Man leger med ilden, når man flytter grænser”, sagde tidligere minister, folketingsmedlem og næstformand for Europa-Parlamentet, Bertel Haarder (V).

Anledningen var 100-årsdagen for et af de mest markante monumenter over Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj. Bertel Haarder var en af tre debattører, der så verden fra hvert sit ståsted. Og som i debatten skuede tilbage i historien, dvælede ved nutiden og så fremad på, hvordan Europa mon kunne udvikle sig.

Bertel Haarder er en markant politiker, som livet igennem været optaget af det dansk-tyske grænseland. Han ser først og fremmest historien og samtiden gennem en garvet parlamentarikers prisme. 

Professor i Europastudier ved Københavns Universitet, Marlene Wind, har i en lang karriere forsket i den rivende udvikling, det europæiske kontinent har været igennem på godt og ondt.

“Genforeningstårnet symboliserer den smukke tanke om den fredelige sameksistens, vi har i dag, og som mange kan lære meget af”, sagde hun.

Simon Faber var den tredje deltager i debatten. Hans udgangspunkt er både professionelt, fagligt og personligt. 

Han er sydslesviger, født i Flensborg og student fra Duborg-Skolen. Som politiker for det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), blev han valgt som overborgmester i Flensborg. Han har været projektleder for fejringen af 100-året for Genforeningen i 2020 og er i dag formand for Sprogforeningen.

“Der var grædende danske hjerter, da Flensborg blev tysk, men det danske mådehold i forbindelse med Genforeningen har vist sig klogt”, sagde han.

De tre deltagere i panelet ved jubilæumsarrangementet var enige om, at det gode forhold mellem danske og tyske naboer på begge sider af grænsen i dag kan tilskrives, at der med afstemningen, som førte til genforeningerne, blev trukket en demokratisk grænse. 

Fortid, nutid og fremtid

De så tilbage mod både Genforeningen i 1920 og København-Bonn-erklæringerne fra 1955, som er af uvurderlig betydning for de gode naborelationer mellem Danmark og Tyskland i dag. De så frem i overvejelser om, hvorvidt den demokratiske grænse kunne være til inspirationen for en løsning i Donbass i Ukraine.

I nutiden var der enighed om det smukke i forholdet mellem Danmark og Tyskland, men da talen faldt på en anden minoritet, catalonierne i Spanien, var der pludseligt delte meninger.

Men først Danmark og Tyskland. Bertel Haarder mente, at den danske regering måske kunne have vristet et større område til den danske side i en situation, hvor Tyskland stod som taber af Første Verdenskrig. Men det kunne også have givet bagslag.

“Man frygtede tysk revanchisme. Måske var der ikke sket så meget, hvis Flensborg var kommet med. På den anden side, blev Sudeter-Tyskland udslagsgivende for Anden Verdenskrig”, sagde han med henvisning til Hitlers overtagelse af området i det daværende Tjekkoslovakiet, som skete med accept fra Storbritannien, Frankrig og Italien under trussel om, at Hitler-Tyskland ellers ville tage området med magt.

Simon Faber gav et eksempel på, hvorledes stærke kræfter kæmpede for at få Flensborg tilbage til Danmark. Som projektleder for organisationen Genforeningen 2020 fik han god mulighed for at læse op på begivenhederne i forbindelse med Genforeningen i 1920.

“A.P. Møller havde lovet, at hvis folket stemte Flensborg hjem til Danmark, ville han lægge Esplanaden dernede.”, fortalte Simon Faber.

“Danmark var generøs overfor Tyskland. Det krævede også noget generøsitet. Men miraklet var, som det udfoldede sig senere, så man kunne bygge danske og tyske skoler på begge sider af grænsen og leve sammen med to sprog ”, siger Marlene Wind.

København-Bonn-erklæringerne

Debatten blev styret af journalisten Niels Krause Kjær, og han bød ind mede en bemærkning om, at den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister og statsminister-
statsminister H.C. Hansen har fortalt, at den politiske aftale, han var mest stolt af at have lavet, var København-Bonn-erklæringerne.

“Det er det med at gribe en chance for at stille et krav. Det har vi nydt godt af siden”, sagde Bertel Haarder med henvisning til, at erklæringerne var en følge af et dansk krav i forbindelse med Tysklands optagelse i NATO.

