Knap 220 mennesker var til stede, da operaen ‘Franciska – Efterbilleder til fremtiden’ havde premiere i Folkehjem i Aabenraa. Der var også fyldt op ved den sidste forestilling i Operahuset i København. Og det var en forestilling, der begejstrede de fremmødte.
Der var fuldt hus og rungende bifald i Takkelloftet, den lille scene hele oppe under taget i Operahuset i København, da den sidste strofe var sunget og de sidste rester af kaos var fejet op fra scenegulvet. Det var også den sidste aften med operaen ‘Franciska – Efterbilleder til fremtiden’.
Siden premieren i Aabenraa havde den været rundt i Frederikshavn, Randers, Sønderborg, Odense og på Lolland. Og det har været en stor oplevelse for publikum hele vejen rundt. Foreningen Opera ved Grænsen kan være stolt af at have sat grænselandet på det kulturelle Danmarkskort.
“Det er ikke en opera om Franciska Clausen. Det er en opera med Franciska Clausen”, sagde instruktør Johan Klint Sandberg på Folkehjem i Aabenraa, før forestillingen tog sin begyndelse.
Den unge instruktør lovede også, at publikum ville blive udfordret, og det var et løfte, som hurtigt blev indfriet.
Først blev der smidt patroner på scenegulvet, siden en masse skitser, kugler og kubistiske firkanter, som lignede noget fra IKEA, som var umuligt at samle. De blev dog lagt sammen på forskellig vis rundt på scenegulvet og mellem scenen og publikum, og således forandrede scenografien, som især består af reoler, sig, som handlingen skred frem.
Sangen begyndte på dansk, slog over i fransk, var nogle minutter en blanding af fransk og dansk, inden der igen blev sunget igennem på dansk.
I sammenligning med en forestilling i den store sal i Operahuset – om den opleves på balkonen eller fra salen, var det meget intimt. Sangerne var tæt på. Nogle gange trådte de ned fra scenen i Aabenraa og stod lige foran publikum, og da der blev plukket et savojkål, fik man bladene smidt i hovedet på de forreste rækker.
Der var også øjeblikket, hvor forestillingens fire sangere – Sophie Haagen, Clara Gunge, Jakob Bloch Jespersen og Kira Skov – med hver sin form klistret fast på et lysstofrør bevægede sig helt frem på gulvet. Få centimeter fra første stolerække stod de fire som til en demonstration med form-skiltene i vejret, mens Kira Skov sang: “De kalder det kunst, jeg kalder det for handling”. Flere ord om Franciska Clausens virke behøver man vel egentlig ikke?
Hentydninger til værker
Det hjælper på forståelsen at have læst om Franciska Clausens liv og kunst eller at have set den fremragende jubilæumsudstilling ‘En Collage – Franciska Clausen i 125 år’, som stadig kan ses på kunstmuseet Brundlund Slot, selvom jubilæumsåret var sidste år.
Der var således direkte hentydninger til flere af Franciska Clausens værker. For eksempel med stroferne: “Jeg tager en kødhakker og vender den og drejer den”. Og hun har også fået et maleri ud af sådan én – og af mange andre genstande – ved at forstørre detaljerne. Hendes temperament forsøges indkredset på mange måder af de fire sangere, som gestalter hende, blandt andet med sætningen: “Jeg kan ikke stoppe nu, billedet sitrer som en vandpyt”.
Et af hendes mest berømte malerier er ‘Skruen’, og på et tidspunkt går sangerne rundt med en skruemaskine. De peger også på hinanden med den som med et våben.
Og det skal selvfølgelig også med, at Franciska Clausen levede gennem to verdenskrige og i Aabenraa, som var tysk, da hun blev født, og dansk det meste af hendes liv. Måske ligger der også en lidt skræmmende perspektivering til nutiden, når de synger:
“Verden, som vi ser den, er i stykker. Vi har ansvaret. Men så starter alting forfra”.
Premiereaftenen på Folkehjem var noget særligt på grund af bygningens særlige betydning i kampen for Genforeningen, men også fordi der hænger portrætter, hun har malet i Billedsalen, blandt andet af Dronning Ingrid.
-
Info: Fine anmeldelser
“Det skabte en spændende kontrast på scenen, når de utroligt dygtige sangere, mezzosopran Sophie Hagen og sopran Clara Gunge, med deres kraftfulde vokaler blev blandet med de geometriske figurer, patroner og metalfirkanter, der var forestillingens rekvisitter. Deres mimik var ekspressiv og storladen – i øvrigt et modigt valg på Takkelloftets lille scene, hvor det nemt kunne være blevet for voldsomt at overvære på så kort afstand”, skrev anmelder Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen i mediet ‘Scenekanten’ efter det afsluttende gæstespil i Operahuset.
