Gå til leksikonoversigt

Kloppenborg, H.D., 1802-1882, sønderjysk landmand

Personer

H.D. Kloppenborg voksede op i et stærkt troende hjem i Haderslev. Hans far var indvandret fra Heide i Husum og var tingskriver i byen. Han blev gift med en datter af den ansete borgerfamilie Otzen i Haderslev, og i dette ægteskab fødtes Hans Diderik som tredje søn. Han gik i skole hos herrnhuterne i Christiansfeld, hvor undervisningssproget formentlig har været tysk. Som ung kom han i lære hos sin morbror som tobaksspinder.

Hensigten var oprindeligt, at han skulle overtage tobaksspinderiet, men i 1821 blev han sendt til Bejstrupgård i Københoved, som morbroderen havde købt nogle år tidligere. Her skulle han stå for gårdens drift, og selv om han ikke var bonde, befandt han sig godt både ved landbruget og blandt naboerne i byen, så han endte med i 1826 at overtage gården, som han drev til sin død i 1882. 

Det var formentlig først i ægteskabet med Mette Kirstine, indgået 1833, at hjemmesproget skiftede fra tysk til dansk. Sammen fik de datteren Ane Marie, som mod faderens vilje blev gift med J.N.H. Skrumsager.

H.D. Kloppenborg blev sognefoged i Skrave sogn og havde mange andre lokale tillidshverv. Han var aktiv i nationale og kristelige spørgsmål, og da hans aktiviteter efter 1864, da Sønderjylland var blevet preussisk, irriterede myndighederne, besluttede han at bygge et kampestenshus på den danske side af Kongeåen. Han kaldte huset for "Frihed", og det fungerede som en slags tilflugtssted. For at få en direkte forbindelse til huset lod han opføre en bro over Kongeåen.

Litteratur:
Københoved Bysamfund. Bidrag til Skrave Sogns historie. Konrad Jørgensen Forlag, Kolding, 1950. 

Mindesten over H.D. Kloppenborg rejst i Skibelund Krat i 1894. Foto fra 2020.

Mindesten over H.D. Kloppenborg rejst i Skibelund Krat i 1894. Foto fra 2020.

Foto: Hjart, CC BY-SA 4.0