Er grænsen den samme om hundrede år?

Af Steen Bo Frandsen, professor og dr.phil., leder af Center for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet. 

I dag har vi hørt om den dansk-tyske grænses tilblivelse for hundrede år siden. Grænsedragningen blev begyndelsen til en normalisering af forholdet, som var blevet bragt ud af balance af 1800-tallets nationale ideologier, men det varede længe, før der faldt ro over grænsen. Faktisk taler vi om så langt et tidsrum, at det må undre, at løsningen ofte præsenteres som en model for andre omstridte regioner. Efter devisen: hvis I gør, som vi gjorde, bliver alting godt om hundrede år. Noget af det, der gjorde denne proces så langvarig, var den stærke fokusering på grænse og national antagonisme, men det havde også omkostninger at etablere et nationalt skel tværs over halvøen. Gamle forbindelseslinjer blev revet over og grænseregionen blev med tiden en dobbelt periferi.

Den misforståelse, at nationer lod sig dele ved klare linjer, havde følger, for nationalstatsgrænser skabte mindretal, som ikke havde eksisteret før. Mindretallene var som i andre grænseregioner længe en kilde til usikkerhed. De bidrog i perioder selv til at provokere uro, men de indtager i dag en vigtig rolle i det grænseoverskridende samarbejde. Og netop det grænseoverskridende aspekt og arbejdet med at udvikle kontakter, pleje forbindelser og erkende, at der faktisk er noget på den anden side af grænsen, som man må forholde sig til og har brug for, kom til udtryk i tidligere indslag: Grænsen som mulighed, udfordring og spore til samarbejde er rykket i forgrunden. Det fortæller os, at vi i dag har at gøre med en fundamentalt anderledes grænse.

Der er en vis forventning til historikerne om, at de skal være med til at fejre bestemte begivenheder i fortiden, når de fylder rundt. Det er ikke uforskyldt, for historikerne har flittigt konstrueret den kanon af erindringssteder, der danner kernen i den nationale kulturs jubilæer og festligheder. Samtidig beskæftiger historikerne sig mere end mange andre med at stille spørgsmål til fortiden og tenderer måske netop derfor mod at opfatte jubilæer som en anledning til at gentænke begivenheden i dens kontekst og dermed i dens betydning for eftertiden. Det rummer en slags jobgaranti, for enhver tid stiller sine egne spørgsmål til fortiden, og derfor har enhver tid sin egen historie.

En mulighedsgrænse

Historien er under stadig forandring. Indiskutable historiske kendsgerninger findes, men deres betydning for nutiden er genstand for stadig forhandling. Det stiller sig ikke anderledes med grænser. Derfor er der, hvis vi skal overveje grænsens fremtid, gode grunde til at erindre dens fortid. Men der er grund til at være kritisk, for der har været ringe interesse for at søge inspiration i en region, hvis historie rummede meget andet end de modsætninger, nationale historikere vægtede. Fremtidens grænse må betragtes som en mulighedsgrænse. Det grænseoverskridende vil også fremover omfatte en bred vifte af aktiviteter, men der er også et påtrængende behov for at fortælle en anden historie om grænsen og regionen med afsæt i de ressourcer og den kultur Slesvig besad, inden det blev delt.

Det er let at stirre sig blind på en grænse, men den er altid del af noget større. Den dansk-tyske grænse blev ikke til, fordi menneskene i regionen absolut ville have den. Den skyldtes ikke lokale og regionale så meget som nationale og internationale udviklinger. Stort set alle stød til forandringer kom udefra. Grænsen blev bestemt, fastlagt og defineret langt fra grænseregionen. De nationale ideer opstod ikke i Slesvig, som ikke vågnede men langt mere blev ublidt vækket af politiske agitatorer fra København og Kiel.

Slesvigske anliggender blev diskuteret i parlamenter i Frankfurt, Berlin og København, og fjerne regeringer og fremmede magter tegnede delingslinjer på kortet. Under fredsforhandlingerne i Paris efter Første Verdenskrig blev der truffet beslutning om at holde folkeafstemninger, der førte til Slesvigs deling. Den løsning, der skabte grundlaget for et nyt naboskab efter Anden Verdenskrig, kom til veje i forbindelse med Vesttysklands optagelse i NATO. Aftalerne i 1955 fik med rette navn efter Bonn og København; og det store skred i grænsens status blev forbundet med Schengen.