“Foreningen “Opera på Grænsen” fortjener al mulig ros for det virkelig store stykke arbejde, det er at få gennemført et projekt som dette fra løs idé til den aktuelle fremførelse. Vi skal glæde os over, at der på denne måde skabes rum for kunstneriske eksperimenter. Vi har alle godt af at blive udfordret”, skrev Rigmor Eybye i en anmeldelse i Flensborg Avis efter premieren på Folkehjem i Aabenraa.
Begejstring i Aabenraa
Forestillingen varede en time, og i Franciska Clausens hjemby var der efterfølgende stor begejstring blandt de fremmødte.
En af dem var Sally Schlosser Schmidt, der er museumsinspektør på Brundlund Slot i Aabenraa, som siden efteråret 2023 har haft udstillingen ‘En collage – Franciska Clausen 125 år”.
“Det var en stor oplevelse. Jeg har jo gået og kigget på Franciskas billeder, historier og lignende i lang tid, men i aften fik det hele et nyt udtryk. Jeg genkendte mange små elementer hist og her og prøvede undervejs at oversætte dem i mit eget hoved. Det var virkeligt sjovt og meget spændende”, siger museumsinspektøren.
Som eksempel fremhæver hun en scene, hvor sanger Jakob Bloch Jespersen plukker et savojkål. Bladene sender han gennem luften udover scenekanten i retning mod publikum.
“Det oversatte jeg til Franciskas arbejde med madcollagerne. Det var i 70’erne, og den måde, det blev udfoldet på i forestillingen, var meget levende”, siger Sally Schlosser Schmidt.
Også Jan Riber Jakobsen (K), borgmester i Aabenraa Kommune, var glad for operaen.
“Jeg er faktisk helt høj lige nu. Jeg har altid drømt om at få finkulturen til Aabenraa, og det her var så flot leveret. Det tager lige et par dage at tygge den igennem”, lyder det fra borgmesteren, der selv kan huske Franciska Clausen.
“Jeg husker hende fra min første ankomst til Aabenraa i 1984. Hun gik altid klædt med hat og stod ofte ved pølsevognen. En pæn dame, som jeg bemærkede og tænkte, at hun lignede én, man burde vide, hvem var. Det fandt jeg så ud af senere. Hun var drevet af at forandre og fik sat sit navn i kunsten, og det glemte vi at anerkende herhjemme. Derfor er jeg som borgmester rigtig stolt over, at vi fik hyldet hende i hele 2024, som var 125-året for hendes fødselsdag”.
Genkender farmor
Der var også familie til Franciska Clausen til stede ved premieren.
“Hun var min farfars søster, så jeg er grandnevø eller noget af den stil. Men hun fungerede som min farmor under min opvækst, så jeg har levet mine barndomsår sammen med hende”, fortæller Peter Siefert-Clausen, der er formand for Fonden Franciska Clausens Samlinger.
“Når man ser forestillingen her, er det absolut ikke kun de udøvende kunstnere på scenen, der er på arbejde. Det er vi også som tilskuere, fordi der sker virkelig meget. Man bliver blæst bagover, fordi det går stærkt. Men det er vanvittigt interessant at se de forskellige af Franciscas karakterer oppe på scenen, som rammer rigtig plet. Det var fantastisk. Og så var det også en fantastisk afslutning på det jubilæumsår, der har været sidste år”, tilføjer han.
Forestillingen trak også besøgende til sydfra.
“Jeg synes, det var en helt fantastisk oplevelse. Der var rigtig mange nuancer i det, og jeg synes, at Kira Skov løftede det helt fantastisk, samtidig med at de andre også var rigtig dygtige. Det var nemt at forstå, også for mig, der ikke kender så meget til opera. Det er også godt at få finkultur ind i de historiske lokaler her i Folkehjem”, lød det fra Annette Lind, dansk generalkonsul i Flensborg.
“Jeg synes, det er spændende, at man laver noget alternativt. Nu kender jeg selv en del til historien, da jeg har set flere udstillinger og læst flere bøger om Franciska Clausen. Havde jeg ikke det, havde det nok været svært at følge med. Men det var spændende og anderledes, og jeg kunne godt lide blandingen af operasangen og Kira Skovs mere rå stemme”, fortalte Charlotte Falkenberg Sloth, der er dansk præst i Nordvest Pastorat i Sydslesvig.
Men også udenfor grænselandet gik operaen altså sin sejrsgang.
