddannelser. Jeg har været træner for børnehold og voksenhold i foreningslivet igennem mange år, og jeg har siddet i diverse foreningers bestyrelser. Som frivillig har jeg lært, at man kommer længere ved at involvere en stor gruppe, end hvis man kører soloridt.”

”Det er nok derfor, jeg ikke er den type politiker, der møver sig hen foran tv-kameraerne og har behov for at blive set. Og det er nok også derfor, at mange måske har tænkt, hov, hvem er hun, da jeg blev udnævnt som formand for Sydslesvigudvalget,” siger Anni Matthiesen.

I 2000 meldte Anni Matthiesen sig ind i Venstre på opfordring fra en lokal byrådspolitiker. Hun blev grebet af det partipolitiske arbejde i Venstres organisation, hvor hun hurtigt blev kommuneforeningsformand. I 2007 stillede hun op til Folketinget for første gang og blev valgt ind i 2011. Ved sidst folketingsvalg i 2015 blev hun genvalgt med 8.197 personlige stemmer – flere end hvad mere kendte Venstre-profiler som de forhenværende ministre Eva Kjer Hansen og Peter Christensen opnåede i Sydjyllands Storkreds.

I dag henter Anni Matthiesen meget af sin politiske inspiration i møder med lokale netværksgrupper fra skole- og landbrugsområdet.

”Det er noget af det allersmukkeste i politik, når man når i mål sammen, når man fra græsrodsniveau lader ting gro op igennem systemet på Christiansborg. Derfor forsøger jeg altid at involvere de folk i mine beslutninger, som efterfølgende bliver berørt af dem. Alt andet går for mig totalt imod demokratiet.”

”Jeg søger dialogen i øjenhøjde. Derfor har jeg netværksgrupper i min valgkreds, og derfor har jeg allerede planlagt en del ture til Sydslesvig, så jeg kan komme i kontakt med de mennesker, det drejer sig om. Jeg kommer også til at prioritere årsmøderne (De danske årsmøder i Sydslesvig, red.) og andre vigtige arrangementer i Sydslesvig,” siger Anni Matthiesen.

Et overraskende valg

Anni Matthiesen er ikke blandt de mest kendte folketingspolitikere i Danmark, og heller ikke i Sydslesvig har man lagt særligt mærke til hende. ”Anni Matthiesen var ikke et af de navne, der blev hvisket i de sydslesvigske vandrør,” skrev Flensborg Avis om de sydslesvigske forventninger til besættelsen af formandsposten i Sydslesvigudvalget, dagen efter Anni Matthiesen var blevet udpeget.

Der er flere politikere på Christiansborg, der har langt mere erfaring med Sydslesvig end Anni Matthiesen. Hendes fire udvalgskollegaer i Sydslesvigudvalget kunne have været bud til posten. Eller Venstres Eva Kjer Hansen kunne være blevet genindsat som formand, en post hun havde fra 2002 til 2004. Eva Kjer Hansen er på baggrund af sit kendskab til grænselandet af flere blevet peget på som kandidat til posten som generalkonsul i Flensborg – den post, som partifællen Kim Andersen fik og derfor forlod formandsposten i Sydslesvigudvalget.

Så hvorfor er det lige, at en politiker, der er uerfaren på området, bliver formand for Sydslesvigudvalget? Om der har været andre kandidater i spil, ved Anni Matthiesen ikke, men det betyder heller ikke det store for hende.

”Jeg er overbevist om, at Venstres gruppeformand og statsministeren, der er de to, der har indstillet mig til kulturministeren (der udpeger Sydslesvigudvalgets formand, red.), har gjort sig nogle overvejelser om deres valg. De har nok set det som en fordel, at jeg er fra det sydjyske område og ligesom har grænselandet tæt på. Og så ved de, at jeg er en arbejdshest. Når jeg først har sagt ja til noget, lægger jeg alt andet til side. Men jeg tror særligt, det har spillet positivt ind, at de kender mig som en, der ikke søger politiske konfrontationer, men gerne vil nå i mål gennem dialog. Så jeg tror også, jeg er blevet valgt til posten for at skabe ro om tingene,” siger Anni Matthiesen.

