Kvindenetværk i generalkonsulatet
Generalkonsul Annette Lind åbner dørene til generalkonsulatet.
Første møde i det nye kvindenetværk bød på mere end 50 deltagere.
Foto: Dansk Generalkonsulat i Flensborg
Den danske generalkonsul Annette Lind har besluttet at være synlig og åben i sit virke.
”Sådan er jeg også som menneske”, siger det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem.
Hun har åbnet dørene til generalkonsulatet for nye grupper af mennesker. Om aftenen den 26. november var dørene kun åbne for kvinder. Hun startede med at invitere 22. Men der var mange, som henvendte sig og gerne vil være med. Så der endte med at være dobbelt så mange.
Der har altid fandtes loger kun for mænd, og mange steder, hvor den slags traditioner er brudt, er der stadig mest mænd, der kommer. Så selvfølgelig er der også behov og rum for steder, hvor kvinder alene kan mødes.
Der er kvinder, som har indtaget ledende positioner i grænselandet. Det gælder formand for Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, Randi Kuhnt, formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), Gitte Hougaard-Werner, samt fremtrædende politikere fra det danske og frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), som Flensborgs bypræsident Susanne Schäfer-Quäck og landdagspolitikerne Sybilla Nitsch og Jette Waldinger-Thiering. Her kan tilføjes den tidligere justits- og Europaminister i Slesvig-Holsten, Anke Spoorendonk.
Og i år er der så kommet i hvert fald endnu en kvinde på en betydningsfuld post i grænselandet: Generalkonsul Annette Lind. Hun fik altså den ide at starte et netværk, hvor kvinder som de ovennævnte kan give erfaringer videre til yngre kvinder, som er i begyndelsen af en karriere.
”På Generalkonsulatet er vi så glade for, at vi i går kunne samle SÅ mange dygtige, inspirerende og engagerede kvinder her i huset. Vi vil gerne sige STORT TAK til alle, som deltog. Vi håber at dette blot er starten på et netværk, hvor kvinder på tværs kan mødes”, skrev Annette Lind efterfølgende på de såkaldte sociale medier.
Hun fortæller til Flensborg Avis, at hun er delvist overrasket over den store interesse, men at det også viser, at der er et behov. Nogle har henvendt sig, fordi de har tænkt, at de har noget at bidrage med, og nogle er kommet med forslag til andre, det ville være gode at have med.
Til magasinet Grænsen, som Grænseforeningen, fortæller Annette Lind i et kommende interview, at hun har fundet sig godt tilpas i jobbet. Og noget af det mest spændende, synes hun, er, at der slet ikke er nogen stillingsbeskrivelse. Men hun begyndte den 1. marts, og nu er det oktober, så hun har fået skabt sig et indtryk af Sydslesvig og fået sine ideer til, hvordan opgaven skal gribes an.
”Der er ingen stillingsbeskrivelse til mit job, men jeg har tænkt meget over, hvilken slags generalkonsul, jeg vil være. Jeg arbejder mere med nutiden og fremtiden end i et historisk perspektiv. Jeg er repræsentant for Danmark. Jeg er Danmarks og regeringens forlængede arm. Jeg er bindeleddet mellem mindretallet og den danske befolkning”, siger Annette Lind.
Og hun er altså også med sit netværksinitiativ blevet bindeled mellem kvinder i grænselandet. Der var både kvinder fra det danske mindretal syd for grænsen, fra det tyske mindretal nord for grænsen, flertalsdanskere og flertalstyskere med. Men mindretallet dominerede selvfølgelig.
Flere nyheder: