Der er jo fordomme om, at når folk mødes i hovedstadsområdet, så er det enten i nogle fine saloner eller på en cafe over nogle kopper cafe latte. Mødet med Anders Kaare, som er formand for Grænseforening for København og Frederiksberg, finder da også sted på en café over en kop kaffe, almindelig sort kaffe dog. Nemlig Kaleidoskop Cafe og Restaurant på hjørnet af Peter Bangs Vej og Gustav Johannsens Vej.

Ja, vejen er opkaldt efter Flensborg Avis’ stifter, den kendte politiker og forkæmper for det danske i grænselandet, Gustav Johannsen.

Anders Kaare er født og opvokset på Frederiksberg. Alligevel brænder han for det danske mindretal syd for grænsen. Han kom ind i Grænseforeningen gennem det politiske arbejde. I 28 år var han medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, valgt for Socialdemokratiet.

“Jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen. Da kom formanden for den lokale grænseforening, som var skoledirektøren, og spurgte, om jeg ikke skulle være medlem. Det var i 1978, efter et par år blev jeg også medlem af bestyrelsen på Frederiksberg. Da skoledirektøren gik på pension, gik han også af som formand, jeg blev opfordret til at overtage formandsposten. Det var i 1988”, fortæller Anders Kaare.

‘Sønderjydsk Forening for København’ blev oprettet i 1879 og skiftede i 1958 navn til ‘Hovedstadens Grænseforening’. Den 20. april 2009 blev den lagt sammen med ‘Grænseforeningen for Frederiksberg’, der var oprettet i 1937, og de videreføres nu som ‘Grænseforeningen for København og Frederiksberg’.

Da Frederiksberg blev fusioneret med Hovedstadens Grænseforening, ønskede deres formand ikke at fortsætte, så siden 2009 har Anders Kaare stået i spidsen for den fusionerede forening.

Det er en helt særlig forbindelse mellem Frederiksberg Kommune og grænselandet. Når vi mødes ved Gustav Johansens Vej, er det fordi, vi så er ved ‘den sønderjyske by’, som kvarteret med de sønderjyske navne hedder på Frederiksberg.

Grænselandet på Frederiksberg

“Vi har tidligere arrangeret en gåtur rundt i den sønderjyske by med vejnavne. Kvarteret er udbygget i 1920’erne og 1930’rne, lige efter genforeningen, så kommunalbestyrelsen har været god til at tage sig af det sønderjyske spørgsmål. Da jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen, blev vi tilbudt en gratis avis. Det var Flensborg Avis. De første formænd for Grænseforeningen var alle borgmestre på Frederiksberg.”

På Frederiksberg ligger desuden Arveprins Knuds Kollegium, som er for unge sydslesvigere, der studerer i København.

“Arveprins Knuds kollegium hører lidt med. To personer i bestyrelsen er udpeget af Grænseforeningen. Den anden var daværende borgmester John Winther. Han pegede på mig som bestyrelsesmedlem og mulig formand. For at blive formand skulle jeg til personlig samtale med arveprinsesse Caroline Mathilde på Sorgenfri Slot. Det var i januar 1992. Hun sagde ja. Nu har grev Ingolf overtaget protektoratet. Vi har lige igangsat en øvelse med at finde en arvefølge på formandsposten. Fødselsattesten siger, at det nærmer sig”.

Men det ændrer ikke ved, at Anders Kaare er født på Frederiksberg og har boet der hele livet. Hvordan kommer den sønderjyske sag til at betyde så meget?

“Det er svært at svare på. Nu er jeg uddannet historiker. Det sønderjyske er en vigtig del af historien.  Men gennem arbejdet i Grænseforeningen får man mere indblik i historien på et personligt plan. På et mere menneskeligt plan. Det er utroligt nemt at få venner syd for grænsen”.

Foreningen yder til stadighed julehjælp til flere danske familier syd for grænsen. Pengene kommer fra juleindsamling blandt foreningens medlemmer med tilskud fra bl.a. foreningen selv og et mindelegat. 

“Vi har nogle skoler og børnehaver, vi har kendt gennem længere tid. Vi har kuverter med. Det bliver så skolernes og børnehavernes opgave at finde modtagerne til de julegaver. Nogle gange falder de på et tørt sted,” fortæller Anders Kaare.

Det at være formand indebærer også, at han er formand for Grænselandets Legatfond.

