Hans Peter Holst: Den lille Hornblæser
Ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 søgte Hans Peter Holst stillingen som ”krigsdigter”, og han rejste derfor med hæren og oplevede både soldaterliv og slag.
Digterkredsen (på 720 vers) Den lille Hornblæser fra 1849, som der her bringes uddrag fra, opnåede hurtigt stor popularitet og kom i flere oplag. I digterkredsen følger vi drengen Jens Peter fra Nyboder, fra han fortæller sine forældre, han skal være hornblæser, over de mange slag ved hhv. Bov, Slesvig og Dybbøl, til han kommer hjem igen til Nyboder. Undervejs bliver han bl.a. såret, taget til fange, men genforenet med sit regiment. I et længere afsnit beskrives revuen ved Lerbæk Mark den 18. september 1848, hvor soldaterne synger Holsts digt ”Vel mødt igjen, Kong Frederik”. Den lille Hornblæser ender med hærens indtog i København.
Digtet kan bl.a. anledning til statuen ”Den lille hornblæser” i København samt en stumfilm fra 1909 af Eduard Schnedler-Sørensen.
…
Da klinger udenfor et Horn.
De muntre, kjække Toner
I Dør og Forstu’ lokke frem
En sværm af Nybo’erskoner.
Bestandig meer og mere nær
Nu Jægerhornet klinger;
Selv Søren seer af Vinduet ud, -
Fra Døren Klinken springer.
Og see! med Hornet ved sin Mund,
Den høire Haand til Huen,
En lille Purk paa tretten Aar
Marcherer ind i Stuen.
En Sømandstrøie har han paa,
De hvide Buxer slingre
Omkring hans Been; nu gjør han Holdt
Og lader Hornet skingre!
Hvor er han varm, hvor er han rød!
Hvor Kinderne staae spændte!
Men Øiet Leer saa glad, som om
Til ingen Sorg det kjendte.
…
- ”Jens Peter, hvad skal Hornet til?”
- ”Hør, Øllet, Mo’er! Var syrligt …
Hvad Hornet? Til at blæse op
For Tydskerne, natyrligt!”
…
(Skildring af Slaget ved Bov)
Saa sorgløst slentrer han foran
Og fløiter nok saa sikker
Med Blikket paa den lille By,
Der udfor Veien ligger
Da piber over Hov’det hen
En kugle ubeleiligt –
”Saa Du kan ogsaa fløite, Du?”
Lo Drengen. ”Det var deiligt!”
Og fleer og flere følge paa
Fra Hegnet foran Byen:
”Det regner jo! Hvor det er slemt,
Vi glemte Paraplyen!”
…
De sætte over Grøft og Hegn
Bag Plankeværk og Mure
Har Tydskerne sig dækket, og
I Baghold lumsk de lure;
Men uforsagt de storme løs!
I Haver og i Grøfter
De jage Fjenden lystigt op
Som Vildt i Skovens Kløfter;
Og Bøssen knalder Skud paa Skud –
Snart flygter hele Klatten
Med blege Miner, store Skjæg
Og lange Fjer i Hatten.
...
(Slaget ved Slesvig-Busdorf, hvor generalmajor Olaf Rye1 dukker op)
Hør, Trommen hvirvler! Frem det gaaer!
De røde Faner vaie;
Dødsenglen hvæsser alt sin Lee; -
Snart skal han til at meie.
…
Mens hist og her, paa Marken spredt,
En Saaret alt sig vaander,
De rykke frem, de nærme sig
De mægtige Colonner.
…
Der er han, Den, han venter paa,
Helten blandt vore Helte,
Den kjække Rye, Slagets Lyn,
Vor Klippe, naar det gjældte!
Tilfods og foran sine Folk
Han stormer dristigt Banken
Fra Busdorfgrund, og i et Nu
Er Fjenden han i Flanken.
…
Saa styrter Fjenden frem igjen
Paa vore Faa. De spredes,
Men hvirvles atter frem i Kamp,
De ved ei selv, hvorledes. –
Skilt fra sit Corps, vor lille Ven
Med Strømmen fremad drives;
I Spidsen for en Bataillon
Han med i Tumlen rives.
