KRONIK: Genforeningen er mere relevant end nogensinde

Af Henrik Dam Kristensen, formand for Folketinget, og Jens Andresen, formand i Grænseforeningen.

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark. Den ubetinget største glædesbegivenhed i 1900-tallets Danmark, dokumenteret med næsten 600 nu fredede genforeningssten i alle hjørner af landet. Monumentet er i europæisk sammenhæng helt enestående og et udtryk for sammenhængskraften i nationen og staten.

Slesvig eller Sønderjylland havde været stridens æble i forhold til vores tyske nabo siden 1830’erne. Kernespørgsmålet var, hvor Tyskland stopper, og hvor Danmark begynder.

Det spørgsmål var der mindst fem forskellige svar på. I de tyske lande mente fremtrædende kulturpersonligheder som f.eks. brødrene Grimm, der ud over at skrive eventyr også havde markante politiske synspunkter, at grænsen burde gå ved Skagen og Lillebælt, mens andre argumenterede for en grænse ved Kongeåen.

I Danmark kunne man tilsvarende finde politikere og kulturpersonligheder, herunder kongen, som foretrak en grænse ved Elben eller ved Ejderen eller til nød ved Danevirke.

Det kom der to krige og mindst fire alvorlige forfatningskriser ud af, hvilket historiker Steen Bo Frandsen har pointeret.

Vi har valgt at gå sammen om at fortælle historien om genforeningen, fordi der løber to spor i historien, som vi hver især repræsenterer. Den er dels formet af politiske overvejelser og beslutninger, dels af civilsamfundets vilje til at bygge bro mellem forskellige kulturer og lægge fortidens stridigheder bag sig.

Med den tilgang er der grundlag for at skaffe sig en dybere indsigt og forståelse for genforeningen og grænsedragningen, som vi markerer i 2020, men som ikke er historiens afslutning.

Grænsen var først til diskussion i 1848, da slesvig-holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med en fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældigt styret.

Novemberforfatningen i 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte til den næste krig, nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning langs Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Og en diskussion om, hvorvidt Danmark overhovedet kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Vi minder om kong Christian IX’s følere til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri.

Men mest afgørende: Det er med nederlaget på Dybbøl og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser, der fik stor betydning i resten af århundredet.

De dansksindede sønderjyder betalte prisen som preussiske undersåtter, der sendte længselsfulde blikke mod det Danmark, de følte sig knyttet til.

Efter Det Tyske Kejserrige havde tabt Første Verdenskrig, kom grænsen igen i spil. Versailles-traktaten trådte i kraft 10. januar 1920, og en international kommission fik ansvaret for at gennemføre en folkeafstemning ud fra princippet om folkenes selvbestemmelsesret.

Folkeafstemningen blev efter en voldsom kampagne gennemført 10. februar i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland), hvor 75 procent stemte for, at Sønderjylland skulle være en del af Danmark. 14. marts viste folkeafstemningen i Flensborg og Mellemslesvig et tilsvarende klart flertal for, at Flensborg og Mellem- og Sydslesvig skulle forblive under Tyskland.

Afstemningen førte til den tredje. forfatningskrise, Påskekrisen i 1920, statskup og efterfølgende klarhed om, at kongehuset aldrig igen kunne gøre nogen indflydelse gældende i spørgsmålet om regeringsdannelse.

Der opstod et behov for at tilpasse grundloven til Nordslesvigs indlemmelse i det danske rige. Det skete med et tillæg til grundloven i september 1920.

I den forbindelse blev det slået fast, at kongen ikke længere havde eneret til at træffe beslutninger om landets udenrigs- og forsvarsforhold. Det ville fremover kræve Rigsdagens samtykke. Som en konsekvens blev Udenrigspolitisk Nævn oprettet i 1923 som et parlamentarisk organ, der rådgiver regeringen i spørgsmål af større udenrigspolitisk karakter.

Og så havde afstemningen et resultat, som skabte et dansk mindretal syd for den nye Kruså-grænse, som kom til at gå nord om Flensborg og syd om Tønder. Modsat opstod der et lidt større tysk mindretal nord for den nye grænse.

Når vi fejrer 100-året for genforeningen og grænsedragningen i 1920, markerer vi af helt logiske årsager også 100-året for oprettelsen af de to mindretal.

Skuffelsen var enorm i det danske mindretal i Sydslesvig, som især var koncentreret i den nordlige del af Flensborg. Kun ca. 25 procent stemte dansk i Flensborg.

