Gå til leksikonoversigt

Ejderdanskere/Dannevirkemænd

Begreber

Gruppe af danske meningsdannere, som i perioden efter det tyske kejserriges sammenbrud i 1918, omkring Genforeningen og helt frem til 1947 argumenterede for, at grænsen ikke skulle fastlægges ud fra princippet om folkenes selvbestemmelsesret (ud fra sindelag), men ud fra en historisk argumentation om, at grænsen burde følge den ældgamle grænse, i første omgang ved Danevirke, senere længere mod syd, nemlig ved Ejderen (ud fra afstamning).

Den ejderdanske gruppe spillede en væsentlig rolle i Grænseforeningen, hvor man af politiske grunde ikke kunne argumentere direkte for en sådan grænsedragning, men alligevel havde Ejdergrænsen som det langsigtede mål. De færreste i gruppen var blinde for, at Danmark ved en sådan grænsedragning ville få et meget stort tysk mindretal, men de tillagde det ingen betydning, idet de hævdede, at danskheden i det sydlige Slesvig var holdt kunstigt nede af de preussiske myndigheder, og at danskheden ville gro frem af sig selv, når først området igen kom under Danmark. Man mente, at tysksindede sydslesvigere principielt var danskere, som midlertidigt var blevet fortyskede.

Litteratur:

Axel Johnsen: Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmark 1920-1940. Udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2005.