Bluhme, Christian Albrecht, 1794-1866, dansk politiker

Christian Albrecht Bluhme blev i 1816 cand.jur. I en årrække var han medlem af Guvernementsrådet i Tranquebar, hvorefter han gjorde karriere som by- og herredsfoged i Store Heddinge og i Næstved for derefter i 1838 at blive stiftsamtmand i Aalborg. Christian 8. trak Bluhme til København, hvor hans karriere fortsatte i generaltoldkammeret og i commercekollegiet, som han blev direktør for i 1848.

Bluhme var helstatsorienteret og konservativ, men indtrådte på baggrund af sin ekspertise alligevel i Martsministeriet i 1848 som handelsminister; ved ministeriets omdannelse i november 1848 udtrådte han. Året efter indtrådte han i Den Grundlovgivende Rigsforsamling og stemte ved den endelige afstemning for Grundlovens indførelse.

I 1849 blev han kabinetssekretær for Frederik 7. og fik dermed betydelig indflydelse på kongen og blev i maj 1850 udnævnt til den mest indbringende embedsmandsstilling i Danmark, nemlig direktør for Øresunds Toldkammer.

Treårskrigen løste ikke de forfatningsmæssige problemer vedrørende hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Samtidig var tronfølgerspørgsmålet efter Frederik 7. fortsat uløst. Bluhme blev i oktober 1851 udnævnt til udenrigsminister med henblik på at forhandle sig frem til en helstatsforfatning, som kunne anerkendes af de øvrige europæiske stormagter. Dette lykkedes på grund af Bluhmes forhandlingsdygtighed, først med Rusland og senere med Østrig og Preussen. Konklusionerne, der blev affattet i de såkaldte Aftaler af 1851 og 1852, var, at Junigrundloven fortsat gjaldt for kongeriget, mens Slesvig og Holsten skulle stå direkte under Frederik 7.s enevældige ledelse. Aftalerne førte frem til Londontraktaten af  8. maj 1852, som anerkendte den nye arvefølge, hvorefter prins Christian af Glücksborg blev tronarving efter Frederik 7.

Aftalerne af 1851 og 1852 var meget omstridte i Rigsdagen, men Bluhme, der fra januar 1852 var både premierminister og udenrigsminister, forsvarede aftalerne med, at det var, hvad der kunne opnås. Bluhme gik ud af de voldsomme debatter med de nationalliberale som sejrsherre, fordi de ikke kunne fremlægge nogen anden realistisk politik.

På grund af indre stridigheder i regeringen fratrådte Bluhme som premierminister i foråret 1852 umiddelbart før fællesforfatningens endelige fremlæggelse i Rigsdagen, men han lod sig overtale til at fortsætte som udenrigsminister under den stærkt konservative A.S. Ørsted og kom dermed til at tage et medansvar for Ørsteds forsøg på i juli 1854 at gennemføre en fællesforfatning for Danmark og Hertugdømmerne uden om Rigsdagen. 

Regeringen Ørsted faldt i december 1854, hvorefter Bluhme trak sig tilbage til posten som direktør for Øresundstolden.

Efter Helstatsforfatningens gennemførelse i oktober 1855 blev Bluhme valgt direkte til Rigsrådet, hvor han blev ordfører for den konservative helstatsorienterede opposition imod de stærkere og stærkere nationalliberale kræfter. Han vendte sig mod de af C.C. Hall styrede regeringer og udviklingen frem mod Novemberforfatningen af 1863. Bluhme havde hverken tillid til de fremstormende skandinavister eller tro på et Danmark til Ejderen. Han så i denne politik øget risiko for, at Danmark også ville miste Slesvig.

Bluhme var tæt knyttet til Christian 9., både som kronprins og som konge, og denne opfordrede flere gange i de vanskelige måneder i 1863-1864 Bluhme til at overtage regeringsmagten. Han lod sig først overtale efter Monrads fratræden i sommeren 1864, og det blev Bluhmes lod at acceptere de tyske krav om afståelse af de tre hertugdømmer.

Litteratur: 

Dansk Biografisk Leksikon, 1934.