“Det er pengebeløb, der er indsamlet i 1950’erne og 1960’erne i arv og gaver. Det giver et afkast, som vi så kan benytte til uddeling. Hovedmodtagerne er skoleklasser, der vil have tilskud til en rejse til Danmark eller børnehaver og vuggestuer, der har brug for et legeredskab.”

“Det har en værdi, og det er værdsat. Vi har blandt andet støttet børnehaven i Kappel med forskellige legeredskaber. Jeg er blevet personlig ven med børnehavelederen og kommer på besøg og ser, hvordan det går. Vi er kun på børnehaveleder to. Der er vuggestue, børnehave og skole på den samme vej. Et smørhul for dansk kultur.”

En vigtig sag

Som de fleste andre lokalforeninger, har Grænseforeningen København og Frederiksberg oplevet, at der er kommet færre medlemmer i de senere år. Men netop det, at de danske syd for grænsen også støttes af en række frivillige i hovedstadsområdet, viser, at det er en national sag at bakke op om det danske mindretal i Sydslesvig.

“Man oplever nogle værdier og nogle fællesskaber, som virkelig støtter nogle danske familier. Og der er tyske familier, som påtager sig at lære dansk for at få del i det her fællesskab. For mig har det en stor værdi, så længe, der er folk, som brænder for sagen. Og det kan man mærke”.

Anders Kaare tror, at det vil kræve ‘en sag, man kan spille plankeværk opad’, hvis Grænseforeningen skal leve videre i sin nuværende form.

“Det skal der nok komme. Så skal Grænseforeningen gøre alt for at støtte foreningerne syd for grænsen. Skolesagen, hvor de danske skoler fik mindre tilskud end de tyske i Slesvig-Holsten, er et godt eksempel. Så er det er vigtigt at være politisk aktiv, når der kommer en sag, man kan gribe”, siger han og tilføjer:

“Den oprindelige sag er stor nok, og man husker den syd for grænsen. Men den kan ikke samle folk i resten af Danmark længere”.

Noget af det, der kan gøre opmærksom på sagen, er, at der er genforeningssten, som minder om, at en del af Danmark har været i udlændighed og kun er blevet dansk igen, fordi der har været stærke følelser og er blevet arbejdet hårdt for at bevare det danske.

Skrevet i sten

“Da man lavede en opgørelsen over, hvor mange genforeningssten, der var, var der ikke nogen på Frederiksberg. Så kom der et ønske fra Arveprins Knuds Kollegium om at få en genforeningssten på Frederiksberg. Så fik jeg en dobbeltrolle, både som formand for kollegiet og Grænseforeningen. Der var to fonde, som sagde ja. Det var Frederiksbergfonden og BHJ Fonden.

“Så var der alt det andet oveni. Vi havde ikke noget sted, men vi foreslog Sønderjyllands Allé. Kommunen foreslog på et hjørne af Sønderjyllands Allé og Mørk Hansens vej. Det blev så der. Så den står på kommunal grund. Der var et stort arbejde med at få gravetilladelse på grund af de mange ledninger og rør i vejen. Teksten hentede vi fra stenen i Dyrehaven. Det var kollegiet, der foreslog, at vi genbrugte teksten. Men vi vendte den om fra ‘intet Danmark uden Slesvig’ til ‘intet Slesvig uden Danmark,” fortæller Anders Kaare.

Genforeningsstenen blev indviet i juli 2020. 

“Det blev udlagt som om, vi ønskede en grænserevision”, husker Anders Kaare.

Grænseforening for København og Frederiksberg har også tilskyndet Københavns Kommune til at få rengjort genforeningsmonumentet ved Trianglen ved indgangen til Fælledparken på Østerbro i København i anledning af 100 året for genforeningen.

Carlsbergfondet skænkede monumentet til København i 1930, og fondet donerede i anledning af genforeningsmarkeringen belysning af monumentet.

Blandt talerne var Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som nu er formand for Grænseforeningen. Carlsbergfondet udskænkede i dagens anledning en særlig genforeningsøl. 

“En gruppe historikere mente, at den slesvigske sten i Dyrehaven trængte til vedligehold. Stenen væltede da også, da den skulle transporteret væk, så det var på høje tid. Vi fik rejst penge til restaureringen med hjælp fra Grænselandets Legatfond og Socialdemokratiet. Det betød, at vi fik Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, til at holde talen ved genrejsningen”, fortæller Anders Kaare.