Efter 1955 var grænsens nationalpolitiske symbolvirkning betydelig. Den stod som et bolværk mod den truende verden udenfor. Det tog temmelig lang tid at realisere, at Danmark omend tøvende blev draget ind i en europæisk proces, der ændrede de gamle grænsers rolle og betydning til ukendelighed. Danmark og Vesttyskland blev militære allierede og deltog fra 1973 som partnere i det voksende politisk-økonomiske europæiske samarbejde. Grænsen løb mellem to nationalstater, men det bilaterale trådte i baggrunden, fordi det europæiske samarbejdes aftaler definerede de europæiske grænser. Modstanden mod euroregionen viste, hvor let en bestemt fortid stadig lod sig mobilisere mod et udvidet samarbejde blandt naboerne, men næppe nogen beklagede de økonomiske fordele, der var forbundet med den europæiske grænsepolitik. Modstanderne af Schengen kæmpede også for den gamle grænse, men med deres nederlag gik udviklingen i hvert fald en tid mod en åben fredsgrænse, voksende samarbejde og grænseoverskridende kontakter. Den proces ændrede grænseregionen, og den ændrede mindretallenes rolle fra at være gidsler i den nationale modsætning til at blive profitører af det åbne europæiske grænsesystem.

Grænser er processer

Gør vi status over et århundrede med Slesvigs deling, kan vi med rimelighed hævde, at naboskabet er bedre end nogensinde siden 1920. Fortidens strid ligger bagude. Historien giver dog anledning til at mane til eftertænksomhed og ydmyghed. Det nordirske eksempel peger på nødvendigheden af at forstå, at grænsen er en proces. Den er aldrig færdig, og arbejdet med at udvikle den og relationerne på tværs heller ikke. En fredsgrænse opstår ikke af sig selv. Det kræver store og kontinuerlige anstrengelser at bygge broer og vinde tillid. Når målet er nået, skal broerne og tilliden vedligeholdes. Hvis man ikke passer på, kan det gå galt igen.

Fortrøstningsfuldt kan grænseforskeren besvare spørgsmålet, om grænsen vil være den samme i 2120 med et nej. Grænsen, der for hundrede år siden delte det historiske hertugdømme i to, ligger præcis på samme sted. Alligevel er det ikke den samme og skiller ikke engang de samme to stater. Måske vil grænsen blive liggende, selv om to hundrede år for en europæisk statsgrænse hører til undtagelserne. Men selv da vil den ikke være den samme som i dag. Kun fantasien sætter grænser for de teknologiske muligheder i grænseovervågning, og de vil få vildsvinehegn og paskontrol til at virke lige så anakronistisk latterlige, som posekiggerne ved Københavns porte på Frederik 6's tid gør det på os.

Allerede i nutiden har de fleste mennesker en utidssvarende opfattelse af grænsen, der er forbundet med forestillinger, der måske var holdbare for årtier siden. Menneskene forestiller sig grænser som stabile. Som sikkerheder, der giver dem et hold i en foranderlig verden. Det er et sikkert bevis på grænsens succes, at den efter blot hundrede år betragtes som endelig. Erfaringen siger, at der ikke vil ske noget dramatisk med linjen ved Skelbækken, men historien giver ikke noget belæg for at mene det. Den fortæller især om konflikter, krige, erobringer og grænser, der bliver flyttet. Overvejer vi grænsen i et langt historisk perspektiv bliver hundrede år hurtigt et kort tidsrum, der ikke vejer tungt i forhold til tidligere grænser og delelinjer i regionen.

Vi erindrer os igen, at grænser er processer. Det er nyttigt at kende en grænses tilblivelse og historie for at forstå dens forløb og betydning, men man skal være varsom med at lade grænser, som de var engang, bestemme vores billede af dem i dag. Den dansk-tyske grænse over halvøen er et eksempel. Slesvig kendte gennem historien mange grænser, men et skel trukket efter nationale principper havde aldrig eksisteret før. Hundrede år tidligere ville ingen være kommet på den forrykte ide at dele Slesvig efter nationalitet, efter sprog, i dansk og tysk - selv om danske og tyske historikere derefter fortalte Slesvigs historie som en endeløs og bitter tvekamp mellem de to nationer. Det var den ikke. Regionens vigtigste karaktertræk var netop det blandede og uentydige. Sprog og kultur var hverken dansk eller tysk i renform.