“Det handler om balancepunkter. Deklarationerne er smukke, fordi de er 50-50. Hvert mindretal får lovet kulturel autonomi. Der bliver sat en undtagelse for spærregrænsen. Mindretallene får lov at bygge skoler. De er med til at give forsoning og udsoning. Sindelagsfriheden er kernen i erklæringerne. Man må selv erklære sig dansk eller tysk. Der står ikke noget om det i passet”, sagde Simon Faber.

Det er i diskussionen om frihed til at tale eget sprog, at Malene Wind tog eksemplet Catalonien op. Der har været alvorlige konflikter i den selvstyrende region i det nordlige Spanien med Barcelona som hovedstad. 

“Undervisningen er ikke på spansk i skolerne i Catalonien. Der skal man underkaste sig et minoritetssprog”, sagde Marlene Wind.

I 2017 afsatte den spanske regering Cataloniens præsident Carles Puigdemont, efter at han forsøgte at gennemføre en folkeafstemning om catalansk uafhængighed af Spanien. Der blev udsted en arrestordre på ham, og han flyttede i eksil.

SSW, som Simon Faber repræsenterede som overborgmester i Flensborg, er medlem af alliancen af mindretalspartier i EU (EFA). Et af partiets unge håb, Maylis Rossberg, stillede op som kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen for EFA. Det gjorde hun sammen med en medkandidat ved navn Raül Romeva. Han er en politiker fra Catalonien og tidligere medlem af Carles Puigdemonts regering – og af Europa-Parlamentet. Han har siddet fire år i fængsel, fordi han også arbejdede for at løsrive Catalonien fra Spanien.

Simon Faber nævnte, at der er masser af eksempler rundt omkring på enhedsstater, hvor man ikke må bruge sit eget sprog. 

“Det gælder i Frankrig og i Spanien. I Frankrig undervises der ikke på bretonsk”, sagde han med henvisning til det bretonske mindretal i Bretagne, som også har sit eget sprog og er et mindretal, der også geografisk har et hjemsted.

Grænser er forskellige

I 2017 var Bertel Haarder menigt medlem af Folketinget. Han fortalte, at han på det tidspunkt havde haft et anspændt møde med den spanske ambassadør på sit kontor, da arrestordren på Carles Puigdemont blev udstedt.

“Jeg sagde til ham, at catalonierne er i flertal i deres eget gamle land. De er syv millioner mennesker og har deres eget sprog, så Catalonien kunne lige så godt kunne være et selvstændigt land som Danmark”, sagde han.

Marlene Wind tilføjede, at det kun er 30 procent af indbyggerne i Catalonien, der ønsker selvstændighed. 

Mindretallene spiller stadig en rolle i Europa i dag, og de er også viklet ind i flere af de konflikter, der er, det gælder for eksempel krigen mellem Rusland og Ukraine. Marlene Wind nævnte, at Ungarns premierminister, Victor Orban, sagde til Ukraines premierminister Volodomir Zelinsky, at det ungarske mindretal i Ukraine skulle have bedre vilkår. Ellers ville han støtte Ruslands præsident Vladimir Putin.

“Grænsen mellem Danmark og Tyskland ligger ret smart. Ungarn kunne nok med en vis ret sige: Kunne vi ikke have fået grænsen trukket bare lidt mere gelinde”, sagde Simon Faber med henvisning til grænsedragningen efter Første Verdenskrig, der efterlod meget store ungarske mindretal i nabolandene. 

I debatten om fremtidens Europa fokuserede paneldeltagerne nu mest på det, de kunne blive enige om. For eksempel at en demokratisk grænsedragning kunne skabe en fredeligere måde at leve sammen på mange steder. Men der var også enighed om, at man ikke bare kan presse en dansk model ned over enhver situation.

“Vi har mistet lidt fokus på, hvorfor andre tænker, som de gør. Vi skal ikke tro, alle tænker ligesom os. Med hensyn til Ungarn og Afghanistan skal vi træde et skridt tilbage og prøve at forstå. Der er mange, som gæster ECMI (The European Centre for Minority Issues) i Flensborg, hvor de forsker i mindretallenes situation. Men ligesom vi ikke kunne eksportere demokrati til Afghanistan, kan vi ikke bare eksportere afstemninger og genforening”, sagde Simon Faber.

Marlene Wind nævnte, at den medievirkelighed, vi har i dag, også er med til at gøre det svært at fremme fred og forsoning:

“Udviklingen besværliggøres af et ekkokammer på asociale meder, der ikke anerkender den andens synspunkt og kun kan sige sine egne sandheder. Alle sidder med deres egen smartphone”, sagde hun.