Solen skinner på A.L. Drewsens Vej på Østerbro i København, hvor Folketingets nestor og præsident for Nordisk Råd, Bertel Haarder, har boet siden 1975 sammen med sin kone Birgitte og parrets fire børn. I dag bor næste generation, hans søn og svigerdatter med børn, i et nyt, rødt træhus, der er bygget på den store grund omkranset af gamle træer, der ligger som et grønt åndehul midt i storbyens larm.

I 1800-tallet var det en anden familie, der boede her: Adolf Ludwig Drewsen, der var konferensråd og dommer, og hans familie, og H.C. Andersen kom til middag hver tirsdag. Men skyerne samlede sig over Østerbro, da sønnen Viggo vendte hjem fra krigen i 1864, skadet som han var for altid i sit sind efter det danske nederlag. Resten af sit liv boede Viggo med sin hustru og barn i et hus, der blev bygget på grunden, og eventyrdigteren skrev om Viggo og hans krigstraumer i sine dagbøger, forklarer Bertel Haarder.

“Det betyder noget, at historien på den måde bliver en del af ens omgivelser. Man indånder historien, når man bor i gamle huse”, siger Bertel Haarder med et smil, mens han viser vej gennem huset og op i stuen, hvor lyset vælter ind gennem de store vinduer til den hyggelige sofakrog. Gennem en glasvæg ind til arbejdsværelset ses de nordiske flag hænge som en guirlande ned fra loftet. På sofabordet ligger ‘Christines Billedbog’, et smukt indbundet album fra 1859, som H.C. Andersen lavede til A.L. Drewsens treårige barnebarn, Christine. Bertel

Haarder tøver et øjeblik, inden han når til pointen.

“Som Grundtvig siger: Historien skal ikke gentages, den skal fortsættes. Derfor er vi fortsat med at bygge huse i haven.”

Kulturen er ledetråd

Historien, men først og fremmest kulturen, er ledetråden for 77-årige Bertel Haarder, der tidligere i år meddelte, at han ikke genopstiller til Folketinget, som han har været medlem af siden 1975 med en afstikker til Europa-Parlamentet, ligesom han har haft utallige ministerposter. Han er opvokset i Sønderjylland på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, og hans opvækst i det dansk-tyske grænseland fik afgørende betydning for ham. Senere blev han lærervikar på Askov Højskole og blev her optaget af kristendommen og Grundtvig og gjorde med en omfortolkning af Grundtvig sin ‘mageløse opdagelse’.

“Som dansk sønderjyde bliver man klar over, at det er kulturen, der betyder noget. Sønderjylland ville aldrig være blevet dansk, hvis sønderjyderne ikke havde holdt fast i deres kultur: Sangene, traditionerne, ja, selv kagekulturen var med til at holde sammen på stumperne i de svære år fra nederlaget i 1864 til Genforeningen i 1920”, siger Bertel Haarder og fortsætter:

“Alle mennesker har brug for et hjemland, og det vigtigste ved hjemlandet er kulturen. Sønderjyderne holdt fast. Det samme gjorde balterne, der dannede menneskekæde fra Vilnius til Tallinn i 1989 og trodsede den sovjetiske besættelsesmagt. Også det danske mindretal holder fast i deres danske kultur i dag. Selv om de ikke bor i deres eget hjemland, lever de et liv med dansk kultur, men lykkeligvis uden at det sker i modsætning til det tyske”, siger Bertel Haarder, der har set de nationale forskelle i grænselandet udvikle sig fra et problem og til at være et aktiv. Som kultur- og kirkeminister var han i 2016 den, der foreslog, at den dansk-tyske mindretalsmodel skulle gøres til UNESCO immateriel kulturarv. Ansøgningen fra den danske og den tyske regering er stadig under behandling hos UNESCO.

