Brev fra Hans Sørensen om træfningen ved Hokkerup 1940

Tirsdag Morgen den 9. April Klokken 4,15 blev der slaat Alarm, og vi foer jo op, og det gik ogsaa hurtigt med at komme afsted. Alle var rolige, der var ikke til at mærke nogen Nervøsitet hos nogen, alt gik, som naar vi ellers rykkede ud, maaske lidt hurtigere. Oberstløjtnant Hintz sagde Farvel til os og sagde: ”Jeg haaber I gør jres bedste som danske Soldater, og saa Gud være med jer.”

Det var det sidste han sagde, saa kørte vi ud. Jeg var Motorordonnans ved 2. Delling. Vi indtog vore Stillinger i Hokkerup en 5 km fra Grænsen med en Halvdeling og en Halvdeling ved Rønshoved nede ved Fjordvejen.

Vi laa saa og ventede lidt, og vi blev ved at tale om, at det var nok bare en Øvelse. Men vi blev snart klogere, for pludselig lød der et Skud fra 1. Delings 20 mm Maskinkanon, og saa begyndte Rekylgeværerne ogsaa. Saa var vi klare over at det ikke var Øvelse vi var ude paa, men den rene Alvor og det varede heller ikke længe før vi havde den første tyske Kolonne oppe hos os i Hokkerup.

Det varede jo kun kort Tid, før de var bag paa os og saa da vi vilde tilbage, opdagede vi, at der var spærret. Saa blev vi ved saalænge vi kunde.

Da saa de var helt inde paa os fra alle Sider gav vi op.

Vi blev saa taget til Fange og ført ned Syd for Grænsen; men vi blev behandlet pænt. Vi blev lukket ind i et Hus, hvor det var, ved jeg ikke, og saa fik vi besked paa at forholde os rolige, saa skulde vi nok blive behandlet godt. Vi havde kun gjort vores Pligt og saa satte vi os til at sove lidt, for det var jo en grim Overraskelse, vi havde faart, men det kom vi jo først til at tænke paa bagefter. Lige da det stod paa tænkte vi ikke over noget, da var der jo ikke Tid til dette.

I Hokkerup mistede vi to Mand og tre, fire saarede. Tyskernes Tab kan jeg ikke med Bestemthed sige.

Vi var saa i Fangenskab til ved 9-10 Tiden, saa blev vi kaldt ud. Saa troede vi jo, at nu skulde vi nok længere ned i Tyskland i en Fangelejr, men til vor store Overraskelse sagde de, at nu var der sluttet Fred med Danmark, nu kunde vi tage hjem igen, men vi skulde først have noget at spise.

Vi fik saa nogle smaa Rugbrød og nogle Pakker Smør og en stor røget Skinke, der var da tre Gange saa meget, som vi kunde spise, men vi skulde have det med os.

Vi kom saa tilbage til Lejren ved Middagstid. Da vidste vi jo ikke noget om, hvordan det var gaaet vores Kammerater fra de andre Steder, og der var ingen, der var sig selv, før vi fik at vide de var i god Behold i Vejle og at de ikke havde haft nogle Tab af Betydning.

Saa var vi mere rolige med alligevel var Nerverne saa overspændte, at jeg ryster lidt over hele Kroppen længe efter, men jeg maa indrømme at vi slap billigt efter Omstændighederne.

Kildehenvisning:

9. April skildret i Breve fra danske Soldater, samlet og udgivet af Arne Stevns. Steen Hasselbalchs Forlag 1940, s. 80-81.