Gå til kildesamlingen

N.F.S. Grundtvig: Velkommen i den grønne lund

Kildeintroduktion:

Digt skrevet af N.F.S. Grundtvig (1783-1872) til et folkemøde i Mern den 28. maj 1843. 

”Velkommen i den grønne lund” er blevet betegnet som et af de første eksempler på en politisk protestsang. Målet var at engagere folket i kampen for at bevare det danske sprog, som var under pres i Sønderjylland i 1800-tallet. Tidligere på måneden var den første sprogfest blevet afholdt på Skamlingsbanken.

Digtet bestod oprindelig af otte firelinjede strofer. Fra 17. udgave af Højskolesangbogen er to af stroferne fjernet, og de seks andre lagt sammen til tre strofer på hver otte linjer. Det ene af de udeladte strofer omtaler kongen: "Vor konge er vor fuldtro ven, / som guld hans ord må skattes/ Kom hid, I gode danemænd, / og sig os, hvad I fattes!"

Den oprindelige melodi har formodentlig været af J.C. Gebauer (1808-1884), skrevet til ”Fuglevise” fra 1840. Senere anvendtes Fritz Andersens (1829-1910) melodi fra 1852. I 1983 skrev Erik Grip (født 1947) en ny melodi til ”Velkommen i den grønne lund”, som har opnået stor popularitet. I Erik Grips indspilning af sangen på pladen De levendes land er Gud i første strofe dog udeladt.

1. Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.
Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre;
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

2. Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,1
hvert andet barn i Dannevang
forstår halvkvæden vise.
For, hvad vi fattes først og sidst
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

3. Vi fører løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.2
Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

 

Ordforklaringer:

(1) Grundtvig opfordrer til, at danskerne skal lære at åbne munden, ikke kun for at spise, men for at tale og synge.

(2) Der henvises her til Laurids Skaus tale på Skamlingsbanken i 1843, hvor han minder om, at slesvigernes våben ikke er en abekat, men en løve (se talen her).

 

Kildehenvisning:

Højskolesangbogen, 19. udgave, 2020.