“Jeg håber, at grænselandet bliver verdenskulturarv, for det er et enestående sted, hvor dansk og tysk kultur mødes i gensidig forståelse. Jeg håber også, at man i grænselandet og i Danmark generelt bliver mere bevidste om de fælles dansk-tyske rødder. Dem er der ikke noget i vejen med. Fra syd kom trods alt både kristendommen, Reformationen, romantikken, kulturradikalismen og arbejderbevægelsen. Ja, selv juletræet kommer fra Tyskland”, smiler Bertel Haarder.

“Det nordiske samarbejde”

Hvor grænselandet mod syd er Bertel Haarders hjemstavn, er Norden hans åndelige hjem. 

“Jeg brænder for det nordiske, og det har jeg gjort, så længe jeg kan mindes. Det er den fælles kultur og den fælles historie. Norden er en del af min identitet. Den bedste bog, jeg har læst, er Knut Hamsuns ‘Pan’, hvor der i første linje står: ‘Nordlandssommerens evige Dag’. Det går lige i hjertet af én”, siger han.

Men, for der er et stor men, understreger Bertel Haarder. Den reelle vilje til samarbejde i de nordiske lande mangler hos de fleste ministre og parlamentarikere i de nordiske lande med enkelte undtagelser.

“I Nordisk Råd sidder der mange engagerede nordister. Men ellers står det sløjt til”, erkender Bertel Haarder.

Som et eksempel fra det daglige liv nævner han den norske dramaserie ‘Skam’ fra 2017, der blev vist i både Norge, Sverige og Danmark og førte til en fælles nordisk ungdomskultur, hvor unge i Norden begyndte at bruge udtryk fra serien. Men pludselig blev serien ikke længere vist i Danmark og Sverige på grund af en strid om musikrettigheder.

“Jeg har rejst sagen om ‘Skam’ i Nordisk Råd”, siger Bertel Haarder, der finder den slags samarbejdsproblemer i Norden frustrerende, for det nordiske samarbejde er ifølge ham en gave.

“Sammenlagt er vi 28 millioner borgere. De nordiske lande har et BNP på størrelse med Ruslands, verdens største handelsflåde og fælles ansvar for store dele af Arktis, Nordatlanten og indsejlingen til Østersøen. Vi kunne udrette så store ting sammen, hvis vi ville”, siger han.  

“Det andet tab”

Som præsident for Nordisk Råd stod Bertel Haarder i november i spidsen for den årlige session, der blev afholdt på Christiansborg. På dagsordenen var bl.a. corona, sikkerhed, beredskab og fri bevægelighed. 

Opbakningen til det nordiske samarbejde blandt borgerne i Norden er da også stor, når det gælder klima, forsvar og sikkerhed. Det viser en undersøgelse, som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd står bag. Ikke mindst den frie bevægelighed er der opbakning til. Netop den frie bevægelighed og de åbne grænser har Bertel Haarder kæmpet for. 

Bertel Haarder var kultur- og kirkeminister i Lars Løkke Rasmussens regering, da regeringen den 4. januar 2016 indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse på baggrund af den migrations- og flygtningekrise, som Europa i efteråret 2015 var blevet kastet ud i, da 1,2 millioner mennesker krydsede Middelhavet i et forsøg på at nå Europa. Den danske midlertidige grænsekontrol blev indført, efter at Sverige samme dag havde indført grænsekontrol. 

“En sorgens dag”, skrev Bertel Haarder på Facebook. Efterfølgende skrev journalist Hans Mortensen på forsiden af Weekendavisen: “Det var ikke blot tabet af det fælles Europa, men så at sige “det andet tab” af Skåne og Slesvig, der ifølge det Haarderske hjertesuk var konsekvensen af den svenske og danske grænsekontrol”. 

Bertel Haarder husker tydeligt den 4. januar 2016, og det var rigtignok et hjertesuk fra hans side. 

“Tabene af Skåne og Slesvig er da en del af min historiske bevidsthed. Man kan jo slet ikke overvurdere, hvor enorm en katastrofe især 1864 var. Det har Tom Buk-Swienty beskrevet i blodige detaljer i sine bøger ‘Slagtebænk Dybbøl’ og ‘Dommedag Als’. Værre endnu gik det jo sådan set i Skåne, som efter at have været dansk i 800 år blev svensk i 1658. Her skete etnisk undertrykkelse i en grad, som man først på det seneste er begyndt at beskrive. Det var da nogle kæmpe tragedier begge gange. Men jeg vil ikke sige, at jeg går rundt og sørger over det i dag. Jeg synes, man skal sørge, hvis der var noget, man selv kunne have gjort bedre. Derfor sørger jeg over grænselukningerne, og derfor var jeg oprigtigt ked af det den dag.”

“Hele mit liv har grænsen været en mur, som skabte besværligheder. Da jeg var barn, kom jeg ikke i skole på Duborg-Skolen i Flensborg, men måtte køre med bus til Sønderborg. Bare på grund af den dumme grænse. På samme måde må man have følt det i grænselandet og i Skåne den 4. januar 2016”, siger han.

Hysteri og galskab

Bertel Haarder hæfter sig ved, at de bestræbelser, der har været lagt i at gøre Øresundsregionen til en levende erhvervs- og kulturregion, strandede med grænselukningen i 2016 til skade for de 15.000 mennesker, der pendlede mellem Danmark og Sverige. 

“I dag er der langt færre, der pendler, og det samme gælder i grænselandet. Den midlertidige grænsekontrol var et slag mod den tillid, der skal til, for at man vover at tage til nabolandet for at studere, arbejde eller købe et sommerhus”, siger Bertel Haarder, der især er modstander af den midlertidige grænselukning, der har været begrundet i coronapandemien.

“Der har været et element af hysteri og galskab i grænselukningerne under corona”, siger han og nævner, at der var svenskere, der arbejdede i Norge under grænselukningen mellem Sverige og Norge, der ikke fik løn eller understøttelse, før den svenske statsminister ringede til den norske statsminister. Noget lignende har gjort sig gældende i det dansk-tyske grænseland, mener Bertel Haarder, der kalder det “meningsløst”, at de nordiske og slesvig-holstenske statsborgerne ikke måtte krydse grænserne under corona, selv om smittetrykket i mange tilfælde var præcist det samme på begge sider af grænsen. 

“Vi skal arbejde for, at der ikke sker en sådan diskrimination mod folk i grænseområder fremadrettet, men derimod nedlukninger de steder, hvor smitten findes. Og så skal vi have et fælles beredskab og være klar til at hjælpe hinanden i tilfælde af smitteudbrud”, siger Bertel Haarder og henviser til, at en fremtidig epidemi meget vel kunne være en bakterieepidemi i forbindelse med antibiotikaresistens, ligesom cyberangreb er et tema, der har Nordisk Råds bevågenhed.

Pigtråd og flygtninge ved Nordens grænser 

Grænsespørgsmålet i Norden og i EU er blevet aktualiseret, fordi migranter fra Mellemøsten siden foråret 2021 har søgt mod EU’s ydre grænser mod øst i tusindvis. Migranterne kommer fra Hviderusland og forsøger at komme ind i EU via grænserne til Polen, Litauen og Letland.  

Den øgede migranttilstrømning skyldes en konflikt mellem Hviderusland og Rusland på den ene side og Polen, Litaen, Letland og EU på den anden side, der har sit udspring i, at EU løbende har indført sanktioner mod Hviderusland efter præsident Aleksandr Lukasjenkos omstridte jordskredssejr i 2020. Nu beskyldes Hviderusland for at ‘straffe’ EU ved at orkestrere migranternes vej til EU’s ydre grænse som et led i en ny slags hybrid krigsførelse, hvor migranterne bruges som ammunition. Dette skulle ske i et forsøg på at destabilisere EU. 

Hviderusland har truet med at blokere de to naturgasledninger, der løber fra det nordvestlige Rusland og bl.a. gennem Hviderusland, inden gassen føres videre til Tyskland og Italien, hvis ikke sanktionerne mod landet ophæves.

