Grevens Fejde

Borgerkrig i Danmark, udkæmpet i årene 1534-1536. Grevens Fejde har navn efter grev Christoffer af Oldenburg

Efter Frederik 1.s død i april 1533 besluttede rigsrådet på herredagen i København at udskyde valget af en ny konge. Borgmester Jürgen Wullenwever i Lübeck forsøgte at udnytte, at det danske rigsråd ikke havde valgt en ny konge efter Frederik 1.s død til at styrke Lübecks indflydelse i Østersøen. Lübecks hærfører, grev Christoffer af Oldenburg, erobrede i løbet af sommeren 1534 Sjælland og Skåne med det formål at genindsætte den fængslede Christian 2. på den danske krone.

På Fyn og i Jylland (bortset fra det sydøstlige) tilsluttede borgere og bønder sig kravet om Christian 2.s genindsættelse med henvisning til mange års undertrykkelse af adelen. Grev Christoffer erobrede Fyn, men inden da havde den jyske adel efter nogle hårde forhandlinger tilbudt Frederik 1.s ældste søn, hertug Christian 3., kronen. Christians hærfører, Johann Rantzau, stod i spidsen for en professionel hær af lejetropper, der i 1534 tog kampen op mod jyske og fynske oprørere, der blev besejret i Slaget ved Aalborg i december 1534 og Slaget ved Øksneberg i juni 1535. Året efter belejrede Johann Rantzau København, der hurtigt overgav sig, hvorefter Christian 3. blev konge i Danmark.

Krigen førte til, at Hansestædernes for alvor mistede indflydelse i Østersø-området. Samtidig betød fredsslutningen, at den danske adel blev forbrødret med kongemagten og konsoliderede deres magt. De politisk ustabile forhold, skabt af bl.a. den konstante trussel fra Christian 2., blev afløst af stabilitet og samarbejde. Samtidig afskaffedes den katolske kirke i Danmark med Reformationen i 1536.