Tilbage til nyhedsliste

Jeg vil takke ham for at tænke på mindretallet

29. september 2023

Ida Johanne Lück, der er en del af Grænseforeningens Elevambassadører, fra A.P. Møller Skolen i Slesvig skal med til prins Christians fødselsdagsfest. ”Kongehuset er vigtigt for dansksindede syd for grænsen”, siger hun

Ida Lück (th.) går i 3.g på A.P. Møller Skolen i Slesvig. I sommers deltog hun i en debat om unges mentale trivsel i Sydslesvigteltet på Folkemødet Bornholm.

Ida Lück (th.) går i 3.g på A.P. Møller Skolen i Slesvig. I sommers deltog hun i en debat om unges mentale trivsel i Sydslesvigteltet på Folkemødet Bornholm.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

”Jeg glæder mig i hvert fald”, udbryder gymnasieelev Ida Johanne Lück fra A.P. Møller Skolen i Slesvig, da talen falder på den store begivenhed, hun pludselig er blevet en del af.

Hun er nemlig en af de to sydslesvigske unge, der er inviteret med til prins Christians 18 års fødselsdag. Den anden er Joshua Olesen fra Duborgskolen i Flensborg.

Det var midt i tysktimen, at rektor Jens Verdoner stak hovedet indenfor i Ida Johanne Lücks klasse og spurgte, om han lige måtte ’stjæle’ hende.

”Han spurgte mig bare, om jeg ikke havde lyst til at tage med der. Jeg var mindblown. Wow. Og meget overrasket”.

Blandt gymnasieeleverne havde der selvfølgelig været noget snak om kronprinsens fødselsdag og de mange skriverier i Flensborg Avis om, at ingen unge var inviteret til festen sammen med 18-årige fra alle de danske kommuner og rigsfællesskabet.

”Der var lidt snak og lidt forskellige holdninger til det, men det har ikke fyldt meget, og jeg har i hvert fald ikke gået med den tanke, at det kunne være mig”, siger Ida Johanne Lück.

Men det bliver hende!

”Jeg er rigtig taknemmelig for den her mulighed. Jeg håber, jeg repræsenterer mindretallet godt, og at jeg kan finde ud af at opføre mig ordentligt. Erfaringerne som elevambassadør vil helt sikkert hjælpe mig, for jeg er vant til at fortælle om min historie som en del af det danske mindretal.”

Vigtig opbakning

Den officielle invitation har Ida ikke modtaget endnu. Hun regner med, den bliver sendt til hendes forældres adresse og håber, de lige giver et praj. For hun bor selv et andet sted. Men hun ved, at den 15. oktober skal hun med toget fra Slesvig, så hun kan træde ind i festsalen hos den kongelige familie klokken 17. Så er hun spændt på, om hun kommer til at tale med prins Christian.

”Hvis jeg gør, vil jeg takke prinsen for invitationen, og for at Kongehuset har tænkt på det danske mindretal i Sydslesvig. Jeg vil takke på mindretallets vegne og sige, hvor vigtig opbakningen fra Danmark er for os hernede”.

”Eller også vil jeg fryse af benovelse og slet ikke kunne åbne munden”.

Det sidste kommer nok ikke til at ske. Som en del af Grænseforeningens elevambassadørkorps er Ida Johanne Lück vant til at tale sin og mindretallets sag.

”Jeg har aldrig været til en kongelig fødselsdag før. Så det er svært at sige, hvad der sker. Men jeg har googlet den slags begivenheder og set på billeder og programmer, og jeg har snakket lidt med vennerne om det. Det bliver nok noget meget fancy mad. Og der kommer sikkert noget god musik. Jeg glæder mig til at møde andre unge mennesker lige som mig”.

Ida Johanne Lück håber, at prins Christian også bare vil nyde at møde andre unge som ham selv fra rigsfællesskabet og Sydslesvig.

”Han skal leve sit liv, som han ønsker. Han har lige så stor ret som os andre til at begå fejl. Jeg kunne ikke forestille mig at have hans rolle. Jeg er glad for mine valgmuligheder, hvis man tænker over det. Hvis man faktisk er kongelig, så er det svært for eksempel at prøve at tage et fritidsjob og arbejde i en bar. Det kan jeg. Den kan han ikke bare gøre”, siger Ida Johanne Lück.

Jævnaldrende

Hun gør sig også nogle tanker om, at én, der er jævnaldrende med hende, en dag skal være regent i Danmark.

”Hvis vi forventer at Kronprins Frederik kommer til at være regent i lige så lang tid som Dronning Margrethe, så kommer der til at gå lang tid. Det er svært at forestille sig en person, der er ung lige nu, som kommer til at udløse den følelse hos folk, som dronning Margrethe gør i dag. Det er vildt spændende at tænke på, og det er også svært at forestille sig. Men han skal huske på, at han har et helt folk, der støtter op om ham. Han har mange generationer bag sig og ikke kun en”.

”Hvordan han vil blive som konge, må tiden vise. Han skal jo opbygge en personlighed, som vi som folk kan få en fornemmelse af. Dronningen har jo en stærk personlighed, som vi alle sammen har respekt for, og det skal han opbygge”.

Ida Johanne Lück er også glad for at skulle med til prinsens fødselsdag, fordi Kongehuset betyder meget for det danske mindretal i Sydslesvig.

”Det er en stærk forbindelse fra os til Danmark. At der er et kongehus, gør det på en måde nemmere at hylde Danmark. Jeg har svært ved at se et tysk mindretal hylde vores forbundspræsident på samme måde, som vi som danskere hylder dronningen. Det ville være mærkeligt. Men vi har den kongelige familie. Man kan også godt se, at når dronningen kommer til Tyskland, er der rigtig mange fra det danske mindretal, som kommer og hylder hende. Vi plejer også at se hendes nytårstale, og hendes fødselsdage er vigtige mærkedage for os”, siger Ida Johanne Lück.

Nu skal hun ud at købe tøj til festen.

”Det skal være en kjole. Jeg skal ud at se på tøj i butikkerne. Man skal passe på. Det skal være ’appropriate’. Skal man have dækket skuldrene eller hvad? Hvor meget hud må man kunne se. Det finder jeg nok ud af. Jeg glæder mig bare vildt til at være med.