Tilbage til nyhedsliste

Miljøminister til kamp mod pantfrie tyske dåser

19. december 2023

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har været med til at vedtage et nyt EU-forslag, der skal sikre, at tyske grænsehandelsbutikker ikke længere må sælge pantfri dåser til danskerne. I grænselandet forholder man sig i ro.

Magnus Heunicke (S) har været miljøminister siden 15. december 2022.

Magnus Heunicke (S) har været miljøminister siden 15. december 2022.

Foto: Socialdemokratiet

Det skal være slut med pantfri dåser i de tyske grænsehandelsbutikker. 

Det mener miljøminister Magnus Heunicke (S), der mandag deltog i et møde i EU’s Ministerråd, hvor et forslag til en ny EU-emballageforordning blev vedtaget.

”Vi har haft et stærkt ønske om at få løst problemet med de pantfri dåser fra de tyske grænsehandelsbutikker, der ender i vores natur. For vi bruger i forvejen for mange af klodens ressourcer, og vi skaber for meget affald. Det slider på vores jordklode, og det skader vores miljø. Derfor skal vi have de tyske dåser ind i et pantsystem, så de kan blive til nye dåser frem for at ende i vores natur. Det er godt, at vi nu ser ud til at få klarere regler for, at der altid skal opkræves tysk pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til,” siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse. 

Lige nu fungerer det på den måde, at pant på dåser er lovpligtigt i Tyskland, men panten bliver ikke opkrævet i grænsebutikkerne, hvor et stort antal danskere hver dag køber ind for at spare penge. Ifølge Miljøministeriet ender mange af de pantfrie øl- og sodavandsdåser i den danske natur i stedet for i et pantsystem, hvor de kan blive til nye dåser.

I Ministerrådets forslag er reglerne blevet tydeliggjort, så der er juridisk klarhed om, at der ikke kan være nationale særregler i grænseregioner og dermed også, at der skal være tysk pant på, når en drikkevare sælges i Tyskland. 

Forslaget skal nu til forhandling i Europa-Parlamentet, der i fællesskab med EU’s ministerråd skal blive enige om en aftale. 

I det dansk-tyske grænseland forholder man sig i ro på trods af det nye EU-forslag. Flensborg Avis har spurgt en række aktører, herunder Lars Mose Iversen, administrerende direktør i Fleggaard, der er blandt de største grænsehandelskæder. I en mail skriver han, at tidshorisonten er uklar, og at der fortsat er mange ubesvarede spørgsmål. 

”Det er et forslag, som i givet fald skal implementeres i 2029, altså om mere end fem år. Vi afventer den nærmere beskrivelse af forslaget, og om det overhovedet bliver vedtaget i Europa-Parlamentet, inden vi forholder os til, hvad det betyder for vores salg”, skriver han til Flensborg Avis.

Det er ikke længere siden end september måned, at EU-Domstolen dømte til fordel for grænsebutikkerne i en sag om de pantfrie tyske dåser. Klagesagen, der var anført af Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening, handlede om, hvorvidt der er tale om statsstøtte til de tyske grænsebutikker, når den lovpligtige tyske pant, der blev indført i hele Tyskland i 2003, ikke bliver opkrævet i grænsebutikkerne. Dermed slipper butikkerne for at betale moms til staten.

”Vi er selvfølgelig skuffede over at ikke at få medhold fra EU-Domstolen. Det er en sag, som skaber en mærkbar ulige og urimelig fordel for de tyske grænsebutikker og et stort miljøsvineri”, udtalte Lotte Engbæk Larsen, branchedirektør for handel i Dansk Erhverv, i den forbindelse.