Jens Jessen: Leddet er af Lave

Een Ting mangler for den Have, Leddet er af Lave.

Holster, Vagrer, Lyneborger som en 

giftig Flod volder Jyden mange Sorger, øder

meget Blod.¹

Natten til den 1. Januar var det 25 Aar, siden Prøjserne og Østerrigerne gik over Ejderen. En Maaneds Tid efter gik de over Danevirke.

Siden den Tid har Gærdet været brudt; Danmark ligger aabent mod Syd; den sydlige Del af Danmarks gamle Rige kom for 25 Aar siden i Fjendehaand og er endnu under de fremmedes Herredømme.

Skulde nogen Dansk af Sløvhed eller af Fejghed ville lukke sine Øjne for den sørgelige Sandhed, at en Del af det danske Folk sukker i Udlændighed, saa er der lige før Aarsskiftet sket Ting, som kunde tjene til at rykke ham op af Dvalen.  

Folk vil ikke synes om den Behandling, der er bleven unge Sønderjyder til Del, som fra Kongeriget er komne til deres Barndomshjem for at være Julegæster hos Forældre og Søskende.

Langt større Betydning har den nye prøjsiske Forordning om almindelig tvungen Indførelse af tysk Skolesprog² overalt paa Landet i Nordslesvig.

At de saakaldte danske Undersaatter fra de senere Aar, Sønderjyder, som i Konfirmationsalderen drager til Kongeriget og lader sig indskrive i de danske Lægdsruller, ikke kan komme tilbage og tage fast Ophold i Sønderjylland, kan nok forstaas. Det vilde være alt for fristende for de unge Mennesker, om de baade kunde blive i deres Hjem og dog aftjene Værnepligten i Kongeriget. Saa vilde der blive tomt paa de prøjsiske Sessioner i Sønderjylland.

Det kan til Nød ogsaa forstaas, at Magthaverne modsætter sig hyppige Besøg i Hjemmet af de unge Udvandrere.

Naar der lægges mange Vanskeligheder i Vejen for de udvandrede, vil maaske flere betænke sig paa at følge deres Eksempel. Men det er ikke indlysende, at der selv fra et prøjsisk Standpunkt kan siges noget til Forsvar for, at det nægtes de unge Mænd at aflægge et kort Julebesøg hos deres Forældre.

Naar de gør det alligevel, saa maa det ske i Stilhed og Hemmelighed; de kan ikke vise sig offentligt, ikke gaa i Kirke eller i Selskab, kan næppe nok opholde sig i deres Forældres Dagligstue. Der haves Eksempler paa, at saadanne lønlige Julegæster er blevne i Sengen om Dagen, for at ingen skulde se dem, og at de først om Aftenen er komme op for at tilbringe nogle Timer sammen med Forældre og Søskende bag lukkede Døre og tilskoddede Vinduer.

Man skulde ikke tro, at nogen kunde misunde de unge Mennesker eller deres Forældre et saadant Julemøde.

Man skulde synes, at Politimestre og Gendarmer med Glæde maatte slaa sig til Ro i Juletiden, være fornøjede, naar ingen hemmelig Julegæst kom dem for Øje, være ilde til Mode, naar de ved en Angivelse tilskyndedes til at foretage sig noget imod dem, og i hvert Fald aldrig ønske i Festdagene at gaa paa Jagt efter de hemmelige unge Julegæster.

Et enkelt Sted i Flensborg Omegn nøjedes Kommuneforstanderen meget fornuftigt med at skrive til en Mand, at da hans Søn var kommen hjem uden Tilladelse, maatte han straks rejse igen, hvis han ikke vilde udsætte sig for Ubehagelighederne ved en Anmeldelse til Politiet. Den unge Mand rejste saa straks, og der kom ikke noget videre ud af Sagen.

Hvor mange Tilfælde der er forekommet af Gendarmbesøg og Arrestationer af danske Undersaatter i Juledagene, kan endnu ikke vides, da vedkommende for en anden Gangs Skyld ikke er meget tilbøjelige til at lade en saadan Tildragelse blive bekendt i større Kredse. Foreløbig er kun tre saadanne Tilfælde komne til Offentlighedens Kundskab. Men disse tre er talende nok.

En ung Mand i Øster-Højsted ved Løgumkloster blev anden Juledag i sin gamle Faders Hjem paagreben af Gendarmen og ført til Varetægtsarresten i Løgumkloster, hvor man i flere Dage lod ham sidde sammen med alskens Vagabonder og lignende Fanger paa simpel Fangekost.

En ung Mand i Hvinderup ved Kristiansfelt gik det værre. Han sad første Juledags Aften i sine Forældres Hjem ved en Kop Kaffe, da Gendarmen fra Kristiansfelt pludselig traadte ind. Den unge Mand gik hurtigt ud i Gaarden, men blev forfulgt af Gendarmen, der senere bragte ham ind i Stuen i en meget medtagen Tilstand.  Ansigtet og det ene Ben var slemt forslaaet; et blødende Saar sad oppe i Hovedet. Kun med Nød og næppe slap han for straks at blive ført i Haandjern til Arresten.

En tredje "Udvandrer" blev allerede Dagen før Juleaften paa Rejsen til sit Hjem i Bramdrup ved Haderslev paagreben af Gendarmen i Kristiansfelt og med et Reb om Armen ført til Arresten i Haderslev, hvor han sad Natten over.

I det Sønderjylland, hvor der fra Arilds Tid har boet danske Folk, det Land, som er blevet værnet og værget af vore bedste Konger og Dronninger, lige fra Dronning Thyras³ Tid, i dette Land skal Folket nu se nogle at sine Sønner som fredløse slæbes i Fængsel for at have besøgt deres Forældre i Julen.

Disse Forfølgelser er dog kun et lille Vidnesbyrd blandt mange om, hvorledes Tilstanden nu er syd for Kongeaaen.  De tyder paa et strengt Regimente; men det var muligt, at der alligevel kunde vises Skaansel over for Sprog og Folkeliv.

Hvorledes det staar sig i denne Henseende, fremgaar til fulde af den Juleaftensdag udstedte prøjsiske Forordning om, at det danske Skolesprog i alle Fag uden for Religionsundervisningen skal forsvinde til Foraaret fra alle Skoler i hele Sønderjylland.

I Tyskland vil man gerne betegne Rusland som Barbariets Land. Men i Russisk-Polen har det polske Sprog uden Sammenligning en langt bedre Stilling end i Prøjsisk-Polen, og i Finland lader Russerne det svenske og det finske Sprog være eneraadende uden at paanøde Befolkningen Russisk. I den danske Del af Sønderjylland skal derimod det tyske Sprog have ikke blot den første, men den eneste Plads, for saa vidt det afhænger af Myndighederne.

Da ingen Tysker vil falde paa, at der kunde være noget barbarisk i den ad Tvangsvejen kommende Udryddelse af Modersmaalet i de sønderjyske Skoler, saa tør man heller ikke tale om russisk Barbari med Hensyn til Sproget, eftersom den russiske Regering er mange Gange lemfældigere end den tyske.

Det er Fremtiden forbeholdt at dømme om Tyskernes Adfærd i Sønderjylland. Vi udtaler ingen Dom over dem. Vi nøjes med at rette et manende Ord til vore egne Stammefrænder paa denne og hin Side Grænsen.

Ordet er dette: Leddet er af Lave.

Nu er det ikke blot saaledes, at hele Sønderjylland er i de fremmedes Magt, og at vi alle er under et strengt Regimente; men vort Modersmaal trues med Udryddelse, vort Folkeliv med Ødelæggelse. Hvor et Værnet?  Leddet er af Lave.

Der er intet Værn uden det, vi selv bygger. Der er intet Led uden det, vi selv sætter. 

En farlig Flod vælter ind over os. Det er ikke blot, som der staar i den gamle Vise, ”Holster, Vagrer, Lyneborger", det er ikke blot Prøjsen, det er hele Tyskland, som sender sit Sprog og sin Kultur imod os. Det er den farlige Flod.

Den tørster efter Blod, staar der i Sangen.

Det er denne Gang ikke Blodet paa Valpladsen, det gælder. Som en graadig Slange udstrækker den tyske Kultur Hovedet for at drikke vore Børns Hjerteblod.

Vi tør ikke tro, at den prøjsiske Regering bevidst lægger an paa at udrydde selve Modersmaalet i Folket. Vi maa tro, at den vil overlade til selve Befolkningen at dyrke sit Sprog og opelske det hos Ungdommen.

Men i den tyske Presse lyder der Røster om, at Modersmaalets Udryddelse i Skolen skal efterfølges af dets Udryddelse først i Kirken og senere i selve Folket. Den prøjsiske Regering vil næppe kunne hindre, at der gøres Bestræbelser i denne Retning.

Man udstrækker sine Hænder for at kvæle den danske Folkesjæl i Sønderjylland.

Ethvert legemlig og aandelig sundt Menneske føler Selvopholdelsesdriften i sig. Ethvert sundt Folk vil værge sig mod Tilintetgørelse. I danske Sønderjyder, I maa nu vide, at der er Modstandere, som pønser paa at tage eders danske Liv og Sprog fra eder, at vende eders Børns Hjerter fra eder, at gøre eders Sprog fremmed for eder. 

I maa vide, at det nu gælder om af al Evne at værge Danskheden i Sind og Tale, at samles i Flok alle med det ene Formaal at forsvare, hvad vort er.

Og I Brødre og Frænder nord for Kongeaaen, ser I nu, hvad Tysken fører i sit Skjold? Ser I nu, hvad det er for Frugter, den tyske Kultur afsætter? Ser I, at den gaar ud paa Tryk og Tvang og helst vil føre sine Repræsentanter paa de mægtige Poster i denne Retning?

Det gælder nu om ikke at lefle med Dødsfjenden - som Sagerne nu staar, er Tyskheden den nordiske Aands Dødsfjende. Det gælder om ikke at bortlede Blikket fra den aabenbare Fare ved at fable om indbildte Farer i Østen.

Een er Faren, een er Fjenden for det danske Folk i Nutiden:

det er Tyskheden.

Ordforklaringer:

(1) Strofen stammer fra digtet "Danmark, dejligst vang og vænge".

(2) I 1888 blev rent tysk skolesprog indført med undtagelse af fire ugentlige religionstimer.

(3) Myten om dronning Thyra fortæller, at hun byggede Danevirkevolden, hun kan derfor betragtes som Sønderjyllands beskytter.

Kildehenvisning:

Redaktør Jessen i Tale og Skrift i Udvalg ved Marie Jessen, f. Fibiger. Flensborg Avis’s Forlag, Padborg 1921, s. 165-168.