På toppen af Fyn, omkranset af skov og marker, kun få hundrede meter fra Kattegatkysten, ligger Efterskolen Flyvesandet. Jeg har vovet mig ud på spidsen af Agernæs for at møde fire vejrbidte sydslesvigere. De har deres daglige gang på skolen, der har specialiseret sig i at tilbyde udendørseventyr til sine elever.

Det er efterår, fugtigt, jorden er mættet med regnvand, og i det fjerne høres krageskrig. Her på Fyns nordligste punkt vil jeg i løbet af en dag prøve at indfange noget af det, der gør sydslesvigere til eftertragtede elever på de danske efterskoler og blive klogere på, hvad eleverne fra det danske mindretal i Nordtyskland får ud af at være uafbrudt sammen med jævnaldrende fra hele Danmark i et helt år.

En hare parteres

At Flyvesandet ikke er en helt almindelig efterskole, bliver jeg hurtig bevidst om. Støvregnen bekymrer ikke 9.-klasseseleven Kamilla Jakobsen Petersen fra Tinglev, der parterer en hare under et cykelhalvtag. Hun fører kniven med sindsro, præcision og en selvfølgelighed, der tyder på mange timers erfaring.

”Vi spiser altid dét, vi skyder,” siger Michael Frandsen, der er efterskolelærer og jagtinstruktør. ”I dag står menuen på ragout med harekød, baseret på en fond kogt på harens skrog.”

Den uheldige hare, hvis ene ben hænger i laser, blev nedlagt af en elev dagen forinden.

”Den kommer nu til at ende sine dage i en gryde over et bål i et nærliggende stykke skov. Men først skal skindet trækkes af det døde dyr, og haglene skal fjernes,” forklarer han.

Ved to nyligt tændte bål i det omtalte stykke skov finder jeg sydslesvigeren Caspar Höcker fra Alt Duvenstedt ved Rendsborg. Han er ved at skrælle grøntsager til ragouten. Caspar er tysk statsborger, men taler dansk med mere fynsk end tysk accent. På Efterskolernes Dag i Sydslesvig fangede Flyvesandet Caspars interesse. Det fik ham til at tage på et weekendophold i det nordfynske, og nu har han byttet Ejderskolen ud med et helårsophold blandt sine nye venner.

Caspar er glad for at gå på efterskole. Han er en anerkendt ekspert i tyskundervisningen og trives med en undervisningsform, der ikke er præget af frontalundervisning. ”Jeg er blevet bedre til at kæfte op,” som han stolt siger, da jeg spørger til den betydning, det har for ham at være på efterskole.   

Mens de to bål holdes ved lige, og maden gøres klar, indgår Michael i arbejdet med at ordne småting på lige fod med eleverne. I fællesskab besluttes, hvordan bålstederne og trefoden konstrueres bedst, og alle lytter, da Michael Frandsen fortæller sine elever om ragoutens hemmeligheder.    

”Her er vi alle ens. Vi gør ikke forskel på, hvor folk kommer fra,” bryder Magnus Frimand ind i samtalen mellem mig og Caspar. Magnus kommer fra Midtfyn og er glad for at have en kammerat fra Sydslesvig, der bidrager med jagtviden fra nabolandet. De unge er ivrige efter at dygtiggøre sig – enten har de taget jagttegn eller er i gang med at forberede sig.

Før Caspar griber en stor trægrydeske og overtager ansvaret for ragouten, afslutter han vores samtale: ”Jeg føler mig som tysker, men her på efterskolen accepteres jeg som dansker.”

Røget snacktang

New Danish Cuisine er et fænomen, der har fået Michelin-stjernerne til at regne ned over den danske gastronomiske elite. Men det er ikke kun dyre restauranter som Noma i København eller Henne Kirkeby Kro i Jylland, der byder på kulinariske rejser, som danner bro til fortiden, til dengang maden udelukkende bestod af, hvad lokalsamfundet havde at tilbyde. I Efterskolen Flyvesandets industrikøkken møder jeg sydslesvigeren Tim Schmoll, der fordyber sig i den højere kunst at konstruere en snack-ret af røget tang, dådyr og peberrod.

Tims store passion er udendørslivet. Den deler han med alle elever og ansatte. Sammen med resten af eleverne på linjefaget Mad & Kultur udnytter han årstidens råvarer i kreative nyfortolkninger. Flyvesandet er hans springbræt ind i en verden, der vender tradition og teknologi på hovedet i jagten efter den unikke smag og den perfekte ret. Professionelt input fra læreren og et samarbejde med University College Syd fodrer Tim med teoretisk viden og praktiske færdigheder, der parret med den unge mands ambitioner ender som en smuk anretning på tallerkenen foran mig.

Smagen er forbløffende anderledes, men alligevel velkendt. Tim smiler; jeg har netop ageret forsøgskanin og prøvesmagt en snack, der i den kommende uge skal serveres ved et officielt arrangement for Efterskoleforeningens ansatte.   

Uden at blinke kan Tim skifte mellem dansk og tysk, og fordi jeg taler tysk med ham, bryder hans danske kammerat ind: ”Hvis I taler tysk i fem minutter til, så dør jeg,” siger vennen med kasket på hovedet og får os til at le, fordi han prøver at gøre grin med vores samtale.

