Det vakte en del opstandelse, da alle statens institutioner i 2016 blev bedt om at tælle deres flagstænger. På de sociale medier fik sagen ligefrem et navn: ”Flagstangsgate”. For hvorfor skulle forsvaret og landets universiteter nu pludselig indberette antallet af flagstænger? Snart blev det dog åbenbaret, at regeringen ønskede at markere Rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne ved at indføre officielle flagdage. Så nu vajer det grønlandske flag på statens flagstænger på Grønlands nationaldag den 21. juni og det færøske flag, på Færøernes nationaldag den 29. juli. Optællingen viste i øvrigt, at der findes 534 statslige flagstænger i Danmark.

Ingen ved hvor mange flagstænger, der findes i private haver rundt omkring i Danmark. Men hjemme i Aarhus hos Torben Kjersgaard Nielsen, der er lektor i middelalderhistorie på Aalborg Universitet og forfatter til bogen Dannebrog, står der indtil videre ingen. Han bedyrer dog, at han godt kunne finde på at anskaffe sig en flagstang en dag, så også han kan komme til at flage med Dannebrog, der fylder 800 år på Valdemarsdag den 15. juni og er blevet kaldt det vigtigste symbol på danskheden af nu afdøde museumsinspektør ved Museum Sønderjylland, Inge Adriansen.

”De fleste danskere er vilde med Dannebrog, og det er jeg også. Men det er efter min opfattelse ikke kun udtryk for en stigende national bevidsthed. Jeg ser det snarere som et udtryk for, at Dannebrog er et uomgængeligt og folkeligt glædessymbol, som de fleste danskere har et pragmatisk forhold til. Men selvfølgelig bruger vi Dannebrog til at markere, at vi er en del af et fællesskab. Det er nok også det, regeringen har ønsket at markere i forhold til Rigsfællesskabet ved at indføre officielle flagdage for det grønlandske og færøske flag i Danmark. Dannebrog er med til at fortælle os, hvem vi er som danskere. Men vi er jo ikke eksklusive. Der er også plads til at markere andre slags fællesskaber. Det er en vigtig pointe”, siger Torben Kjersgaard Nielsen, der gør opmærksom på, at Danmark i modsætning til mange andre lande, ikke har en egentlig flaglov, og at ikke alene det færøske og grønlandske flag frit kan hejses i Danmark når som helst, men også de øvrige nordiske flag.

Dannebrog for folket

I sin bog gør Torben Kjersgaard Nielsen rede for Dannebrogs 800-årige historie, der har fulgt den politiske udvikling i Danmark: Det begyndte i 1200-tallet, hvor det røde flag med det hvide kors ifølge myten dalede ned fra himlen i Estland og sørgede for dansk sejr til kong Valdemar Sejr i et slag ved Lyndanise uden for den nuværende estiske hovedstad Tallinn i en af korstogskrigene. De næste 500 år var Dannebrog statens og monarkens symbol, og kun de adelige havde et tilhørsforhold til flaget.

Men i slutningen af 1700-tallet og frem blæste nye vinde, og idéen om ’folket’ opstod sammen med den nye nationalisme i hele Europa. For at opbygge og danne både folk og nation krævedes ”identitetsnære symboler og erindringssteder”, skriver Torben Kjersgaard Nielsen, og Dannebrog fik status af identitetsmarkør. En status, som Dannebrog har fastholdt helt op til i dag, hvor Dannebrog er hvermandseje: Danskerne lader ikke en anledning gå fra sig til at sætte flag på bordet eller i fødselsdagslagkagen, og i enhver dansk lufthavn flages der med små dannebrogsflag for at byde familie og venner velkommen hjem fra rejsen. Dannebrog bruges også kommercielt, som når supermarkederne har fødselsdagstilbud, og til sportsbegivenheder, når danske fodboldtilhængere maler Dannebrog i ansigtet – en skik, der i de senere år er blevet udbredt til resten af verden.

Dannebrog og den fælles identitet

Men hvorfor er Dannebrog så vigtig for danskernes selvforståelse? Først og fremmest fordi et flag er meget mere end et stykke spraglet klæde. Et flag udtrykker fællesskab, enhed og fælles identitet. I Dannebrogs tilfælde en særlig danskhed, der kan handle om demokratisk sindelag, hygge, en særlig dansk humor og måske frisind, skriver Torben Kjersgaard Nielsen i sin bog. Men derved adskiller danskerne sig ikke fra alle andre mennesker på kloden, understreger han.

