Tilbage til nyhedsliste

Kongen tog første spadestik til nyt museum ved Dannevirke

25. oktober 2024

Kong Frederik tog tirsdag eftermiddag det første spadestik til et nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke. ”Jeg kan ikke forestille mig en bedre begyndelse på projektet”, siger museumsleder Lars Erik Bethge.

Kong Frederik tog tirsdag det første spadestik til et nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke.

Kong Frederik tog tirsdag det første spadestik til et nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke.

Fotos: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Med et fast tag om spaden og et stort smil på læben satte kong Frederik tirsdag eftermiddag byggeriet af nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke officielt i gang. 

”Det var helt overvældende. Jeg kan ikke forestille mig en bedre begyndelse på projektet”, siger museumsleder Lars Erik Bethge, der overrakte spaden til kong Frederik. 

”Flere generationer af kongens familie har bygget på Dannevirke siden vikingetiden, så det er selvfølgelig noget helt særligt og festligt, når han griber spaden til det nyeste byggeri på dette særlige historiske sted. I dag handler det så ikke længere om afgrænsning, men om et stykke Danmarkshistorie, vi tager vare om i fællesskab med vores tyske naboer”, tilføjer Lars Erik Bethge.

Det kongelige spadestik var kulminationen på kongeparrets besøg ved Dannevirke, hvor Lars Erik Bethge også fik mulighed for at fortælle om de seneste arkæologiske fund. 

”Dannevirke er jo blevet et par hundrede år ældre, siden kongeparret senest var her, dengang som kronprinsepar i 2006. Så det var dejligt at kunne opdatere dem med den nyeste arkæologiske viden og opleve, at kong Frederik også har den historiske interesse, som vi kender fra hans mor”, siger Lars Erik Bethge.

Kongeparret så bl.a. et stykke kampestensmur, som en gruppe arkæologer har frilagt i forbindelse med kongeparrets besøg. Muren er bygget i kong Godfreds tid omkring år 800 som et værn mod frankerne og Karl Den Store. 

”Det anslås, at man har brugt 20 millioner kampesten til den del af Dannevirke. Og det er imponerende, eftersom ingen kongeresidens og ingen kirke er bygget af sten på den tid. Og den har altså været tre kilometer lang, tre meter høj og tre meter dyb. Det har været et kæmpe bolværk mod frankerne”, forklarer Lars Erik Bethge og tilføjer, at det lille murafsnit, kong Frederik og dronning Mary så, allerede er blevet dækket til igen for at konservere det.

”Det var en lille forsmag på den oplevelse, der venter alle gæster, når Kreis Schleswig-Flensburg har opgraderet den arkæologiske park parallelt med museumsbyggeriet. Så vil den for første gang være tilgængelig for offentligheden på et andet sted i parken”, tilføjer museumslederen. 

Kongeparrets besøg ved Dannevirke skete som en del af et tiltrædelsesbesøg i Tyskland, der tog sin begyndelse i Berlin mandag og sluttede i Flensborg tirsdag eftermiddag. Ved Dannevirke blev kongeparret også introduceret til planerne for den nye museumsbygning, der er tegnet af Lundgaard & Tranbjerg Arkitekter. 

”Vi håber selvfølgelig, at de har lyst til at komme igen og se resultatet, når museet engang står færdigt”, lyder det fra Lars Erik Bethge.

Sådan så det lille murafsnit ud, som en gruppe arkæologer havde frilagt til kongeparrets besøg. Nu er det igen blev dækket til at konservere det.

Sådan så det lille murafsnit ud, som en gruppe arkæologer havde frilagt til kongeparrets besøg. Nu er det igen blev dækket til at konservere det.

Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen

A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden støtter arbejdet med det nye museum med hhv. 64 og 13 millioner kroner. Det er Sydslesvigsk Forening (SSF), der står for opførelsen. 

Dannevirke består af volde, mure og vådområder, der forløber cirka 30 kilometer tværs over den gamle danske landsdel Sydslesvig. Det betegnes som Nordens største forsvarsværk og har siden 2018 haft status som Unesco-verdensarv.

Det kongelige spadestik blev overværet af en stor gruppe tilskuere, der havde taget opstilling med dannebrogsflag langs en række opsatte hegn. Blandt de fremmødte var en gruppe børn fra Rendsborg-Bydelstorp Daginstitution, der er en dansk mindretalsbørnehave. De bar alle hjemmelavede kongekroner og havde medbragt et banner samt blomster og tegninger, som de også fik mulighed for at overrække kongeparret. Kong Frederik og dronning Mary stoppede nemlig op ved gruppen af børn ved ankomsten til Dannevirke. Og det var en kæmpe oplevelse, fortæller pædagog Sylvia Sickelka, der var med på dagen. 

”Børnene var så glade, og det var så rørende at opleve, at kongeparret gav sig tid til at modtage og se på de ting, børnene havde lavet til dem. Jeg fik selv gåsehud, og mit hjerte gik lidt i stå. Det var meget specielt at være så tæt på de kongelige, for de betyder altså meget for os danske her i Sydslesvig”, siger hun.

Børnehavegruppen ankom i god tid til Dannevirke, og ventetiden var lang. Men børnene var enormt tålmodige, fortæller Sylvia Sickelka.

”Vi sang for at holde humøret oppe og lave forskellige tilråb. Og lige pludselig kom de første motorcykler med de mange blå blink, og vi blev alle helt lamslåede. Det var mange følelser, der løb gennem kroppen på det tidspunkt”, siger hun.

”Jeg tror, de vil snakke om den her oplevelse i meget lang tid”, lyder det fra Sylvia Sickelka.