Grænser bliver gerne tænkt som linjer, men faktisk er de rum. På landkortet ses de som streger, der ordner geografien i adskilte enheder af forskellig farve. Men verden skifter sjældent farve så brat, når man krydser en grænse. Landskabet er omtrent ens, og menneskene på begge sider af grænsen kan have mere tilfælles end med deres landsmænd i andre landsdele. Det havde de jo også inden grænsen kom. Alle, der lever nær en grænse, må på den ene eller anden måde forholde sig til det, der er på den anden side.

En bitter nationaliseringsproces

Genforeningen var ikke for alle. Der opstod mindretal på begge sider af den nye grænse, som havde foretrukket at være på den anden. Afstemningstallene gav det ønskede indtryk af en entydig afgørelse, men stemmesedlen spurgte også kun slesvigerne om dansk/dänisch eller tysk/deutsch. Man kunne ikke være lidt af det ene og lidt mere af det andet. Regionen havde i århundreder været kendetegnet af blandede identiteter, men da afstemningen fandt sted, havde den allerede en lang og bitter nationaliseringsproces bag sig. Den skabte de stærke nationale forestillinger i store grupper på begge sider, der lagde grunden til en deling efter nationalitet.

Men selv om grænsen var en delingslinje, skabte den et rum, og grænseregionen rummer begge sider. I 1920 blev Slesvig en grænseregion og er det stadig. Grænsen deler regionen og skaber dermed både problemer og muligheder. Initiativtageren til grænseregionsforskningen, historikeren Troels Fink, kaldte sit trebindsværk om begivenhederne for hundrede år siden “Da Slesvig blev delt”. Og selv om deling eller den i datidens officielle sprogbrug almindelige indlemmelse lyder mindre festligt til et jubilæum end det ideologiske begreb genforening, træder delings-perspektivet forhåbentlig langt stærkere frem i jubilæumsåret, end der på forhånd er lagt op til. Fordi det mere præcist og neutralt beskriver, hvad der skete i 1920, og dermed åbner en nuanceret diskussion af konsekvenserne og den historiske dimension.

Den nationale historiefortælling var alt for længe behersket af det nittende århundredes perspektiv med kamp, ufred og gensidigt had. Den mundede ud i fortællingen om grænsen som et lykkeligt opnået mål. Begrebet genforening lyder som om alting er løst og lykkeligt overstået. Fortællingen egnede sig til at kultivere fjendebilleder og opbygge nationalstater, men den er kontraproduktiv, hvis fremtidsmålet er at samarbejde og overvinde barrierer. Slesvigs deling rummer andre undertoner, og der er i fortællingen om grænsen ikke grund til at undertrykke dem. Grænsedragningen i 1920 skaffede mange vanskeligheder af vejen, men ikke alle og den skabte nye. Begge halvdele af Slesvig står hundrede år senere på mange punkter svagere end resten af deres respektive stater og er stadig hæmmet af, at den samlede region mistede det flow og den dynamik, der var dens DNA som et gennemgangsland. De nationale historiefortællinger gør det meget svært at forstå hertugdømmets rolle og betydning i den danske stats lange historie. Især fordi det aldrig var dansk på samme måde som kongeriget var dansk.

Historien om grænsen er knyttet til det dansk-tyske naboskab, og for danskere og tyskere ender historien og nationen i en vis forstand ved grænsen. Men selv om det i princippet også gælder for det delte Slesvig, stiller sagen sig anderledes med grænseregionen. Den er i det sidste århundrede defineret af grænsen, der deler den, men hverken den danske eller den tyske side har en historie, der udelukkende kan ses i danske eller tyske kategorier. For regionen var i fortiden ingen af delene. Erkendelsen af grænseregionens lange historie som overgangsland og blandingsområde er en vigtig inspiration, når hele den dansk-tyske historie skal skrives i et nutidigt perspektiv.