”Det interessante er jo, at alle nationer har deres egne unikke symboler, herunder især flaget, der skal vise deres helt særlige unikke karakter. Det er på en måde paradoksalt, at alle nationer udtrykker deres egenart ved at gøre brug af samme type symbol, men det har sin forklaring:”

”Mennesket er et historisk og socialt væsen, der er afhængigt af at være i fællesskab med andre. Selv om nationen som fænomen måtte være en parentes i historien, vil der stadig være overgribende fællesskaber, som man med varierende intensitet vil kunne glæde sig over at være en del af. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Noget af det værste, man kan gøre mod mennesker, er at berøve dem retten til at være en del af et fællesskab, og derfor tror jeg, at de symboler, der peger hen mod dette fællesskab, vil bestå”, siger Torben Kjersgaard Nielsen.  

Dannebrog i grænselandet

Dannebrogs transformation fra myte til nationalt symbol foregik gradvist. Traditionelt siger forskerne, at det især var efter 1. Slesvigske krig fra 1848-1850, at Dannebrog for alvor fik sit folkelige og nationale gennembrud efter Danmarks sejr over Det Tyske Forbund. Dannebrog blev symbol på ’ånden fra 48’, og også i dag kender vi krigens store slagsang: ”Dengang jeg drog af sted”, hvor der står ”For Pigen og vort Land, vi kæmpe alle Mand, og vé det usle Drog, der elsker ej sit Sprog, og ej vil ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog!”. Torben Kjersgaard Nielsen fastslår, at han ikke er ekspert i nationale symboler i grænselandet, men han vover alligevel nogle overordnede betragtninger:

”I det dansk-tyske grænseland har man brugt både Dannebrog og den slesvig-holstenske blå-hvid-røde fane, der opstod i 1843 og blev forbudt af den danske regering. Et forbud, der var gældende frem til det danske nederlag i 1864. Interessant er det for mig at se, at man har brugt flagene på samme måde på hver sin side af skellet mellem dansk- og tysksindede. Man har holdt den samme slags møder og sunget den samme slangs sange på Skamlingsbanken og på Knivsbjerg. I dag har jeg indtryk af, at man lever i stor fordragelighed med hinanden i grænselandet, men dengang var både Dannebrog og den slesvigske trikolore med til at understrege, at man stod i modsætning til hinanden”, siger han.

I øvrigt mener han, at Dannebrogs egentlig gennembrud som folkeligt symbol skete tidligere end 1. Slesvigske Krig. Han mener, at de dramatiske begivenheder i begyndelsen af 1800-tallet med bl.a. Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 var med til at ændre opfattelsen af Dannebrog.

”Det nye københavnske borgerskab fik en stor trang til at forsvare riget og blev patriotiske i de år, og kongen ændrede opfattelse af sig selv som regent og blev en slags faderfigur. Det betød, at Dannebrog efter min mening allerede her i begyndelsen af 1800-tallet gik fra at være regentens flag til at være folkets flag”.

”I øvrigt forbød kong Frederik den Sjette faktisk private borgere at flage med Dannebrog i 1833. Det forbud skal nok ses som et udtryk for, at flere borgere havde taget flaget til sig, selv om kongen åbenbart stadig opfattede Dannebrog som et udelukkende statsligt og kongeligt symbol. Så da befolkningen svingede med Dannebrog efter sejren i 1. Slesvigske Krig, begik de faktisk lovbrud. Den borgerlige flagning blev først tilladt i 1854”, siger han.

På trods af danskernes begejstring for Dannebrog, blev flaget ikke ført i felten ved den 2. Slesvigske Krig, forklarer Torben Kjersgaard Nielsen. Efter nederlaget i 1864 blev Dannebrog anset som lige så ophøjet, som de involveredes følelser var dybe, skriver han i bogen, og den private flagbrug fik en ceremoniel, nærmest religiøs karakter. Mange af de skikke, der opstod dengang, bliver efterlevet også i dag. For eksempel at Dannebrog ikke må røre jorden.  

