Sankthansaften er i danskhedens tegn

Sankthansaften er en aften, hvor det danske markeres både nord og syd for grænsen. Der er masser af sankthansaftensarrangementer i Danmark og for det danske mindretal i Sydslesvig. Men det er ikke noget, der er tradition for at markere i Tyskland. 

Det fejres i hvert fald ikke som i Norden og af gode grunde ikke ifølge den danske tradition. I Tyskland fejres til gengæld Walpurgisnacht (Valborgsaften), men det var allerede natten mellem den 30. april og den 1. maj. Det er en germansk tradition, som tilbage til før Kristi fødsel. 

Både i det danske mindretal og nord for grænsen er aftenen en lejlighed til at synge midsommervisen, som hylder Danmark med ordene: 

Vi elsker vort land, 
og ved midsommer mest 
når hver sky over marken velsignelsen sender

Det er smukt, nætterne bliver ikke lysere, sommeren ikke dejligere. Men Holger Drachmann skrev digtet i mørkere tider. Han skrev det faktisk, mens han var i Italien, og måske er det skrevet med lidt vemod og længsel mod fædrelandet. 

I givet fald ser han også med vemod og tanke på fædrelandets situation. ‘Midsommervise’ er skrevet i 1885. 21 år efter nederlaget i krigen i 1864. Det er de færreste, som tænker over det i dag, men den for det danske fædreland så kritiske situation behandler Holger Drachmann også i Midsommervisen i følgende vers: 

Vi elsker vort land, 
og med sværdet i hånd 
skal hver udenvælts fjende beredte os kende, 
men mod ufredens ånd 
over mark, under strand 
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde 

Historiker Jens Lei Wendel-Hansen har forsket i betydningen af nederlaget i 1864 for den danske selvforståelse i dag – og i slutningen af 1800-tallet, da Drachmann skrev den nu så kendte sang om den skønneste krans, der bliver din sankte Hans, skyerne der over marken velsignelsen sender. Og altså om at hver udenvælts fjende beredt os skal kende med sværdet i hånd. 

”Skrevet i 1885, hvor forfatningskampen og dermed også forsvarsdiskussionen er på sit højeste, kan ‘Midsommervise’ dårligt ses som andet end en tilslutning til forsvarsvennernes synspunkt, at forsvaret i 1864 nyttede - eller i hvert fald viste, at det kunne nytte, hvis man forberedte sig bedre”, siger Jens Lei Wendel-Hansen, som netop har fået udgivet bogen 'De træer, de drypper endnu' om 1864-nederlagets politiske erindringshistorie.. 

Forsvarsvennerne så 1864 og ikke mindst Slaget ved Dybbøl som udtryk for, at der var kampvilje i det danske folk, og den kampvilje reproducerer Drachmann i ‘Midsommervise’, mener historikeren.  

”De Radikale og Hørup havde det foregående år stiftet dagbladet Politiken og begyndte langsomt at blive en egen bevægelse inden for Venstre. De mente ikke, forsvaret nyttede - med 1864 som væsentligt belæg. Det standpunkt tager Drachmann implicit afstand fra i visen”, tilføjer han. 

Med Genforeningen af Sønderjylland med Danmark har vi fået en folkets grænse og to mindretal, et dansk mod syd og et tysk mod nord, der lever i fred og godt naboskab med flertalsbefolkningerne. Sværdet er lagt på hylden og forsvaret er et fælles dansk-tyskt anliggende i regi af NATO. 

Men derfor er Holger Drachmanns ord, uanset om de bliver sunget på Shu-bi-duas eller P.E. Lange Müllers melodi, som i øvrigt er komponeret samme år som Drachmann skrev teksten, stadig relevante både af historiske grunde, men også fordi den både er et minde og en påmindelse. 

”Bålet på gravhøjene kan godt læses som at holde mindet om de faldne i 1864 i live. De har ved deres kamp alene vist, at dansk kultur og national enhed skal der kæmpes for”, siger Jens Lei Wendel-Hansen.  

Verset om at have sværdet i hånd fortsætter: 

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, 
dem vil vi fra livet med glædesblus holde”

Hvis der, hvor politisk ukorrekt det en måtte være, er en heks på bålet, så må man sige om dem, der bliver brændt af i Sydslesvig, at de i det mindste slipper for at passere grænsekontrollen på vej til Bloksbjerg, det højeste punkt i den nordtyske bjergkæde Harzen.