Fotobogen ‘Et mindretals ansigter/ Gesichter einer Minderheit’ er en fotografisk fortælling om mennesker, der ligner deres naboer og kolleger, men alligevel adskiller sig i kraft af deres tilhørsforhold til det danske mindretal i Sydslesvig. Via bogens rundt regnet 100 portrætfotografier ser vi en række mennesker, der både er vidt forskellige og samtidig ligner alle andre mennesker, vi møder på gaden, i butikkerne eller på arbejdspladsen.

At vise både forskelligheden og ligheden med andre er da også netop formålet med bogen, som er udgivet af Sydslesvigsk Forening (SSF) og skrevet og fotograferet af SSF’s kommunikationschef Rasmus Meyer og fotograf Martin Ziemer. Som de to skriver i bogens indledning, oplever de som mange andre i mindretallet, at de er så integreret i det omkringliggende samfunds hverdag, at mange af deres kolleger måske ikke engang ved, at de tilhører mindretallet. Derfor tanken om, at ville sætte ansigter på menneskene i mindretallet.

Bogen er opbygget, så der på hvert dobbeltopslag er et portrætbillede på den venstre side og så en kort tekst til højre på både dansk og tysk, der handler om personens vej ind i og forhold til mindretallet. Billederne er klassiske portrætfoto, der skifter mellem blå og gul baggrund. Enkelte steder i bogen er der lidt længere tekststykker om mindretallets historie og udvikling, men der er først og fremmest portrætbillederne og de korte tekster om personernes tanker, der er bogens hovedindhold. Personerne er fotograferet i foråret og sommeren 2021 forskellige steder i Sydslesvig som et led i et SSF-oplysningsprojekt, der udover bogudgivelsen også indeholder en online-kampagne og udstillinger, hvor der allerede har været afviklet en på Christiansborg i forbindelse med Kulturnatten i København i efteråret 2021. Folk har frit kunnet henvende sig til projektet for at blive fotograferet og interviewet, og i den henseende er bogens grundtanke den samme som i SSF, at medlemskab i mindretallet i sidste ende blot kræver, at man føler sig som en del af det.

Billederne i bogen understreger fint den grundlæggende pointe, at mindretallets medlemmer både er vidt forskellige og samtidig er på samme måde som alle andre i samfundet. Men de korte tekster baseret på interview med personerne er for så vidt de mest interessante, fordi de viser, hvor mange forskelligartede veje, der er ind i det danske mindretal i Sydslesvig. Der er naturligvis dem, der er født og opvokset i en mindretalsfamilie, men også tilflyttere fra Danmark, der har fundet et fællesskab i mindretallet. Der er også folk fra helt andre dele af verden, der er flyttet til Tyskland og måske gennem ægteskab har fået kontakt til mindretallet og herved har fået tre eller måske endda flere identiteter, som forenes i en person. Endelig er der også folk med tysk baggrund, der har haft et forhold til Danmark som for eksempel feriebarn, eller som simpelthen aktivt har valgt mindretalsidentiteten til på grund af værdifælleskab. Der ligger mange fascinerende og forskelligartede personhistorier i bogen, som næsten kalder på mere uddybning, end der kan være på de tre-fire sætninger, der typisk afsættes per portræt.

En væsentlig indvending

Og selvom det er en anbefalelsesværdig bog med mange kvaliteter, er den væsentligste indvending mod bogen nok også, at den skøjter lidt let hen over overfladen og ikke vælger at gå mere i dybden på nogle af de mange områder, den kunne have valgt at gøre dette. For eksempel kunne man som nævnt godt have ønsket sig mere dybde i bogens portrætter. Det kunne være gjort gennem mere tekst, men når det netop er en fotobog, kunne portrættet også være tegnet via fotografiet, som kunne have fortolket personen i andre situationer end den, hvor man kigger ind i kameraet i et atelier med ensfarvet baggrund. Det havde selvfølgelig været et meget større fotografarbejde, som måske havde været ekstra vanskeligt i en coronatid. Men netop i en fotobog er fotografiet det bærende element og har så mange muligheder for at fortælle andre historier end dem, der kan fortælles med ord.

Bogens valg af traditionelle studieportrætfoto understøtter sådan set dens budskab om, at mindretallets medlemmer er lige som alle andre, men betyder også, at billederne godt kan minde om den type, man finder på medarbejderoversigten på en virksomheds eller organisations hjemmeside. Af samme grund kan det være svært at fastholde nysgerrigheden over for bogens billeder, når man læser i den i længere tid.

Man kunne også have valgt mere aktivt at reflektere over perspektiverne i de spørgsmål, bogen stiller både sig selv og de portrætterede. Hvad er de forskellige veje ind i mindretallet, og er der forskelle, alt efter hvilken vej man er kommet? Opfattes danskhed forskelligt af mindretallets medlemmer, eller er det altid op til den enkelte? Og er følelsen af at være så velintegreret, at man nærmest er et “usynligt” mindretal udbredt? Særligt det sidste kunne også have givet anledning til at reflektere over, at for mange andre mindretal i verden er usynlighed hverken en mulighed eller en trussel. I mange andre af verdens nationale, etniske eller kulturelle minoritetsgrupper er minoritetsidentiteten et vilkår, som kun meget vanskeligt kan vælges fra eller overses, og som andre til gengæld kun meget vanskeligt kan lukkes ind i.

‘Et mindretals ansigter’ bygger på en god idé, og selvom man godt kunne have ønsket, at ansigterne havde fået lidt mere dybde og perspektiv, er det en anbefalelsesværdig bog og en oplagt gaveidé. For eksempel til en dansker nord for grænsen, der trænger til at få udvidet sin horisont.