Det tyske mindretal må ikke flage med tysk flag

I dag flages der stadig flittigt med Dannebrog, også i Sønderjylland, der af det tyske mindretal, der opstod efter grænsedragningen i 1920, benævnes Nordslesvig. I henhold til bekendtgørelse om forbud mod at benytte fremmede nationsflag fra 1915 skal der indhentes særlig tilladelse hos det lokale politi, hvis man ønsker at flage med andre fremmede staters flag end de nordiske. Det tyske mindretal i Sønderjylland har for eksempel ikke lov at flage med det tyske flag, med mindre de indhenter tilladelse fra det lokale politi først.

Inden Torben Kjersgaard Nielsen begyndte at skrive sin bog om Dannebrog, troede han, at alle bare kunne flage, som de lystede. Men en venlig politibetjent fortalte ham, at han selv havde assisteret med at fjerne et flag et sted.

”Det er nu ikke min opfattelse, at det sker særlig tit, at politiet må rykke ud i den forbindelse”, siger han og fortsætter:

”Når det gælder grænselandet, har flaget været anvendt til at markere et tilhørsforhold til enten det tyske eller det danske. I tiden under preussisk styre fra 1864 til 1920 ved vi, at dansksindede malede deres porthængsler hvide og portene røde, fordi der var forbud mod at flage med Dannebrog. Flagstængerne blev også i den periode mange steder lagt ned i en slags protest.”

”Det er måske forståeligt, at der af historiske årsager stadig kan være et vist forbehold over for det tyske flag i grænselandet. Jeg kan sagtens sidde heroppe i det nordlige Jylland og mene, at det er noget pjat, at man ikke bare kan flage med det tyske flag på samme måde, som man kan flage med det svenske i Danmark. Men nogle nulevende personer, der har været tættere på den dansk-tyske konflikt dengang, har måske en anden opfattelse, og derfor kan det give god mening at være lidt tilbageholdende med at ændre reglerne på dette område”, siger han.

Dannebrog blev forsøgt profaneret

Konflikt har der også været i forbindelse med Dannebrog. I de senere år ikke mindst under Muhammed-krisen i 2006, hvor billeder fra Mellemøsten viste, hvordan Dannebrog blev sat i brand og trampet på i protest imod Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed. Torben Kjersgaard Nielsen har gennemgået aviser fra dengang og er i tvivl om, hvorvidt afbrændingen af Dannebrog havde den ønskede effekt.

”Dengang blev Dannebrog forsøgt profaneret. Man ønskede at signalere, at Danmark og danskerne kan udslettes, da man satte ild til Dannebrog. Men for at det skal lykkes, skal nogen jo synes, at Dannebrog er hellig. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt danskerne følte, at Dannebrog blev profaneret. I alt fald er der en temmelig lavmælt tone i de aviser, jeg har haft fat i fra dengang”, siger han.

I de senere år har der også været en debat i Danmark om, hvem der egentlig har retten til Dannebrog. Ikke mindst er det med jævne mellemrum blevet hævdet, at Dansk Folkeparti ”har taget patent på Dannebrog”, som det ofte formuleres.

”Nogle danskere føler i disse år, at Dannebrog er blevet approprieret af andre danskere, som de ikke ønsker at identificere sig med. Til det er der kun at sige: Brug nu det flag. Når man siger, at en bestemt gruppe har taget patent på flaget, har man jo nærmest allerede foræret dem det”.

”Derfor var det efter min mening også et selvmål af dimensioner, da Enhedslisten i 2016 forlangte Dannebrog fjernet fra folketingssalen. Hvis ikke der skulle være plads til et nationalt symbol som Dannebrog i landets parlament, hvor skulle der så? Jeg synes ikke, man skal være bange for at bruge flaget overhovedet. Vi er alle sammen rigtig gode til at afkode de forskellige sammenhænge, og hvis Dannebrog skulle blive brugt til at flage en forståelse af Danmark kun for danskere, så kan vi godt regne den ud”.

”Det nationale er i dag et omdiskuteret emne, og med de mange udfordringer med migrantkriser og kulturmøder kunne man forestille sig, at danskerne ville skrue op for den nationale retorik, når det gjaldt Dannebrog. Men det er ikke sket, og det skal vi være glade for”, siger Torben Kjersgaard Nielsen.

’Dannebrog’ af Torben Kjersgaard Nielsen, lektor i middelalderhistorie ved Aalborg Universitet, udgivet i serien ’100 danmarkshistorier’, Aarhus Universitet.