Tambouren falder. I et Nu
Vi see ham Trommen gribe,
Og muntert ”Avanceer!” han slaar
Trods Kuglerne, der pibe.
Saa tæt som Hagel slaae de ned
Og lysne i Colonnen –
En Kugle gjennem Trommen gaaer
En anden gjennem Haanden
...
(Fra afsnittet Valpladsen)
Paa Høiderne ved Busdorfdam,
I Kampens barske Møde,
Vor lille Helt forlod vi før
Blandt Døende og Døde.
Der laa han henstrakt, blodig, bleg,
Bevidstløs og bedøvet.
Af Dagens Kamp og Blodets Tab
Den sidste Kraft berøvet.
…
Han aabned Øiet, men igjen
Han lukker det forskrækket,
Thi rundtom ham den hele Mark
Med Lig og Blod var dækket.
...
(Revuen på Lerbæk Mark)
Paa Leerbæk Mark, en lille Miil
Fra Veile, staaer Armeen;
Musiken spiller; rundtomkring
Det klinger i Quarréen.
De blanke Vaaben glimre smukt;
De røde Faner suse
For Vindens Kast, og Jubelraab
I Strømninger frembruse.
De gjælde Kongen. See, han staaer
Igjen blandt sine Kjække.
Imellem dem, hvis Syn hos ham
Maa tusind Tanker vække.
Han staaer blandt dem, der kæmpet har
For ham, den Kongefødte,
Blandt dem, der for hans gode Ret
I Nødens Time blødte.
…
Nu vinker han. Hvem springer frem?
Det er vor Ven, den Lille.
Paa Kongen fæster han saa glad
To Øine, klare, milde.
…
Og Kongen seer hans lille Haand,
Der mærket er af Arret –
”Det har gjort ondt?” han spørger med
Et Smil, med Medynk parret.
- ”Aa nei, for Avanceer” jeg slog,”
Han svarde behjertet.
”Hvis ”Retireer” jeg havde slaaet,
Saa havde det vist smertet.” –
...
(Hjemkomsten)
Paa engang et forvirret Raab
Til hendes Øre trænger.
Det nærmer sig, det voxer – nei,
Hun skuffer sig ei længer!
Man raaber høit paa hendes Navn,
Man flokker sig derude;
En Mængde Hov’der titte glad
Ind ad den aabne Rude;
Og Døren rives heftigt op,
Nu tier hver en Klage!
I Favnen holder hun sin Dreng –
Alt, hvad hun har tilbage.
(Indtoget i København)
O Kjøbenhavn! Hvor meget man
Om dine Brøst end kives,
Fordenne skjønne Tanke skal
Dig megen Brøst tilgives!
Til disse Dages rige Glands
Jeg fører Dig tilbage,
Da seierrige Tropper vi
Saae gjennem Byen drage;
Da vi dem rørt’ til Taarer saae
At standse og at dvæle,
Da hver en Muur stod blomstersmykt,
Da Stenene fik Mæle –
Og raabte høit: ”Velkommen hjem!
Velkommen hid, I Kjække!”
Mens Kjærester og Koner brød
De Tappres faste Række!
…
Men er der Sandhed i de Træk,
Som Digtet har Dig givet,
Saa vil Du Drengens Fremtid see
Af dem i Perspektivet
Hvis Du har set ham modnes rask
I Tidens stærke Storme,
Og seet, hvor underfuldt at de
Det unge Sind kan forme:
Saa vil han for din Tanke staae
Imellem den, der siden
Skal hænge Krands paa Danmarks Huus
Og skjærme det i Tiden!
Ordforklaringer:
(1) Olaf Rye deltog i flere slag under Treårskrigen og faldt ved Fredericia den 6. juli 1849.
Kildehenvisning:
H.P. Holst: Den lille Hornblæser. Et digt. Kjøbenhavn 1902, s. 6-8; 25-28; 69-70; 72-73; 83; 114; 118; 125-126; 132-134.