Gå til listen over genforeningssten

Horne

Horne

Foto: Hans Wendelboe Bøcher

Horne har fået sin genforeningssten i 2020 

Genforeningsstenen blev afsløret på 100-årsdagen for Genforeningen 15. juni 2020 i Præstegårdsskoven. 

Initiativtager var historiker og tidligere efterskolelærer er Hans Wendelboe Bøcher. Han havde en stor interesse for Danmarkshistorien – og omkring Valdemarsdag modnes hans interesse for Genforeningen.

Han har mejslet årstallene '1920' og '2020' i den rødlige granitsten, der har ligget som sokkelsten siden 1920/1921 i Højruphus (Hans W. Bøchers nuværende bolig)  indtil en ombygning i 2008 – og derefter i haven indtil den nu er blevet til genforeningssten

Stenen måler ca. 45 cm. i højden og er indstøbt i en 35x35 cm. betonsokkel, der er lavet af Jacob Christensen.

Arrangementet begyndte med fællessangen, Johan Ottosens 'Det haver saa nyligen regnet', hvorefter Hans Wendelboe Bøcher holdt en kort tale, hvori han med henvisning til sangens sidste linje blandt andet sagde: 

(…) "det har slet ingen hast for den som tror". (..) 100 år er gået siden Sønderjyllands genforening med resten af Danmark. Det har altså taget 100 før vi her, langt mod nord, vælger at fejre og markere de bogstaveligt talt skelsættende begivenheder. Men det har slet ingen hast for den som tror, for genforeningen, samlingen, fællesskabet er evigt gyldige nøgleord, der til hver en tid er værd at fejre. Det er vigtigt at holde fast i historien. - Ellers bliver vi rodløse og modløse. At forstå, at man ikke omkostningsfrit kan flytte rundt på folk, men at alle har ret til at leve og bo der, hvor man er vokset op med sin kulturelle identitet, sit sprog og sit fællesskab; det er nøglen til at få det internationale og det nationale - og lad mig bare tilføje: det helt lokale - til at gå hånd i hånd (…).

Herefter holdt formand for Hirtshals Fyr, pensioneret bankafdelingsdirektør Kurt Bærentsen hovedtalen. Her sagde han blandt andet: 

(…) Genforening, at forenes, at mødes, at samles, at gense hinanden - er lig med fællesskab. Når vi går tur her med vores børn, børnebørn, oldebørn, så minder denne sten om vores historie og vi kan fortælle dem, at i 1864 tog Tyskland hele Sønderjylland - helt op til Kolding. Stenen skal minde os om vores identitet, vores historie og fællesskab. Den er også med til, at vi husker alle de ting og fællesskaber, vi samles om her i Horne. Præstegårdsskoven er et godt eksempel på et projekt, der kun kan blive til noget, hvis vi samles og forenes. Hornestien og Det Grønne Hjørne er andre eksempler på, at når vi står sammen, vi samles og genforenes, ja, så er fællesskabet stærkest (…).

Herefter løftede Kurt Bærentsen og Hans Wendelboe Bøcher Dannebrog, der lå over stenen.

Musiker og lærer Kaj Bertelsen spillede til endnu en fællessang, "Hvor mågerne skriger" af Jørgen Sørensen.

Genforeningsstenen er den nordligste i Danmark.

Gps-koordinater (link): 57.56133 9.98314

Se også folderen fra indvielsen