På et EU-topmøde om migration i oktober afviste EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen (CDU) at finansiere fysiske barrierer ved EU’s ydre grænser. Dette står i modsætning til, at Danmark har bidraget økonomisk til opbygningen af et grænsehegn ved grænsen mellem Hviderusland og Litauen. 

Grænsehegn er nødvendige

Bertel Haarder hæfter sig ved, at den danske støtte til grænsehegn i Litauen er officiel dansk politik.

“Jeg synes, vi skal være solidariske og hjælpe de baltiske randstater med den grænsekontrol, som vi jo selv er med til at forlange, at de skal have, fordi det er til EU’s bedste. Og jeg finder det betænkeligt, hvis man af ideologiske og principielle årsager siger nej til grænsehegn ved EU’s ydre grænser, når det viser sig nødvendigt”, siger Bertel Haarder og peger på vigtigheden af, at migranter kan opsøge de officielle grænseovergange og søge asyl. 

At Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Frontex, står foran en betydelig oprustning er helt nødvendigt, mener Bertel Haarder.

“Den afrikanske overbefolkning, som eksploderer i disse år, og som er en af de allerstørste udfordringer i fremtiden, er årsag nok i sig selv til at styrke Frontex og indsatsen i Middelhavet, og det samme gælder naturligvis indsatsen mod øst, hvor migranter fra Mellemøsten lige nu forsøger at krydse grænserne til EU godt hjulpet på vej af Hviderusland. Spørgsmålet, der står tilbage, lyder: Hvordan finder vi ud af at hjælpe befolkningerne i Afrika og Mellemøsten og dermed undgå, at illegal migration ødelægger vores lande i EU. Det er en dybt alvorlig sag”, siger han. 

Når det gælder forsvar, mener Bertel Haarder, at Norden kunne spille en langt større rolle, end der er tale om i dag. Han henviser til, at Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, holdt tale under Nordisk Råds session, hvor han blandt andet fremhævede, at vi i Norden har kæmpet mod hinanden fra vikingetiden og til Store Nordiske Krig i 1700-tallet og alle de mindre krige, men at vi nu lever i fred med hinanden. 

“Stoltenberg har en pointe i at fremhæve, at vi på trods af den blodige fortid nu lever i fred med hinanden i Norden. For mig at se er der fuldstændig fri bane for et nordisk forsvarssamarbejde, der er tættere, end det var under Kalmarunionen for 600 år siden. Vi skal bare ville det”, siger Bertel Haarder.

 

Kalmar-unionen og fjenderne

Kalmarunionen, der bestod af kongerigerne Danmark, Norge og Sverige og eksisterede fra 1397 til 1523, er bragt til live i filmen ‘Margrethe den Første’ med Trine Dyrholm i hovedrollen. Her er den fælles sikkerhedstrussel ikke Hviderusland eller migranter, der bestormer grænserne. Nej, fjenden er Den Tyske Orden, der forsøger at destabilisere Kalmarunionen, og på den måde er der intet nyt, mener Bertel Haarder.

“Det er jo en del af den nordiske mytologi, at det onde kommer sydfra. Det er meget stærkt i Danmark og i Norge især. Og noget er der om det historisk set. Det var ikke tilfældigt, at dronning Thyra byggede en mur på tværs af Mellemslesvig”, siger Bertel Haarder med henvisning til Dannevirke og fortsætter:

“I dag er den dansk-tyske grænse hele Nordens grænse, og vi lever i samhørighed med hinanden. Men stadigvæk er det sådan, at det er det kulturelle værn, der skal beskytte os. Som den sønderjyske politiker Christen Berg sagde i 1876: Det gælder om at “skabe et Dannevirke i hver mands bryst”. Det var meningen med det åndelige og kulturelle værn, der blev skabt i grænselandet efter 1864 og sønderjydernes frygtelige tab i Første Verdenskrig indtil Genforeningen i 1920. Det er i øvrigt det samme, der gør sig gældende for Folkehøjskolen”, slutter Bertel Haarder.