Det øsregner i Nykøbing.

Men alligevel er der store smil under paraplyen hos Jørgen Bruun Christensen og Ane Dragsbæk Poulsen.

Det er førstedagen til Kulturmødet Mors, et folkemøde, der over de seneste ti år har udviklet sig til at være en af de vigtigste kulturbegivenheder i det nordvestlige i Danmark. 

De to medlemmer af Grænseforeningens lokalforening i området, Grænseforeningen Nordvestjylland, har indfundet sig foran en lille scene, hvor Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig om lidt inviterer til foredrag om Flensborgs romhistorie. Der lokkes med et par smagsprøver til slut.

“Jeg glæder mig altid til Kulturmødet. Der er så mange spændende arrangementer, og det giver så meget liv til byen”, siger Jørgen Bruun Christensen, der har været lokalforeningsformand i over 30 år. 

Selvom udsigten til en varm rom i regnvejret nok luner en del hos de to lokalforeningsmedlemmer, er det noget andet på dagens program, der har deres primære opmærksomhed. Henad aftenen skal de nemlig sammen med resten af lokalforeningens bestyrelse mødes med en stor håndfuld sydslesvigere, der har taget turen fra Flensborg til det nordvestjyske i forbindelse med Kulturmødet Mors.

“Vi glæder os meget. Vi kender dem ikke, for vores venskabsforbindelse kommer fra Sønder Brarup, Satrup og Havetoft. Men det er altid en særlig oplevelse at få besøg fra Sydslesvig. Det er jo dét, det handler om”, siger Ane Dragsbæk Poulsen, der har været en del af bestyrelsen i mere end 10 år. 

Gode kontakter

Knap en måned senere har lokalforeningen igen haft besøg fra Sydslesvig. Denne gang fra Gottorp Amt, fortæller Jørgen Bruun Christensen over en telefonforbindelse. 

“De tog hjem i går eftermiddag. Vi har både været på rådhuset og talt med borgmesteren, set Jeppe Aakjærs kunstnerhjem ‘Jenle’ og besøgt Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing. Det har været nogle gode oplevelser, og det har været rigtig hyggeligt undervejs”, siger han. 

Gruppen af sydslesvigere fra Gottorp Amt udgør heller ikke en venskabsforbindelse for lokalforeningen. Men de var nysgerrige på Limfjordsområdet og spurgte, om de ikke måtte komme på besøg.

“Når de spørger, så stiller vi selvfølgelig op. Alle er velkomne på Mors. Det giver nogle gode kontakter i det danske mindretal for os og skaber en nærhed til Sydslesvig. Den mentale afstand bliver betydeligt mindre”, forklarer Jørgen Bruun Christensen. 

“Det er også en af grundene til, at lokalforeningerne er så vigtige. Vi kender vores lokalområder og kan give sydslesvigerne et unikt indblik i historien og lokalkulturen. Og omvendt får vi så et indblik i deres liv”, tilføjer han. 

Dyrskue gav nyt medlemskab

Jørgen Bruun Christensen har været aktiv i Grænseforeningen, siden han i 1989 blev hvervet som medlem ved et dyrskue i Nykøbing. Det var en kvinde fra lokalforeningen på Mors, der spurgte, om han ikke ville købe en lodseddel til Det Sønderjyske Lotteri, som var et af Grænseforeningens store projekter dengang. 

“Det ville jeg gerne. Så spurgte hun, om jeg ikke ville købe to lodsedler mere, for så kunne jeg vinde en million. Det gjorde jeg så, og da jeg gik derfra, var jeg så også blevet medlem af foreningen. Desværre vandt jeg ikke millionen”, husker Jørgen Bruun Christensen. 

Det danske mindretal og grænselandet i det hele taget var dog ikke helt fremmed for Jørgen Bruun Christensen, for hans moster og onkel mødte faktisk hinanden i Sydslesvig.

“Min onkel rejste til Angel i 1946 for at være med til at oprette en skole i landsbyen Mårkær. Det var i et gammelt malerværksted. Et par år senere kommer min moster så til Sydslesvig, også som lærer, og de møder hinanden, bliver gift og får en datter, inden de igen flytter hjem til Danmark”, siger Jørgen Bruun Christensen, der som barn var på sommerferie i grænselandet med sin moster og onkel.

“Det var mit første møde med Sydslesvig. Jeg var 12 år, og vi boede i Skipperhuset i Tønning. Jeg husker, at vi hver dag købte et kilo rejer, når fiskerbådene kom ind. Så pillede vi rejerne og spiste dem med det samme. Det var voldsomt lækkert. I dag skal jeg også altid have rejer, når jeg er i området, for de smager stadig af sommerferieminder”, siger Jørgen Bruun Christensen, hvis forældre også var medlemmer af Grænseforeningen.

“Jeg kan huske, at de var glade for at få magasinet Grænsen, som dengang mere var et foreningsblad. Men jeg tror ikke, at de gik til mange møder”, siger han.

Familierelationer

Ane Dragsbæk Poulsen har ikke været aktiv i Grænseforeningen lige så længe som Jørgen Bruun Christensen. Til gengæld har hun været medlem i længere tid. 

“Min mor meldte mig ind, da jeg var barn, og betalte også kontingentet. Hun har altid været meget optaget af sagen og var formand for lokalforeningen i Thisted i en årrække. Hun er stadig medlem i dag. Til januar bliver hun 88 år”, fortæller Ane Dragsbæk Poulsen.

“Det var min mors engagement, der gjorde, at vi om sommeren, da jeg var syv år, for første gang fik besøg af et feriebarn fra Sydslesvig. Vi havde rigtig god kemi, og vi ses stadigvæk i dag. Hun hedder Karen og bor i København nu”, tilføjer hun. 

Det hører med til historien, at Ane Dragsbæk Poulsens mormor stammer fra en tysk familie i Vanderup nær Flensborg. Efter Første Verdenskrig rejser hun til Danmark for at finde et arbejde, og her møder hun en dansk mand, der senere bliver Ane Dragsbæk Poulsens morfar.

“Den historie har gjort, at det i familien altid har været naturligt at være optaget af grænselandet, Tyskland og mødet mellem dansk og tysk kultur. Jeg taler selv tysk, og det har været en stor glæde at have et nært kendskab til min mormors fødeland”, siger hun. 

I mange år havde Ane Dragsbæk Poulsen ikke et behov for at følge i sin mors fodspor og være aktiv i Grænseforeningen. Men den del er kommet med alderen, forklarer hun.

“Jo ældre, jeg er blevet, desto mere bevidst er jeg blevet om, hvor særligt det dansk-tyske grænseland er, og hvilken unik situation det danske mindretal befinder sig i. Der er også noget nostalgi og almindelig ansvarsfølelse i at gøre et stykke arbejde for en sag, som min mor også har brugt tid på”, siger Ane Dragsbæk Poulsen, der i 2013 blev en del af lokalforeningsarbejdet. 

“Det var faktisk Jørgen Bruun Christensen, der spurgte, om det ikke var ved at være på tide, at jeg fortsatte det gode arbejde, som min mor havde udført. Det ramte plet”, tilføjer hun.

Rykke sammen i bussen

Grænseforeningen Nordvestjylland dækker i dag et stort geografisk område, der strækker sig fra Thy og Mors til halvøen Salling, hvor Skive er den største by. Lokalforeningen har også enkelte medlemmer i Struer, og det giver alt i alt nogle lange køreafstande, når der skal holdes møder. Men det er ikke et problem, lyder det.

“Heroppe er vi vant til de lange distancer. Selvfølgelig skal vi huske på at variere, hvor vi afholder vores arrangementer, så det ikke altid er dem fra Skive eller lignende, der skal køre længst. Men jeg mener, at det er noget af det, der skal til, for at vi kan sikre fremtiden for vores lokalforeninger. Jeg har f.eks. lige været til foredrag hos lokalforeningen i Viborg med Grænseforeningens formand, Mirco Reimer-Elster. Jeg har ikke noget imod at køre fem kvarter fra Thisted for at bakke op om et andet arrangement. Vi er nødt til at rykke lidt sammen i bussen og hjælpe hinanden”, forklarer Ane Dragsbæk Poulsen. 

Jørgen Bruun Christensen er enig, men tilføjer, at det faktisk mest er i forhold til Sydslesvig, at distancen mellem vores nordvestlige hjørne og de sydslesvigske venner fra Sønder Brarup, Satrup og Havetoft kan være en udfordring. 

“Selvom vi lige har haft to gode besøg, så er der langt fra Nordvestjylland til grænselandet. Vi kan ikke lave smutture. Men det har vi de seneste år løst med et såkaldt midtvejsmøde. Her mødes vi med vores venskabsforbindelse på halvvejen. Vi har bl.a. besøgt de spændende museer i Jelling og til juni skal vi besøge museet ‘FLUGT’ i Oksbøl. Det er jeg glad for, at vi har haft succes med, for vi bliver altid klogere af hinandens fortællinger”, siger Jørgen Bruun Christensen.

“Det er mødet mellem mennesker, det handler om”, slutter han.