De dansksindede sydslesvigere måtte nøjes med at møde Christian X i Kruså, da han 12. juli 1920 var undervejs fra genforeningsfesten på Dybbøl til Tønder. Her gentog kongen statsminister Niels Neergaards ord: »De skal ikke blive glemt« med en virkningsfuld omskrivning til »I skal ikke blive glemt«.

Sydslesvig var tabt. Men både Flensborg-folk, der ønskede en grænse syd om Flensborg, og Danevirke-mænd, der havde et håb om en grænse ved Danevirke, var ikke til sinds at opgive håbet.

Grænseforeningen blev oprettet 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med resultatet af folkeafstemningen i 1920 og med en vision om, at grænsen på et senere tidspunkt skulle flyttes mod syd. Enten med historiske argumenter, eller fordi sindelaget havde ændret sig. De mest aktive kredse, som bl.a. omfattede skibsreder A.P. Møller, så gerne en grænse helt nede ved Ejderen.

Det tyske mindretal nord for grænsen udviklede lignende forhåbninger om en grænseflytning mod nord.

Efter Nazitysklands sammenbrud i 1945 kom grænsen igen i spil – og igen med en forfatningskrise til følge.

Befrielsesregeringen fastslog allerede 9. maj 1945, at »grænsen ligger fast«, men den efterfølgende Venstre-regering med Knud Kristensen som statsminister var ikke helt så fast i kødet.

Statsministeren gjorde sig i løbet af 1946 som privatperson til talsmand for en grænserevision, hvilket førte til regeringens fald i 1947. Igen havde grænsespørgsmålet direkte påvirket Folketinget og regeringsdannelsen.

Efter valget i 1947 dannede Hans Hedtoft en socialdemokratisk mindretalsregering, selv om Knud Kristensen høstede stor popularitet og mange stemmer på sin holdning i grænsespørgsmålet. Men de konservative med Christmas Møller i spidsen ville ikke være med. Derfor blev det Hans Hedtoft, der i 1950 modtog 800.000 underskrifter med krav om en ny afstemning om grænsen, naturligvis med henblik på et sydligere forløb.

De mange underskrifter (svarende til over en tredjedel af alle vælgere) var indsamlet af Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 under ledelse af professor Hans Larsen Hansen og delvist finansieret af skibsreder A.P. Møller.

Underskriftsindsamlingen ændrede ikke regeringens politik. Grænsen lå fast, og den territoriale diskussion, som havde stået på siden begyndelsen af 1800-tallet, var afsluttet.

Grænseforeningen forfulgte under formand Holger Andersen en mere afbalanceret politik, selv om flere af Grænseforeningens øverste tillidsfolk var meget aktive i Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945.

Det lykkedes for Holger Andersen at favne modsætningerne i Grænseforeningen og undgå en ødelæggende afstemning om, hvorvidt Grænseforeningen skulle støtte en aktivistisk grænsepolitik eller indordne sig under en ny europæisk virkelighed med Tyskland som afgørende samarbejdspartner og allieret.

Det danske mindretal fik en voldsom medlemstilgang umiddelbart efter krigens afslutning. En kæmpeindsats i det danske civilsamfund med Grænseforeningen i front indsamlede midler og gjorde det muligt at tage imod de mange nye i mindretallet med oprettelse af nye skoler, biblioteker og andre institutioner. Mindretallets størrelse stabiliserede sig med skønsmæssigt 50.000 dansksindede tyske statsborgere, mens det tyske mindretal i Sønderjylland tæller ca. 15.000 tysksindede danske statsborgere.

Således faldt der ro over grænsespørgsmålet. København-Bonn-erklæringerne fra 1955 garanterede de to mindretals politiske og kulturelle frihed og en langsom proces fra krig og modsætning til dialog og gensidig tillid tog sin begyndelse.

Staten stod ved Niels Neergaards og Christian X’s ord fra 1920: De blev ikke glemt. Støtten til de dansksindede har aldrig været genstand for politisk strid mellem Folketingets partier. I dag modtager de danske sydslesvigere et årligt statstilskud i størrelsesordenen knap 500 mio. kr. til mindretallets kulturelle arbejde.

Grænsens historie og fortællingen om Sønderjylland er en glemt, men i virkeligheden afgørende rød tråd i den moderne danmarkshistorie. Modsætningen til vores tyske nabo har gennem de sidste 200 år været med til at skabe den fællesskabsfølelse og sammenhængskraft, som kendetegner det danske samfund.

