Gå til kildesamlingen

Holger Drachmanns besøg ved Dybbøl Mølle

Kildeintroduktion:

Uddrag fra Holger Drachmanns (1846-1908) bog Derovre fra Grænsen – Strejftog over det danske Termopylæ (Als-Dybbøl) i April Maaned 1877. Drachmann rejste i 1877 til Sønderjylland, hvor han bl.a. besøgte Sønderborg, Als og Dybbøl, herunder Dybbøl Mølle. Denne rejse og møder med folk på sin vej skildrer han i bogen. 

I bogtitlen omtaler han Als-Dybbøl som det danske Termopylæ og sammenligner herved kampene ved Dybbøl med spartanernes forsvar af bjergpasset ved Thermopylæ i 480 f.Kr., hvor det heltemodigt lykkedes at holde persernes langt større hære tilbage i et par dage, inden de blev omringet og nedkæmpet af perserne. Ligesom tyskerne havde perserne invaderet spartanernes hjemland. Denne sammenligning er med til at kaste helteglans over begivenhederne på Dybbøl Banke.

Naar vi vende os fra Fjendens Monument1, saa har vi foran os de Danskes Monument den gamle Dybbøl Mølle. Staar den ikke der, lyslevende, sejg og kraftig i sin Overbevisning om at staa på sin Ret, tiltrods for at den staar på Fjendens Grund? Er der ikke Kærne i den; og bider og tygger ikke dens stenhaarde Tænder al denne Kærne, forat sigte Skallerne fra og kun give Kærne igen? Nedskudt og oprejst, brændt og opbygget, har den som en Fugl Fønix stedse rejst sig af sin Aske, og hæver nu i dette Øjeblik sine store, mørke Vinger mod Himlen, som om den vilde tage Aftenens Skyer til Vidne paa, at den har baaret meget og er rede til at bære mere. Og hvorfor? Den lever paa en Idé; og naar man lever på en Idé, kan man ikke falde sammen. Den kan også tale ligesom de Faldnes Skygger – ja bedre end Skyggerne. Den siger: Hvad kævler I da om? Jeg véd, hvad man sloges for i min Ungdom; men jeg forstaar ikke Eders. Og vil I endelig slaas, saa i Guds Navn: frem paa Gaden, og ud for Haanden af hinanden forudsat – at I kan give mit Hoved under min Møllehat ret grundige Argumenter for, at den ene Part virkelig lider under den anden, og at den ene Part ikke selv driver den anden Part saa langt ud i Modstandsraseriet, at Slagsmaalet af den Grund bliver nødvendigt hvorfor bedre Eder Gud og enhver sund Vejrmølleforstand!

Maaske indtager allerede det preussiske Dybbølermonument en Plads i det unge, store Tysklands Lærebøger for Ungdommen. Det var i det mindste at vente. Til Gengæld var der da en Sag af nogen tilsvarende national Betydning at henlede vor Skolekommissions Opmærksomhed paa, nemlig i alle vore Børnebøger at trykke et Træsnit af Møllen på Dybbølbjerg. 

Ordfoklaringer:

(1) Düppel Denkmal, et 24 m højt minde- og sejrsmonument rejst i årene 1865-1872.

 

Kildehenvisning:

Holger Drachmann: Derovre fra Grænsen – Strejftog over det danske Termopylæ (Als-Dybbøl) i April Maaned 1877. Gyldendalske Boghandel 1909, 9. oplag, s. 34-35.