I 2120 forstår folk muligvis slet ikke kategorier og stridsspørgsmål, som allerede i vore dage giver en anden mening, end de gjorde i 1920. Måske vil nutidens begreber have mistet deres betydning. Vi skal ikke langt tilbage, før "folkenes selvbestemmelsesret" virkede som en urealistisk ide, og ingen ved, hvilke principper fremtiden vil lade gælde ved grænsedragninger. Måske kommer helt andre aspekter til at spille en rolle: Den franske historiker Fernand Braudel argumenterede for mere end et halvt århundrede siden for at dele historien i en “histoire événementielle” -  begivenhedshistorie - og en “longue durée” - bestemt af naturforhold og materielle betingelser. Grænsedragning, national konflikt og selvbestemmelsesret hører til den korte begivenhedshistorie, men også Slesvig opviser dybereliggende faktorer, der ikke alle lader sig underordne den nyere tids grænsedragninger. Der findes en landskabelig kontinuitet, og naturforholdene begrunder livsbetingelser og livsformer i denne og tilgrænsende dele af halvøen. Og vi behøver kun at erindre os de dramatiske overleveringer om stormfloder og ødelæggende naturkatastrofer langs den slesvigske kyst. I en tid, der gerne påkalder apokalyptiske scenerier med klimakatastrofer som stigende vandstande i verdenshavene, er det let at tænke sig situationer, hvor nationalstaters tilfældige grænsedragninger kunne blive udsat for et betydningstab af helt andre dimensioner end truslerne fra Schengen og vildsvinene.

Genopdag Slesvig

1920-grænsens jubilæum er blevet kædet sammen med et dansk-tysk venskabsår, og netop grænsens udvikling berettiger til en positiv vurdering af naboskabet. Det må give anledning til overvejelser om, hvordan naboskabets og dermed grænsens historie skal fortælles fremover. Risikoen ved forbindelsen mellem grænsejubilæum og venskabsår er, at der igen arbejdes med klart definerede rum og farver, hvor grænseregionen gerne skulle afspejle, at virkeligheden er overgange med de enkelte nuancer blandet med hinanden. Der er stadig noget tysk nord for grænsen og noget dansk syd for grænsen. Det skal bruges konstruktivt til at modvirke fortællingen om den bratte overgang. Modsat kan venskabsåret måske modvirke den tendens som med begrebet genforening endnu engang truer med at vende ryggen til grænsen og overse, at det ikke kun er Danmarks men også Tysklands grænse, og at ikke kun danskerne men i høj grad også tyskerne har ansvaret eller æren for den positive udvikling, grænsen har gennemgået.

Det er vigtigt at opmuntre til at genopdage de sider af Slesvig, der ikke er knyttet til nationale fortællinger om konflikt, men som vender opmærksomheden mod forbindelser, mod overgangene og det blandede. De nationale ideologier frygtede disse aspekter som livstruende for det rene og entydigt nationale, men de havde i historien haft en gensidig inspirerende og æggende karakter. Der er ikke behov for længere at skrive historien om den skarpe grænse som det store mål. Der er ikke brug for linjen men for rum for at slippe ud af en fortid med hegn og mure. Det er vigtigt at kunne se over grænsen uden at mene, at man ser på noget man skulle have eller skulle have haft eller en dag får tilbage. Efter det første århundrede må målet være at komme nærmere en grænse naboerne er fælles om, som forbinder mere end adskiller. Det ville svare bedre til grænseregionens historie, til den lange dansk-tyske historie, og det ville gøre det lettere at tage afsked med den tanke, at grænsen er noget, der ikke må forandres og i stedet acceptere dens proceskarakter og at kun det, der forandrer sig, går med tiden og har bestand.

Fredsgrænsen er ingen selvfølge, men forlanger en fortsat utrættelig indsats. Hertil hører en ny tidssvarende fortælling, hvor uovervindelige forskelle bliver afløst af fortællinger om en fortid, der ikke kun var strid og peger mod en fremtid med fælles mål og muligheder. Historien viser vigtigheden af at forstå grænsen rumligt frem for som en skarp linje. Hvis en grænseregion og de mennesker - flertal som mindretal - der lever i den skal trives peger alt i retning af en så rumlig forestilling og så lidt grænse som muligt. Det går hånd i hånd med et arbejde for konstruktiv forskellighed.

Steen Bo Frandsen, professor og dr.phil., er leder af Center for Grænseregionsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.