Gå til leksikonoversigt

Kappeln

Steder

(Dansk: Kappel) By på vestsiden af fjorden Slien ca. 30 km nordøst for Slesvig. Indbyggertallet lå i 2023 på 8.683. Kappel er formodentlig opstået omkring og fået navn fra et Sankt Nikolaus' kapel, der nævnes første gang i 1375, men som sandsynligvis blev bygget tilbage i 1100-tallet. Kapellet blev erstattet af det nuværende kirke i 1793.

Slesvig Domkapitel solgte i 1533 byen til Henneke von Rumohr på herregården Roest. Et forsøg på at gøre indbyggerne til livegne resulterede i, at 62 familier i 1667 udvandrede og skabte Arnæs. Byen var en vigtig fisker- og havneby før 1864, og spillede en rolle som dansk flådeby i 1800-tallet. I 1814 grundlagdes, på initiativ af statholder Carl af Hessen, de såkaldte Carlshaver, en slags nyttehaver for byens fattige. Byen fik flækkerettigheder i 1842 og købstadsrettigheder i 1870. 

Kappeln er kendt for sit sildefiskeri. I dag kan man se rester af sildehegn fra 1400-tallet, som har skulle sikre fangsten.

I 1981 blev der etableret en museumshavn med bl.a. veteranskibe. 

I 2002 indviedes en klapbro, der går over Slien; den forbinder bydelene på hver sin side af Slien og forbinder samtidig Svans og Angeln.

I Kappeln ligger den danske skole Kaj Munk-Skolen, der blev oprettet i 1946; i 2008 blev den lagt sammen med Gulde danske skole.

Den dobbeltfløjede klapbro i Kappeln. Foto fra 2014.

Den dobbeltfløjede klapbro i Kappeln. Foto fra 2014.

Foto: Wolfgang Pehlemann, CC BY-SA 3.0