Et fælles fjendebillede stimulerer som bekendt fællesskabet, og bærende strukturer i det danske fællesskab bygger på denne modsætning. Der var noget, vi var fælles om, inden vi blev politisk uenige.

Dette fælles ’vi’ blev motor for dannelsen af en velfærdsstat med grundlæggende solidaritet på tværs af alder, geografi og social status. Et samfund båret af gensidig tillid, gratis sundhedssystem og uddannelsessystem m.v.

Men vi skal huske at tage misteltenen i ed. Det lighedstegn mellem folk og stat, som blev etableret i 1864 og forfinet ved genforeningen i 1920, er udfordret af en verden, hvor vi rykker tættere på hinanden og står med enorme fælles udfordringer.

Den tids grænsebegreb, hvor grænsen var en entydig linje gennem landskabet, markeret med 277 grænsesten, er under forandring.

Grænsen forandrer sig fra en linje til et rum, et 150 km bredt bælte mellem Kielerkanalen og Kongeåen, hvor man på tværs af sprog og kultur samarbejder om fælles løsninger. Lidt kækt sagt: Danmark begynder ved Ejderen, men Tyskland slutter først ved Kongeåen.

Den skarpe grænselinje symboliserer også en ’enten-eller’-identitet, som er ved at udvikle sig til en anakronisme.

De unge fra mindretallene i grænselandet hævder, at deres identitet afhænger af tid og sted og er kendetegnet ved ’både-og’. Nogle gange føler de sig meget danske og på andre tidspunkter meget tyske. De har en såkaldt bindestregsidentitet og ligner på det punkt unge i Danmark med anden etnisk baggrund – eller de unge, som uden besvær bevæger sig frit rundt i en globaliseret verden.

Hvor man i grænselandet tidligere gjorde sig selv til periferi ved at stå med ryggen til grænsen og hinanden, har man over de sidste årtier udviklet et tæt grænseoverskridende samarbejde, hvor fælles problemer løses i fællesskab regionalt.

Vi har endda set en dansksindet kulturminister i den slesvig-holstenske regering, Anke Spoorendonk fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og en dansksindet overborgmester i Flensborg, Simon Faber fra SSW, samt en tysksindet kulturudvalgsformand i Sønderborg, Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti, såvel som i Tønder, Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Fortidens enten-eller-retorik forandrer sig til en nutidig både-og-retorik, hvor vores identitet ikke defineres i modsætning til, men i mødet med de andre.

Genforeningen i 1920 var en enestående glædesbegivenhed for de dansksindede sønderjyder og for danskerne i øvrigt.

Markeringen af 100-året giver os lejlighed til at reflektere over, hvilken relevans den historie har i dag, både i det nære familiemæssige, i det lokale og regionale og i det nationale perspektiv. Faktisk rækker fortællingen om genforeningen helt ud i det internationale, fordi vi i det dansk-tyske grænseland har helt enestående viden og dyrekøbte erfaringer om, hvordan man håndterer mødet med de andre.

Når vi i år markerer 100-året, er det en særlig pointe, at vi kan gøre det i samarbejde og med god forståelse for begge mindretal og med den tyske flertalsbefolkning i Slesvig-Holsten, der ikke har en genforening at fejre. Vi kan alle, uanset identitet og tilknytning, glæde os over 100 års positiv udvikling hen mod gensidig respekt og endda trække pointer frem, som peger fremad: fra grænselinje til grænserum, fra enten-eller til både-og, fra modsætning til samarbejde.

Og vi kan glæde os over, at markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i løbet af 2020 glider over i det dansk-tyske kulturelle venskabsår. Meget tyder på, at næsten 200 års modsætning til vores tyske nabo er ved at finde sin afslutning.

Det er en kendsgerning, der kommer til at gå som en rød tråd gennem jubilæumsårets mange markeringer.

Folketinget og regeringen har hver afsat fire millioner kroner til folkeoplysning om genforeningens historiske, politiske og kulturelle betydning.

Vi glæder os over de mange arrangementer, der spredt over hele landet vil kaste lys over dette kapitel af danmarkshistorien. Genforeningen trækker tråde frem til i dag og har betydning for, hvordan vi definerer os som stat og som danske statsborgere.

Denne kronik er bragt i Politiken den 1. januar 2020.