”Tyskundervisningen skal jeg deltage i, det kræver Sydslesvig,” smiler Tim og fortsætter, mens han krammer sin køkkenmakker, ”men det giver nu mest mening for min ven Mads, som jeg også har tysk sammen med. I danskundervisningen har jeg samme niveau som alle andre, men jeg lærer meget af at have en dansk hverdag.”  

Tim har taget 10. klasse på Sønder Brarup Danske Skole, der ligger 10 kilometer sydvest for Kappel i Sydslesvig. Han valgte for oplevelsens skyld at gentage klassetrinnet på en efterskole efter at have opdaget efterskolesamværet på et 14-dages-ophold.   

Den skoletrætte elev, der blev lærer

Efterskolelæreren Rasmus Heidke er kun 25 år gammel, men har allerede fem års undervisningserfaring. Sydslesvigeren med tyske forældre blev smidt ud af 9. klasse på Jes Kruse Skolen i Sydslesvig, fordi han, som han selv forklarer det, var skoletræt.

Rasmus kom på efterskole og blev bidt af lysten til at lære. Så han genoptog sin skolegang på Aabenraa Statsskole, læste til lærer og blev underviser på Flyvesandet, mens han tog uddannelsen.

”Jeg fik øjnene op for, hvor positivt det virkeligt kan være at gå i skole og lære noget; den oplevelse har alle fortjent, derfor valgte jeg at blive efterskolelærer.”

Da snakken falder på efterskoleeleverne fra Sydslesvig, lyser hans øjne op:

”Eleverne fra Sydslesvig gør en stor forskel på skolen. De er altid hjælpsomme, perspektiverende og skaber en god dynamik, fordi de tit forholder sig til faglige spørgsmål på en lidt anderledes, men god måde. De er en gevinst for skolen, og samtidigt er de som svampe, der konstant suger ny viden til sig. De kommer hjem til Sydslesvig med en baggage fyldt med ny viden. De kender Danmark, de kender sproget, og de er blevet klogere på sig selv.”

Frihed og disciplin

Mens Rasmus fortæller, hvordan han havnede som underviser på en udendørsefterskole i Nordfyn, spadserer vi sammen ned til kattegatkysten. Her er landskabet præget af klitter, sand, lavt vand og en vind, der sætter sine tydelige spor på områdets flora. Der er flot på en barsk måde.

En sortmalet, spartansk indrettet hytte er placeret lige i vandkanten.

”Eleverne kan godt lide at overnatte her i weekenden,” siger Rasmus Heidke.

Hvordan finder de unge ud af at administrere deres frihed, vil jeg gerne vide. Jeg kan nemlig hverken få øje på tomme dåseøl eller cigaretskodder.   

”Efterskolen har en nultolerancepolitik over for alkohol og andre rusmidler. Hvis skolen har en mistanke om, at nogen ryger hash, så tester vi dem,” oplyser den unge lærer og forklarer, at eleverne bliver underlagt faste regler, som de skal følge, men at de ellers har meget frihed til at udfordre sig selv.

”Hver morgen klokken syv skal alle elever uanset vejr gå turen ned til kysten. Hvis en elev ikke gør det, bliver vedkommende ved frokosttid kørt fem kilometer væk fra skolen i bil, får stukket en rugbrødsmad i hånden og får lov til at gå hjem.”

Efterskolelivet til hest

Tilbage på efterskolen opsøger jeg staldene. Blandt dampende heste, der fodres og strigles, møder jeg en anden sydslesviger, der nyder den frihed som efterskolen giver, 9.-klasseseleven Malin Schmoll, der er Tims lillesøster. Hun er netop hjemvendt fra den daglige ridetur på sin gyldne islandske hest. Eleverne griner sammen. De har åbenlyst været på en god tur, upåvirket af det, en byboer nok vil kalde decideret dårligt vejr.

Rutineret hjælper alle hinanden. En pige har problemer med at stige af sin hest. Hun har skadet sin ankel. ”Det kan være farligt at ride, det kræver mod. Men her på skolen hjælper vi hinanden, vi støtter hinanden, motiverer hinanden. Vi udfordrer også hinanden, så vi bliver klar over, hvad vi i virkeligheden er i stand til”, siger Malin og fortsætter:

”I går var vi ude at ride i skoven. Den forreste rytter føler sig inspireret og vil galopere på et stykke terræn, der er meget teknisk. Nede bagved er der to, der ikke tror de kan være med, de er måske lidt bange. Men de kan ikke holde deres heste tilbage, så hele flokken sætter i galop og flyver gennem skoven. I dag nærmer vi os igen skoven, og det er de to, der i går red bagerst, der i galop fører feltet gennem det vanskelige stykke.”

”Lignende situationer opstår i undervisningen, hvor vi også er gode til at støtte og hjælpe hinanden. Der er for eksempel en grønlandsk pige på efterskolen. Hun har det nogle gange lidt svært. Som sydslesviger kan jeg genkende nogle af de udfordringer hun har og kan derfor måske list bedre end andre hjælpe og støtte hende.”

Sydslesvigerne på efterskolen trives tydeligvis, og som så mange efterskoleelever ser de ud til at blive mere voksne af at være væk hjemmefra. Hvordan det får betydning for det danske mindretal i Sydslesvig, at der nu er væsentligt flere elever fra Sydslesvig, der vælger at udfordre dem selv på et langt efterskoleophold i Danmark, må fremtiden vise.