Erik Høyer Møller: Præsten i Krigen. Om gudstjenesten

I Almindelighed sætte Officerer saavel som den øvrige Hær større Priis paa at Gudstjenesten holdes under fri Himmel end i en Kirke, og det kan heller ikke nægtes, at, naar Vejret, Pladsen og andre Omstændigheder ere gunstige, saa har en saadan Tjeneste noget overordentlig Højtideligt ved sig; jeg tror dog at dette ikke alene, som Mange mene, ligger i at den foregaar i det Frie, men ligesaameget i de Forhold, hvorunder den finder Sted. Det er saa naturligt, at en Gudstjeneste, hvor man under hele Handlingen kan se Fjenden for sine Øjne, eller hvor man hvert Øjeblik kan vente at blive forstyrret enten ved et Angreb eller ved en Granat, og hvor det altsaa kan ske, hvad Kingo vel har sagt i en anden betydning, at

I din Fryd

En Ulyd

Falder ind!¹

at Alt dette bidrager til at forhøje Stemningen, og til at give en saadan Forsamling et særeget Præg. Men, som sagt, ligesaa smukt som det er i godt Vejr, ligesaa uhyggeligt er det, naar det foregaar i en øsende Regn, hvor Tilhørerne ere gjennemblødte før der begyndes, og hvor Præsten under Indtrykket heraf, bestandig maa tænke paa at holde op; eller, naar Vinden blæser saa stærkt imod Præsten, at Tilhørerne med deres bedste Villie ikke kunne høre. Vi have engang havt en saadan Gudstjeneste i den tætteste Regn fra Begyndelsen til Enden, hvor Alle, ogsaa Præsten, vare gjennemblødte til Skindet. Da et af Kompagnierne marscherede ud, traadte en Mand frem og bad Capitainen, om han ikke maatte være fri for at gå med længere, da han var Jøde; han fik Tilladelsen, men de andre udbrøde da i Chor: ”Aa! gid vi dog Alle vare Jøder i Dag!” Det er sandelig ikke meget opmuntrende at begynde en Gudstjeneste under Indtrykket af en saadan Stemning.

Der er ikke mange Forebredelser, Alle ere saa villige til at tage Del i, som i dem, der gaa forud for en Gudstjeneste i Marken; Alle ville gjærne være med, for at Alt kan blive saa smukt ordnet, som Forholdene tillade. Det har ofte forundret mig, naar jeg har set Folkene komme trætte i Kvarteer om Middagen, at de et Par Timer efter, muntre og fornøjede, mødte for at ”bygge Kirke”. Er Pladsen, der helst vælges paa en aaben Plet i en Skov, hvor der er Læ, eller paa en Mark, der ligger saa højt, at der er viid Udsigt til alle Sider, og dertil saa fast og tør som mulig, funden, saa søges der en Plads til Prædikestolen, som altid maa staa saaledes, at Præsten kan have vinden paa Ryggen, for at hans Ord ikke skulle gaa tabte. Der skjæres nu Græstørv, hvoraf Prædikestolen bygges så høj, at Præstn staar en Del højere end Tilhørerne; der lægges Lag paa Lag indtil dette er naaet, og der føjes nogle Trin til af samme Materiale, og Fordelen af den gjøres højest. Foran Prædikestolen rejses, ligeledes af Græstørv, Alteret, og, naar dette er skeet, smykkes begge Dele, dels med Grønt fra Skoven og Blomster, dels med Flag og Kompagnifaner, og, om der er Tid og Ro dertil, med Sabler og Geværer, stukne ind i hinanden; en eller to af de røde Kapper, Ordonnantserne brugte, bleve lagte over Alteret. Naar Tiden er kommen, – og her behøver Præsten ikke at vente paa Menigheden, Alt er præcise – marscherer Afdelingen op, enten med Geværerne eller efterat disse ere satte i Pyramide, og stiller sig i en en Fiirkant omkring Prædikestolen med Officerer og Musiken indeni.

Ordforklaringer:

Der må hentydes til følgende strofe af Kingo: 

O Egte-stand,
Du høy-lyksalig est,
Naar Gud og Mand
Din JEsus bydes kand
Til din kierlig Bryllups Fest!
Thi der som midt i din Fryd
En Ulyd
Aff Korsset falder ind,
Som trykker Siæl og sind,
Fattes Viin og Glæde-stand,
Og dit Kar er fuldt aff Vand,
JEsus dig dog hielpe kand.

Kildehenvisning:

Erik Høyer Møller: Præsten i Krigen. Breve til en Ven fra en gammel Feltpræst. København 1900, 3. oplag, s. 28-29.