For mig har det med nationalitet altid været selvfølgeligt. Det er en af de identiteter, jeg aldrig har været i tvivl om. Tvivlen kom heller ikke, da jeg opdagede, at der i nærmeste familie var et drama, der var vanskeligt at nærme sig med ord.

Det nationale har aldrig fået mig til at føle mig bedre end nogle andre. Sproget og kulturen har jeg altid opfattet som min særlige gave. Sproget er den måde, jeg har lært at tænke på. Kulturen har givet mig åndsfrihed, frisind, solidaritet, tillid og åbenhed. Det samme sprog har jeg lært nedrighed og ondskab på. Det har altid været mit redskab, men aldrig et hegn eller en grænse, som jeg holdt mig bagved.

Jeg var ikke gammel, inden jeg opdagede, at det nationale kunne blive et mareridt for dem, der ikke delte den samme nationalitet. Der er et voldspotentiale i den nationale følelse, som kan gøre et nationalistisk mareridt ud af naturlig national glæde. Der er voldspotentiale i alt, hvad der gør livet smukt, om det er politisk, filosofisk, religiøs eller kulturel eftertanke. Alting kan forvandles til sin modsætning og blive en gru.

Min baggrund er enkel. Fremtiden er langt mere nuanceret og mangfoldig, og det nationale forandrer sig og er alt andet end entydigt. Mange mennesker kommer med blandede erfaringer og føler sig hjemme i et par kulturer og sprog.

En ugentlig fritime af de mere krævende er at lytte til ‘Norsken, svensken og dansken’. Det er et skønt program, hvor en svensker, en nordmand og en dansker ser på ugens hændelser i de skandinaviske lande. De er fantastiske at lytte til, og jeg synes, at de hver især repræsenterer deres lande aldeles fortrinligt.

Den danske repræsentant er Hassan Preisler, og han repræsenterer alt dansk for mig. Ildhu, temperament, sarkasme og ironi og en pludselig hjertelighed, der kommer bag på alle – også på ham selv. Se hvad han skriver om sig selv:

“Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet med forestillingen om to identiteter: Den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman. Som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu. Min far voksede op som muslim, men er ateist. Min mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken. Far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.”