Grænselandets mindretal cykler til Berlin og København
Med et års forsinkelse markerer cykelholdet Team Grænzland 100-året for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland med en cykeltur på knap 1.000 km fra grænsen over Berlin til København fra 21.-26. august.
Team Grænzland, der her ses på deres sidste træningstur, skal fra lørdag den 21. til torsdag den 26. august cykle de knap 1.000 kilometer fra grænsen over Berlin til København.
Foto: Rasmus Meyer/Sydslesvigsk Forening (SSF)
Team Grænzland, der er et cykelhold bestående af 30 medlemmer fra det danske mindretal og det tyske mindretal samt flertalsborgere fra Danmark og Tyskland, skulle have markeret 100-året for den fredelige grænsedragning i 2020 med en cykeltur fra grænsen over Berlin til København. Cykelturen, der måtte udskydes på grund af coronapandemien, finder nu sted med et års forsinkelse fra den 21. til den 26. august.
Det glæder holdkaptajnen Uwe Jessen, generalsekretær i det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), at cykelholdet, som både det danske og det tyske mindretal står bag, nu kan begive sig ud på den knap 1.000 km lange cykeltur.
”Det er dejligt, at det nu – med godt et års coronabetinget forsinkelse – lykkes at komme afsted. Vi glæder os til at møde vore venner i Berlin og København”, siger Uwe Jessen i en pressemeddelelse.
Formålet med Team Grænzland er at gøre opmærksom på grænselandet og dets mindretal. BDN’s formand Hinrich Jürgensen, der også selv er med på cykelholdet, uddyber overfor Sydslesvigsk Forening (SSF), at ideen til holdet udsprang af, at et par cykelentusiaster fra mindretallet havde engageret sig i Team Rynkeby, der med et velgørende formål hvert år cykler fra Danmark til Paris.
”Her opstod ideen om, at vi også kunne lave et cykelhold. Samtidig var der overvejelser om at markeringerne ikke kun skulle finde sted her i grænselandet. Begivenheden skulle også tydeliggøres i Berlin og København. På den måde passede flere ting sammen, og idéen med cykelholdet og turen voksede”, siger Hinrich Jürgensen til Sydslesvigsk Forening.
Når cykelholdet lørdag cykler fra Padborg til Ahrensburg, er det den første af i alt seks etaper. Undervejs bliver holdet modtaget i den slesvig-holstenske delstats repræsentation i Berlin, hvor de bydes velkommen af af repræsentationens leder, statssekretær Sandra Gehrken (CDU), Danmarks ambassadør i Tyskland Susanne Hyldelund og den tyske forbundsregerings delegerede for mindretalsanliggender Bernd Fabritius (CDU).
Når holdet torsdag den 26. august ankommer i København, bliver det med modtagelse på Christiansborg ved Folketingets præsidium og repræsentanter for den tyske ambassade i Danmark.
Oprindeligt skulle holdet have bestået af 50-70 ryttere. På grund af den af coronabetingede aflysning er holdet dog reduceret til 30 ryttere, som har trænet til turen de seneste to år. Holdet støttes derudover af et serviceteam på ni personer, der består af to kortlæsere, to mekanikere, fire på madholdet og en lastbilchauffør.
Team Grænzland organiseres af Sydslesvigsk Forening (SSF), Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger og Deutscher Jugendverband für Nordschleswig.
-
Se turens forløb her
21.8. Padborg - Ahrensburg (181 km)
22.8. Ahrensburg – Havelberg (195 km)
23.8. Havelberg – Berlin (120 km)
24.8. Berlin – Linstow (181 km)
25.8. Linstow – Rostock – (færge) – Gedser - Vordingborg (80 km + 60 km = 140 km)
26.8. Vordingborg – København (111 km)
Flere nyheder: