Holger Drachmanns besøg i Bøffelkobbel

Vi svinge atter ind paa Chausseen. Jeg spørger, hvor vi skal hen? ”En halv Mils Vej længer bort, til Folkene i Bøffelkobbel med den kønne Grav!”

Bøffelkobbels bladløse Skov viser sig for os i en blaa Tone. Vi kommer til Udkanten og stiger af Vognen. Tilhøjre, ved Siden af Chausseen, ligger et lavt Hus. Her er Graven. Alle Grave paa Als og i Sundeved ligger saa nær som mulig ved Chausseen. Saa kan de Vejfarende ikke undgaa at se dem, og tænke derover!

Jeg besér Graven foreløbigt. En Indhegning med Hække, en Laage med en Bombe og en Kanonkugle paa Stolperne. Derinde ligger en dansk Dragon og Infanterist. Men vi skal først tale med den gamle Kone, som har ladet denne Grav opføre, og som har passet den indtil nu. Hun kommer ud til os med Haanden over Øjnene. Hun har daarlige Øjne, men er i hele sin Optræden som Sønderjyderne: ingen Forlegenhed, en mild, rolig Alvor, ligefrem i Svar og Spørgsmaal. Saa gammel er hun endda heller ikke.

Vi gaar ind med hende i Huset. Alt renligt og net. I den forreste Stue optages et Bord henne ved Væggen af gamle Kranse med falmede Baand, smaa Dannebrogsflag, Fletninger af Evighedsblomster. Hun taler om disse sine Arbejder og om Graven derude som om det Eneste, hun véd, men også det Eneste, hun vil ofre noget paa – trods Familiens øjensynlige knappe Kaar. Hun er ikke beskeden af Høflighed eller Generthed, hun fortæller, hvor meget det har kostet og vedblivende koster; men hun faar dog af og til Penge, Kranse etc. tilsendt. Saa gaar vi ind i den næste Stue. Dér træffer vi hendes Datter, en ung Pige, høj, lidt knoglet, med en bred Pande, mørke, klare, alvorlige Øjne, en rolig Værdighed i alle Bevægelser. Hun viser mig et Album med alle de Personer, der har været og besét Graven. Paa Kommoden staar en lille Genstand, i Form af et Skrivetøj med Spidskugler, runde Kugler, Granatstumper, alle Ting fundne ude omkring Huset. Paa Væggen hænger blandt andet et Certifikat, tilsendt Familien fra en Vaabenbroderafdeling i Sorø eller Slagelse, jeg husker ikke ret, hvilket Sted. Og saa begynder vi at tale sammen om Krigen, om Minderne, om Forholdene, som de nu ere, og som de kan udvikle sig til at blive. Karakteristik nok: de rent faktiske Begivenheder, som foranledigede denne Gravs Rejsning, spiller ikke saa stor en Rolle, som man skulle antage i disse fortræffelige Folks Erindring; og saaledes er det i Grunden gaaet mig overalt her ved Grænsen. Jeg spørger meget og detailleret; jeg turde maaske anvende Ordet moderne her – uden derfor at blive misforstaaet. Folkene svare mig ved at fortælle, som Homer vilde fortælle, eller som Kæmpeviserne. ”Han kom sprængende her forbi – med Karabin i Haanden. – Vi havde lukket os inde – vi frygtede – thi der var mange Krigsfolk i Skoven. – Han saa’ Geværpiber mellem Stammerne – og kastede Hesten om. – Han jog denne Vej – tilvenstre forbi Gavlen. – Der faldt Skud – og Hesten styrtede. – Vi ventede en Stund –  da gik vi ud, og Fjenden var borte. – Vi løftede ham op – og bar ham ind i Sengen. – Han døde herinde. – Lidt efter fandt vi en Infanterist. – Han var død. – Vi gemte Dragonens Sabel en Tid – men den blev taget fra os. – Nu ligger de begge derude!” –

Jeg stod udenfor det lille Skovhus i Udkanten af Bøffelkobbel Skov, hvor for tretten Aar siden den danske Dragon var kommen sprængende og bleven kastet af Hesten ved preussiske Geværer bag Træerne. Jeg stod ved Siden af den unge Pige, i sin tarvelige, klædelige Dragt, med dette noget i Øjet, som ingen dansk Bondepige ovre fra Øerne skulde kunne fremvise. Jeg stod foran den Grav, som Fædrelandskærligheden havde indviet, Pieteten smykket. Vi Danske fra Øerne er saadan et æsthetisk Folk. Jeg kunde, trods Pieteten og Fædrelandskærligheden, ikke undlade en lille Bevægelse i mit stille Sind: ja, dette er ærligt og smukt og varmt ment, men – lidt smagløst. Den unge Pige stod og saa’ paa disse Bomber og Fuldkugler¹ med flagrende Dannebrogssløjfer, disse Græsrabatter med Tro, Haab og Kærlighed i Evighedskranse, og denne enfoldige Inskription over de faldne Krigere. Hendes Træk var saa rolige og hendes Blik saa fordringsløst, sikkert i al sin Troskyldighed, da hun vendte det mod mig og i sin dybe, faste Dialekt sagde: Ikkesandt, det er saa kønt!

Da jeg trykkede hendes Moder, den gamle, halvblinde Kone, min Skærv i Haanden, vendte hun sig bort.

Glem os ikke! sagde hun, da jeg tog Afsked.
Glem os ikke!

Ordforklaringer:

(1) massiv kugle til glatløbede kanoner eller bøsser

Kildehenvisning:

Holger Drachmann: Derovre fra Grænsen – Strejftog over det danske Termopylæ (Als-Dybbøl) i April Maaned 1877. Gyldendalske Boghandel 1909, 9. oplag, s. 77-79.