​Konflikt og dialog

Blandt dem, der beskæftiger sig med Sydslesvig, er det alment kendt, at samarbejdet mellem mindretallets foreninger i Det Sydslesvigske Samråd – der omfatter repræsentanter for mindretallets syv hovedforeninger og det frisiske mindretals forening – ikke altid er konfliktfrit. Gennem Sydslesvigudvalget uddeler den danske stat årligt knap en halv milliard kroner til det danske mindretal. Pengene gives som driftstilskud til mindretallets foreninger og institutioner, tilskud til bygge- og anlægsprojekter og projektmidler, som mindretallets foreninger kan søge. Der er ikke altid enighed om, hvad pengene bedst bruges på. Uenigheder diskuteres i samrådet og ikke sjældent offentligt i blandt andet Flensborg Avis.

Et aktuelt spørgsmål, der rejser debat i samrådet, er et forslag om at give sydslesvigere mulighed for dobbelt statsborgerskabet, der indgår i Folketingets forhandlinger om en ny indfødsretslov. Sydslesvigudvalget har foreslået fem kriterier, efter hvilke dansk statsborgerskab kan tildeles sydslesvigere. Mens nogle sydslesvigere hilser forslaget velkommen, afvises det af andre af frygt for A- og B-hold i mindretallet, da der formentlig kun vil være et fåtal, som vil kunne opfylde kriterierne.

Anni Matthiesen, der som ny formand i Sydslesvigudvalget har haft sit første møde med Det Sydslesvigske Samråd i slutningen af september, er ikke særlig bekymret for den konflikt.

”Jeg kan godt høre, at der er nogen, der er uenige med hinanden. Men jeg er overbevist om, at de langt hen ad vejen alle sammen vil hinanden. Og jeg er sikker på, at når det med dobbelt statsborgerskab først falder på plads, så vil tingene stille og roligt falde ned igen, og så arbejder man videre, som man har gjort hidtil,” siger Anni Matthiesen, der dog mener, det er vigtigt, at man i Folketinget lytter til, hvilke kriterier sydslesvigerne selv kunne forestille sig for tildeling af dobbelt statsborgerskab.

”Jeg ved udmærket, at der er forskellige problemstillinger og sager i Sydslesvig, hvor man skal fare med lempe. For når folk går op i en sag med liv og sjæl, så er der også mange følelser involveret. Men jeg er generelt ikke så bekymret for konflikter. Man skal have lov til at sige sin mening, og så er det vigtigt at lytte til hinandens ønsker og komme på plads gennem dialog,” siger Anni Matthiesen.  

Også i Sydslesvigudvalget, der ud over Anni Matthiesen tæller Martin Henriksen og Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti, Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet og Christian Juhl fra Enhedslisten, er man ikke altid enig om tingene.

Et aktuelt konfliktpunkt er et forslag om at oprette et Mindretallenes Hus i Flensborg i samarbejde med den europæiske mindretalsorganisation Federal Union of European Nationalities (FUEN). Mindretallets kulturforening, Sydslesvigsk Forening (SSF), er fortaler for projektet og opfordrer til, at der til formålet bygges nye lokaler, mens de andre sydslesvigske foreninger i Det Sydslesvigske Samråd er skeptiske over for denne idé. Efter Sydslesvigudvalget havde besluttet ikke at støtte op om et nyt byggeri, har SSF sendt en ansøgning til kulturminister Mette Bock (LA). Martin Henriksen har offentligt kritiseret forløbet. Ved at SSF går direkte til regeringen, ”bliver Sydslesvigudvalget overflødigt,” har han sagt til Flensborg Avis.  

”Som ny formand bakker jeg naturligvis op om Sydslesvigudvalgets beslutning om ikke at støtte projektet. Men jeg deler ikke Martin Henriksens kritik af forløbet. Jeg synes ikke, man kan klandre SSF for at forsøge at gå andre veje. Sådan er det i livet, man skal kæmpe sine kampe og afprøve de muligheder, der er. Det ville jeg nok også selv have gjort, hvis det var noget, jeg brændte for,” siger Anni Matthiesen, der personligt synes, at projektet er spændende.

Over de sidste år har der været stemmer, som i danske medier har kritiseret, at der ikke tales nok dansk i det danske mindretals foreninger og institutioner. Sprogdebatten tages også op internt i mindretallenes foreninger. Den handler om, hvorvidt mindretallet er et sprogligt mindretal eller et sindelagsmindretal, som København-Bonn erklæringerne fra 1955, der sikrede det danske og det tyske mindretals anerkendelse, definerer det. Også her er Martin Henriksen en af de mest fremtrædende kritikere.    

”Jeg ved godt, at jeg er kommet i en situation, hvor jeg har to DF’ere på den ene side og en socialdemokrat og en fra Enhedslisten på den anden. Så udvalget bliver nok aldrig helt enig, i hvert fald ikke om Martin Henriksens markering i sprogdebatten. Det bliver så min opgave at være i midten og forsøge at komme i dialog med begge sider,” siger Anni Matthiesen.

Sprogdebatten omhandler især det danske mindretals skoler, der drives af Dansk Skoleforening for Sydslesvig, og hvis elevgrundlag i vid udstrækning kommer fra tyske familier, der vælger at sende deres børn på de danske skoler. Martin Henriksen mener, at det danske mindretal er ved at bevæge sig væk fra sit udgangspunkt, når der i skolegården tales tysk i stedet for dansk.

”Jeg er bestemt ikke enig med Martin Henriksen på det her område. Jeg synes, det er vigtigt, at man passer på det danske sprog, men jeg kunne ikke finde på ovenfra at stille krav om, at der skal tales mere dansk. Ligeledes synes jeg, man skal byde de tyskere velkommen, der gerne vil det danske. Jeg synes, man nogle gange skal give plads og passe på ikke at optrappe konflikter, hvilket jeg synes, Martin Henriksen kommer til her. Men på samme måde er der nok områder, hvor jeg vil være uenig med Christian Juhl eller Christian Rabjerg Madsen. Vi har hver især vores politiske standpunkter, og det er fair nok, at de bliver markeret, og at udvalget bliver brugt som en politisk platform,” siger Anni Matthiesen og understreger, at hun som formand vil sikre et godt og dialogsøgende samarbejde både i Sydslesvigudvalget og med Sydslesvig. 

Mødet med Sydslesvig

En enkelt gang har Anni Matthiesen mødt det danske mindretal, inden hun blev formand for Sydslesvigudvalget. Det var, da hun for et par år siden besøgte danske mindretalsskoler i Sydslesvig som undervisningsordfører. Det var her, hun fik øjnene op for, at Danmark og Sydslesvig kan lære af hinanden.

”I Sydslesvig kom jeg tæt på mennesker, der brænder for deres område. Lærerne var meget engagerede, og jeg tænkte, at det kunne vi lære af i den danske folkeskole. Da jeg så et par år senere arbejdede med de pædagogiske læreplaner for de danske dagtilbud, tænkte jeg på den anden side, at man i Sydslesvig kunne lade sig inspirere af læreplanerne for at højne kvaliteten i daginstitutionerne. Så der er en gensidighed i, at vi bliver rigere i mødet med hinanden,” siger Anni Matthiesen.

Et andet område, hvor man ifølge Anni Matthiesen kan lære af Sydslesvig, er i mødet mellem flertals- og mindretalsdanskere. Særligt synes hun, det er vigtigt, at skoleelever mødes.

”I mødet mellem danske og sydslesvigske elever bliver begge klogere. Sydslesvigerne får indblik i dansk kultur og danske omgangsformer, og mange kan i mødet styrke deres sprogkundskaber. De danske elever får på den anden side styrket deres forståelse for samfundsfag, historie og deres interkulturelle kompetencer,” siger Anni Matthiesen.

Et spørgsmål, som er omstridt i mindretallet, er, hvorvidt danske elever også kan benytte sig af mødet med Sydslesvig til at lære tysk. Nogle mener, at det ikke er mindretallets opgave at forbedre danskernes tyskkundskaber. Det er Anni Matthiesen uenig i.

”Vi har brug for at blive bedre til tysk, og det gør vi ved at sætte tysk mere på dagsordenen i skolerne. Det ville være skørt, hvis vi ikke gør det. Tyskland er Danmarks største handelspartner og en vigtig samarbejdspartner. Og det ville også gavne grænsesamarbejdet, hvis flere lærte tysk. Her kan vi godt udnytte, at vi har et dansk mindretal, der bor i Tyskland, og som også taler tysk og kan være med til at sætte sproget på dagsordenen og gøre det interessant.”

”Det kan godt være, at nogle vil mene, det er vildt mange penge, vi i Sydslesvigudvalget uddeler til støtte for mindretallets aktiviteter. Men jeg er overbevist om, at hver eneste krone er givet godt ud og det giver godt igen på forskellig vis.”